Unikke evner gavner erhvervslivet

Mænd arbejder i et værksted.
Aktiv
Internationalisering

Ny viden og nye værktøjer skal gøre det nemmere for dansk erhvervsliv at bruge neurodiversitet som konkurrencekraft.

Projektets topprioriteter

  1. At styrke danske virksomheders inklusionskapacitet over for neurodivergente medarbejdere.

  2. At skabe en praksisnær og bredt anvendelig værktøjskasse, som især små og mellemstore danske virksomheder kan bruge til at forbedre arbejdspladsen, så de succesfuldt kan ansætte neurodivergente medarbejdere.

  3. At forankre viden om neurodiversitet, og de unikke styrker deri, bredt i dansk erhvervsliv, så virksomhederne bliver bedre til at ansætte og fastholde neurodivergente medarbejdere og bruge neurodiversitet som konkurrencekraft.

Mange danskere har autisme eller ADHD. Som følge deraf besidder de unikke evner, som danske virksomheder kan få stor gavn af.

Men alt for mange neurodivergente medarbejdere møder barrierer, fordi arbejdspladserne ikke er gearet til at rumme deres behov.

Det skal laves om, så erhvervslivet i højere grad ser neurodiversitet som konkurrencekraft.

Derfor er Hans Knudsen Instituttet, Industriens Fond og en række partnere gået sammen om at klæde små og mellemstore produktionsvirksomheder på til bedre at kunne inkludere og fastholde neurodivergente medarbejdere med henblik på at høste gevinster som øget produktivitet, innovation og trivsel.

Neurodiversitet som konkurrencekraft overses af erhvervslivet

Over 10 procent af medarbejdere i danske virksomheder identificerer sig som neurodivergente – for eksempel med autisme eller ADHD.

Netop den type medarbejdere rummer ofte særlige talenter og evner som detaljefokus, systematisk tænkning og høj innovationskraft.

Men de evner udnyttes ikke godt nok – ofte fordi rammerne på arbejdspladserne sjældent indrettes til at udnytte dette potentiale.

Konsekvensen er, at mange dygtige medarbejdere forlader arbejdsmarkedet med stress, mistrivsel eller oplevelsen af at være forkerte.

Det er en tabt mulighed – både for virksomheden, medarbejderen, virksomhedens kunder og for samfundet.

Fra barrierer til fordele

Projektets arbejde med at få danske virksomheder til at se neurodiversitet som konkurrencekraft tager udgangspunkt i konkrete behov hos små og mellemstore virksomheder, der gerne vil inkludere neurodivergente, men som mangler redskaber og viden til at komme i gang.

Gennem tre intensive læringsforløb udvikler projektet derfor en praktisk værktøjskasse, der gør det nemmere for virksomheder at tilpasse arbejdsmiljøet, kommunikationen og samarbejdet til neurodivergente medarbejderes behov. Fire nøgletemaer danner rammen i den indsats:

  • Sanseindtryk: hvordan lyd, lys og lugt opleves anderledes
  • Kommunikation: behov for klar, struktureret og tydelig kommunikation
  • Sociale sammenhænge: hvordan man skaber inkluderende fællesskaber
  • Arbejdets tilrettelæggelse: hvordan man tilpasser ledelse og arbejdsformer

Parallelt med udviklingen af værktøjskassen kommer eksperter på området til at følge processen, anvendelsen og resultaterne af værktøjerne, så de hele tiden er relevante og resultatskabende.

Stor gevinst for virksomhederne

Som lille eller mellemstor virksomhed er der flere forskellige gevinster ved at være med i projektet – ud over det åbenlyse, at man får styrket forretningen ved at bruge neurodiversitet som konkurrencekraft.

Således får virksomheder, der direkte involverer sig i projektet blandt andet adgang til følgende:

  • Konkrete, afprøvede værktøjer til bedre inklusion
  • Deltagelse i netværk og læringsseminarer
  • Rådgivning og sparring fra eksperter
  • Mulighed for at fastholde dygtige medarbejdere
  • Et stærkere, mere bæredygtigt image

Projektet leverer også en masse viden til virksomheder der ikke direkte er med i projektet, men som gerne vil forbedre inklusionsarbejdet og bruge neurodiversitet som konkurrencekraft.

Derfor samler projektet en masse indsigter, værktøjer og erfaringer på en digital vidensplatform med cases, videoer og guider.

For aktivt at bringe viden om neurodiversitet som konkurrenceparameter ud i erhvervslivet holdes også en række konferencer og seminarer om inklusion som konkurrenceevnedriver.

Stort engagement i erhvervslivet

Projektet sigter efter at nå langt ud i de danske virksomheder. Mere end 60 virksomheder forventes at deltage direkte i udviklingen og test af nye værktøjer, mens der sigtes efter at mobilisere over 500 virksomheder, der udnytter videnplatformen og værktøjskassen til at skabe vækst.

I et lidt bredere perspektiv er projektet også et skridt på vejen mod et stærkere dansk arbejdsmarked, hvor mangfoldighed bliver en styrke og hvor neurodivergente medarbejdere spiller en aktiv hovedrolle som højt kvalificeret arbejdskraft i de innovative danske virksomheder.

Projektdata

Projektet

Projektnavn:
Neurodiversitet som konkurrencekraft

Projektejer:
Hans Knudsen Instituttet

Periode:
2025-2029

Støttet med:
7,1 mio. kroner

Partnere

Arbejdet med neurodiversitet som konkurrencekraft udføres i et bredt partnerskab.

Diversitet

Industriens Fond arbejder på mange måder med diversitet i danske virksomheder og i det danske erhvervsliv generelt.

Bevillingsmodtager

Ghita Wolf Andreasen
Adm. direktør
Hans Knudsen Instituttet

Kontakt

Kirstine Rask Lauridsen
Forretningschef
Hans Knudsen Instituttet
22 45 90 14
kra@hki.dk

Kontakt

Mand i skjorte og cardigan.

Anders Wils

Direktionskonsulent

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

INFO

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.