Effektiv affyringsrampe vejleder ambitiøse vækstvirksomheder

Møde med mange deltagere og borde i forbindelse med Meetup hos Games Denmark. Netop møder og netværk er en del af Track2Exit.
Aktiv
Internationalisering

Vækstpotentialet i danske teknologivirksomheder skal styrkes. Med særligt fokus på spilbranchen, modner initiativet Track2Exit derfor virksomheder, så de bedre kan opnå investeringer, gennemføre en børsnotering eller på anden vis lave et exit. Projektet udvikler, tester og dokumenterer desuden en ny, skalerbar model, der hjælper flere vækstparate virksomheder - også fra andre brancher - med at opnå høj vækst.

Projektets 3 topprioriteter

  1. At modne små og mellemstore danske virksomheder til børsnotering eller anden form for exit.

  2. At opbygge stærke internationale netværk af investorer og mentorer, som stilles til rådighed for danske virksomheder.

  3. At udvikle og teste en skalerbar model for vækst og exit, som kan hjælpe mange vækstparate danske virksomheder i fremtiden.

Mange mellemstore virksomheder oplever udfordringer med at omsætte deres vækstmuligheder til konkrete resultater. Det gælder blandt andet i forhold til strategisk retning, kapitalrejsning og international skalering.

Track2Exit-initiativet adresserer den problemstilling ved at udvikle en struktureret launchpad-model, som kombinerer målrettet rådgivning, internationale netværk og intensiv forretningsudvikling.

Track2Exit løfter på både kort og langt sigt

Ambitionen med Track2Exit er ikke kun at løfte de deltagende virksomheder enkeltvist på deres rejser mod global vækst.

Hensigten er også at skabe en dokumenteret vækst- og skaleringsmetode, der efterfølgende kan udbredes til andre vækstvirksomheder i Danmark.

Møde mellem mennesker i en sal i forbindelse med Track2Exit.

Netværk

Track2Exit etablerer og faciliterer en række netværk mellem investorer og virksomhedsledere.

Møde med mange deltagere ved morgenbordet. Møder og netværk er en del af Track2Exit.

Arrangementer

Track2Exit afholder forskellige arrangementer hvor ledere, eksperter og investorer mødes.

Ledelser vejledes gennem Track2Exit - her er det to personer der sidder og taler.

Vejledning

Track2Exit hjælper ambitiøse virksomheder med at udtænke og realisere vækstplaner.

Track2Exit sigter især efter at hjælpe nogle af de mellemstore spiludviklende virksomheder i Danmark – særligt dem, der har ambitioner om en fremtidig børsnotering eller en anden form for finansielt exit.

Selvom projektet i første omgang fokuserer på den danske spilbranche, så lægges kimen til den brede forankring allerede i projektets indledende fase.

Her inddrages nemlig en række andre brancheforeninger, som kan videreføre og skalere de udviklede metoder til en bredere kreds af virksomheder langt fra spilindustrien.

Flere forskellige aktiviteter i Track2Exit

Kernen i det samlede Track2Exit-initiativ er et sammenhængende udviklingsforløb bestående af flere forskellige aktiviteter.

  • Vejledning: Her tilbydes 1:1-coaching til direktører i udvalgte virksomheder, hvor der arbejdes med at definere et klart målbillede for virksomhedens vækstrejse og potentielle exit. Denne indsats suppleres af netværksaktiviteter, hvor virksomhederne får adgang til internationale investorer og erfarne mentorer med indsigt i globale vækstforløb.
  • Planlægning: Der gennemføres målrettede mentorforløb af 12–16 ugers varighed for udvalgte virksomheder. Her arbejdes der intensivt med at udvikle konkrete vækst- og ejerskabsplaner, med at identificere risici og med at igangsætte strategiske initiativer. Forløbene involverer blandt andet feedback fra internationale investeringsbanker og brancheeksperter og har til formål at bringe virksomhederne tættere på investeringsparathed og exit.
  • Netværk: Et centralt element i Track2Exit-projektet er opbygningen af et stærkt internationalt netværk bestående af både investorer og mentorer. Netværket skal ikke alene understøtte de deltagende virksomheder, men også fungere som en varig ressource, der kan anvendes efter projektets afslutning. Som en del af netværksskabelsen afholdes blandt andet en Investor Day, hvor virksomheder og investorer matches direkte.
  • Videndeling og forankring: Track2Exit har et stærkt fokus på videndeling og forankring. Gennem løbende dialog med brancheforeninger deles erfaringer og metoder, så de løbende kan videreudvikles og anvendes i andre brancher og sammenhænge. Målet er at skabe en model, der kan skaleres og tilpasses forskellige sektorer, og dermed bidrage til en bredere styrkelse af både enkeltvirksomheder og af det brede danske erhvervslivs konkurrenceevne.

Samlet set skal Track2Exit sikre, at en række danske virksomheder får styrket deres strategiske fundament, opnår øget interesse fra investorer og kommer tættere på en børsnotering eller et andet finansielt exit.

Bred forankring

På længere sigt er ambitionen, at Track2Exit bidrager til en systemisk forandring, hvor flere danske vækstvirksomheder får adgang til de rette kompetencer, netværk og værktøjer til at skalere internationalt.

Ved at udvikle og teste en reproducerbar model kan projektet danne grundlag for nye partnerskaber og initiativer, der styrker Danmarks position som et attraktivt land for vækst og investering.

Dermed skal Track2Exit samlet set ses som et strategisk udviklingsprojekt, der kombinerer konkret virksomhedsudvikling med langsigtet kapacitetsopbygning.

Projektet skal således ikke blot skabe resultater for de deltagende virksomheder, men også levere viden og metoder, der kan komme en bredere kreds af danske virksomheder til gavn.

Projektdata

Projektet

Projektnavn:
Track2Exit

Projektejer:
Games Denmark

Periode:
2026-2027

Støttet med:
1,0 mio. kroner

Internationalisering

Industriens Fond arbejder målrettet med at internationalisere dansk erhvervsliv. I det arbejde indgår Track2Exit sammen med en række andre ambitiøse indsatser.

Bevillingsmodtager

Niels Wetterberg
Direktør

Kontakt

Jeppe Rune Jessen
Direktør
22 93 25 96
jrj@corvenas.com

Kontakt

Mand i skjorte med naturbaggrund

Morten Mommsen

Projektleder