Iværksættermiljø i Sønderborg bringer dansk energiteknologi ud i verden

To iværksættere diskuterer strategi i et mødelokale i forbindelse med vækstindsatsen STEAR Venture
Aktiv
Internationalisering

Opbygningen af et stærkt iværksættermiljø inden for energi og teknologi skal understøtte udviklingen og eksporten af grønne danske løsninger.

Projektets 3 topprioriteter

  1. At opbygge et attraktivt økosystem for energi-iværksættere.

  2. At internationalisere det danske iværksættermiljø gennem partnerskaber med udenlandske samarbejdspartnere.

  3. At styrke danske startups, deres adgang til kapital, og deres evner til at skalere globalt.

STEAR Venture skal være et stærkt økosystem for energi- og teknologiiværksættere. Økosystemet skal sikre, at der skabes flere danske vækstvirksomheder med global gennemslagskraft, især med udgangspunkt i teknologier, der bidrager til den grønne omstilling.

Med STEAR Venture banes vejen for at flere skalerbare startups inden for energi og teknologi får succes – også uden for Danmark grænser.

Gennem forskellige aktiviteter etablerer STEAR Venture et nyt investormiljø, styrker virksomhedernes internationalisering og forbinder de danske startups med kapital, kompetencer og globale netværk.

STEAR Venture løfter dansk iværksætteri

Kernen i STEAR Venture er organisationen STEAR, der allerede har etableret en stærk accelerator og inkubator i Sønderborg.

Nu skal næste skridt tages, og det gøres med STEAR Venture, som sikrer, at flere startups overlever de kritiske tidlige faser på vækstrejsen – for eksempel ved at give iværksætterne adgang til kapital og internationale samarbejdspartnere.

Kapital og forbindelser, der skaber vækst

Ambitionen med den nye indsats er, at STEAR Venture sætter ind lige præcis dér, hvor mange grønne og teknologitunge startups ofte falder fra – nemlig når den risikovillige kapital ikke er til rådighed og den globale ekspansion til nye eksportmarkeder ikke lykkes.

Målet er derfor at bygge et varigt og selvbærende investormiljø med aktive investorer. De skal komme med brancheindsigter og en stærk lyst til at engagere sig tidligt i lovende startups.

Gennem forskellige arrangementer, netværk og målrettet træning kobles investorer og iværksættere sammen, og klædes på til at lykkes i fællesskab. Samlet set er ambitionen, at aktiviteterne i STEAR Venture sikrer i omegnen af 150 mio. kroner i investeringer i danske energi- og teknologiiværksættere.

Adgang til talent og nye markeder

En anden hjørnesten i projektet er internationalisering. Det gøres særligt med fokus på Tyskland, der traditionelt er stor aftager af danske produkter og serviceydelser.

STEAR Venture opbygger derfor strategiske partnerskaber med acceleratorer og investormiljøer i særligt Nordtyskland, heriblandt Kiel, Lübeck og Slesvig-Holsten. Partnerskaberne styrker udvekslingen af viden, kapital og startups og danner grobund for langvarige samarbejder.

Som en del af internationaliseringsindsatsen vil STEAR Venture hvert år sluse et par internationale startups ind i det danske økosystem med ambitionen om, at de bliver her i Danmark og skaber vækst, nye arbejdspladser og løsninger i Danmark.

Det vigtigste resultat af internationaliseringen er dog, at danske startups får adgang til nye markeder og samarbejdspartnere, især på det gryende tyske marked for grøn teknologi.

Konkret værdi for danske iværksættere

STEAR Venture er i sin natur mest attraktiv for iværksættere. De får nemlig direkte adgang til testfaciliteter, rådgivning, investorer og internationale kontakter.

Men flere andre dele af dansk erhvervsliv har også stor gavn af tiltaget.

Små og mellemstore virksomheder får en unik nærhed og adgang til nye teknologier og løsninger, der kan understøtte deres grønne og digitale omstilling – og dermed deres konkurrenceevne.

De danske og internationale investorer, der engagerer sig i STEAR Venture, får adgang til en kvalificeret pipeline af modne og teknologitunge investeringsmuligheder, og bliver desuden en del af et stærkt netværk.

Derudover er det også værd at bemærke, at erhvervsfremmeaktører og fonde kan bruge metoder og erfaringer fra STEAR Venture som model, manual eller til inspiration for lignende indsatser.

Forankret i et stærkt partnerskab

Det er tunge syddanske erhvervsaktører, der står bag STEAR Venture. Bitten & Mads Clausens Fond og LINAK er de dominerende erhvervsaktører i projektet, mens Syddansk Universitet, Sønderborg Kommune og STEAR også er blandt de altafgørende kræfter i initiativet.

Samlet set skal STEAR Venture, og partnerskabet bag, vise vejen for, hvordan Danmark kan bygge et mere modstandsdygtigt og globalt forbundet startupmiljø.

Ved at forbinde investering, internationalisering og teknologisk innovation, bidrager projektet til at styrke Danmarks grønne konkurrenceevne og skaber desuden varige strukturer, der også kommer de næste generationer af iværksættere til gode.

Projektets metoder og investeringsmodel udvikles løbende med henblik på langsigtet videreførelse og for at sikre, at formaterne kan overføres til andre danske aktører og sektorer.

Projektdata

Projektet

Projektnavn:
STEAR Venture

Projektejer:
Foreningen for dybt iværksætteri i Sønderborg

Periode:
2025-2029

Støttet med:
8,3 mio. kroner

Partnere

STEAR Venture gennemføres i et stærkt partnerskab bestående af både virksomheder og andre aktører i erhvervslivet.

Bevillingsmodtager

Lars Tveen
Formand
Foreningen for dybt iværksætteri i Sønderborg

Kontakt

Mikkel Christoffersen
Direktør
53 83 55 80
mc@stear.dk

Kontakt

Kvinde med lyst hår i naturen

Nanna Nyholm

Projektleder