Teknologisk rundtur med 3D-print på plakaten

3D-print kan forandre og forbedre forretningsmodeller i den danske industri. Nu tager Dansk AM Hub på Tech Tour rundt i Danmark for at fremvise mulighederne.
Teknologien virker og interessen vokser. Derfor tager Dansk AM Hub nu rundt i Danmark for at vise forretningsmuligheder inden for 3D-print frem for alle interesserede.
24. februar 2026 / Nye teknologier
3D-print er ikke længere et teknologisk nichefænomen eller et fantasifuldt eksperiment. Tværtimod. Det er en teknologi med momentum, der rummer store potentialer.
Ifølge en ny undersøgelse, som Dansk AM Hub har lavet i samarbejde med Danmarks Statistik, så er andelen af danske virksomheder, der anvender 3D-print, steget fra 16 procent i 2018 til 30 procent i 2025.
Det er en markant fremgang og de positive strømninger fører da også mange spørgsmål med sig.
”Vi møder virksomheder over hele landet, som er nysgerrige på 3D-print, men som savner konkrete eksempler, ærlige erfaringer og nogen at sparre med. Derfor tager vi nu teknologien med på tour,” lyder det fra Frank Rosengreen Lorenzen, direktør hos Dansk AM Hub.
Demonstrationer og dialog
For at fremvise forretningsmulighederne inden for 3D-print tager Dansk AM Hub nu på Tech Tour, hvor virksomheder kan opleve 3D-print helt tæt på.
Ikke som PowerPoint-slides eller onlinevideoer, men gennem konkrete cases, fysiske emner og direkte dialog med dem, der arbejder med teknologien til daglig og dermed har stor teknologisk indsigt i alle former for 3D-print.

Hvert stop på turen samler aktører fra hele økosystemet. Det er virksomheder, der allerede bruger 3D-print i deres produktion, det er leverandører og uddannelsesaktører, der kan bidrage med viden om kompetencer og opkvalificering, og så kommer Dansk AM Hub selvfølgelig også til at være til stede – og klar til at hjælpe gode forretningsidéer godt på vej.
Ved hvert stop på turen kommer der til at være god plads til spørgsmål, netværk og nysgerrighed – og til at tage stilling til, om 3D-print er næste hit i ens egen produktion, eller om timingen endnu ikke er den rette.
Fra nysgerrighed til næste skridt
Tech Tour er skabt for virksomheder, der vil tættere på teknologien – uanset om de er helt nye, let øvede eller allerede i gang.
Ambitionen med den teknologiske rundtur er ikke at sælge en færdig løsning, men at give virksomhederne bedre forudsætninger for at træffe de rette beslutninger, når det kommer til spørgsmål om fremtidige teknologivalg, investeringer og kompetencer.
”Det handler ikke om hype. Det handler om at skabe forståelse og vise, hvordan 3D-print kan skabe værdi – både produktionsmæssigt og forretningsmæssigt,” siger Frank Rosengreen Lorenzen.
Teknologisk tur er lige på trapperne
Turen bliver gennemført i løbet af marts og lægger vejen forbi fem forskellige destinationer i Danmark:
- 3. marts: Prototal Denmark, Taastrup
- 5. marts: Nordic Extrusion, Næstved
- 17. marts: FORCE Technology, Odense
- 18. marts: Create it REAL, Aalborg
- 19. marts: MDT A/S, Kolding
Hvert stop har sit eget lokale præg, men fælles for dem alle er fokus på dialog, praksis og lokale virksomheder.



