Virksomhed fik lavere pris, kortere leveringstid og øget effektivitet med 3D-printede designs
24. oktober 2022
I 3D print-designforløbet Design for Additive Manufacturing (DfAM) lykkedes det flamingo-producenten BEWI at reducere både vægt, pris og leveringstid på nogle af de værktøjer, der bruges i processen – og så ser de ud til at være mere effektive.
BEWI er en plastvirksomhed, som producerer polystyren – også kendt som flamingo – i kundetilpassede løsninger. I vores 3D print-designoptimeringsforløb DfAM kiggede virksomheden på at optimere et af værktøjerne, som indgår i støbeprocessen. Målet var at få en printet løsning, som kan bidrage med fleksibilitet – og det lykkedes. I forløbet optimerede BEWI designet på værktøjet og reducerede derved først og fremmest vægten med 74 procent i forhold til traditionelt værktøj, men også forbedrede time-to-market ved blandt andet at have skåret 25 procent af leveringstiden.
“Det giver en enorm fleksibilitet og er et potentiale, hvor vi ved at optimere værktøjet kan tilbyde mere komplekse og bedre løsninger på både kvalitet og økonomi og dermed møde de udfordringer, som vores maskinindstillinger ikke kan hjælpe os med. Desuden ser vi tegn på, at den optimerede komponent kan øge vores produktionskapacitet og sænke energiforbruget i produktionen, hvis vi implementerer den bredt – simpelthen fordi den er mere effektiv”, siger Development Manager i BEWI, Ole Krebs.
I det hele taget ser BEWI et stort potentiale i 3D print. I dag har virksomheden udfordringer i produktionen, som maskinindstillinger ikke kan hjælpe med – men ved at optimere værktøjet med 3D print opnår BEWI en større designfrihed, hvilket betyder, at man kan tilbyde en mere kompleks løsning.
Disse resultater har BEWI skabt ved hjælp af 3D print designoptimering:
- Enorm designfrihed og fleksibilitet
- 25 % kortere leveringstid
- 53 % prisreduktion i forhold til traditionelt værktøj
- 74 % vægtreduktion i forhold til traditionelt værktøj
I løbet af 2022 har 15 danske virksomheder arbejdet med at redesigne et produkt eller komponent ved hjælp af 3D print gennem Dansk AM Hubs innovationsforløb: Design for Additive Manufacturing (DfAM). Ud af disse har 11 af virksomhederne haft en ’før-komponent’, som det har været muligt at sammenligne den redesignede komponent med, og i ti af disse tilfælde har det været muligt at reducere vægten med mellem 43 og 96 procent. Fordelene ved vægtreduktion har haft forskellige formål afhængig af virksomhedens specifikke produktion og slutprodukter.
Konkret i DfAM-projektet har målet været at designe deltagernes komponenter eller produkter bedre eller anderledes, så de kan fremstilles med mindre materiale, større styrke, og optimeret med ny eller bedre funktionalitet og effektivitet. Alt sammen med det formål at skabe mere bæredygtige produkter og komponenter.
Efter forløbet har de tilmeldte virksomheder stået med en fysisk redesignet komponent eller produkt, hvor en eller flere af førnævnte fordele er tænkt ind. Ud over vægtreduktion har DfAM også givet en række andre fordele såsom reduktion af produktionsomkostninger, reduktion i ”time-to-market”, partkonsolidering, større designfrihed og forøgelse af komponentstyrke.
På den måde har deltagerne fået merværdi og viden, som kan forankres lokalt i deres produktion.
Om DfAM-forløbet
- DfAM innovationsforløbet sigter mod at styrke virksomhederne til i endnu højere grad at drage fordel af det teknologiske og forretningsmæssige potentiale inden for 3D print.
- DfAM-projektet har haft til formål at udbrede kendskabet til 3D print og DfAM samt gøre danske virksomheder i stand til at udnytte de tekniske og forretningsmæssige muligheder, som AM-teknologien giver.
- Traditionelt set er 3D print blevet brugt til fremstilling af prototyper, men teknologien rummer også en lang række andre muligheder. 3D-print kan med fordel også bruges til eksempelvis pilot- og småserieproduktion, og fremstilling af fiksturer og hjælpe-værktøjer, sprøjtestøbeværktøjer, og reservedele.
- Ud over en enkelt case med en vægtforøgelse blev komponentvægten reduceret med mellem 43 procent og 96 procent på de ti cases.
- Projektet er initieret af Dansk AM Hub i samarbejde med partnerne Teknologisk Institut, PLM Group, Hexagon og Wikifactory.
Artiklen er produceret af Dansk AM Hub