Produktiviteten blev øget med 72 procent på to dage

Hos virksomheden DISA Industries er de altid på jagt efter forbedringer. Med hjælp fra DAMRC blev produktiviteten forbedret.
På bare to dage lykkedes det for DISA Industries at øge produktiviteten, fordoble værktøjslevetiden og reducere støjen i en eksisterende bearbejdningsproces. Det var især indspark fra teknologicenteret DAMRC, der gjorde, at forbedringerne blev til virkelighed.
10. august 2026
DISA Industries leverer avancerede løsninger til støberiindustrien. Her spiller driftssikkerhed, cyklustid, kvalitet og produktionsøkonomi en vigtig rolle og bidrager alt sammen til produktiviteten og konkurrenceevnen.
Netop produktiviteten var baggrunden for, at DISA Industries tog fat i forsknings- og udviklingscenteret DAMRC, for at undersøge, om det var muligt, at få endnu mere ud af en allerede eksisterende bearbejdningsproces. Det kunne det – endog rigtig meget.
“Vi ville gerne se, om vi kunne få mere ud af den proces, vi allerede havde. Det fik vi et meget konkret svar på,” siger Leon Sørensen, der er teamleder hos DISA Industries.
På to dage kom produktiviteten i top
På bare to dage gennemførte DAMRC en TapTest i produktionen hos DISA Industries. Testen banede vejen for markante forbedringer på netop de områder, som DISA Industries ønskede at forbedre:
- Produktiviteten steg med 72 procent
- Cyklustiden blev halveret
- Værktøjslevetiden blev fordoblet
- Lydniveauet faldt
Med en TapTest kan DAMRC analysere samspillet mellem maskine, værktøj og proces. Kort fortalt måler specialisterne, hvordan et system reagerer på vibrationer, og på den måde kan de finde de områder, hvor processen kører mest stabilt.
Den viden bruger DAMRC så til at justere skæredata, så maskinen kan arbejde hurtigere, roligere og med mindre slid.
Hos DISA Industries ville man især gerne øge produktiviteten, forlænge værktøjslevetiden og reducere støjen i produktionen. Derfor fik undersøgelsen fra DAMRC stor værdi for DISA Industries.

“Det gode var, at vi ikke bare fik én anbefaling og så måtte prøve os frem derfra. Vi fik flere konkrete bud på indstillinger, som vi kunne arbejde videre med. Det gør det meget nemmere at bruge testen i produktionen,” siger Leon Sørensen.
Mere materiale på kortere tid
En af de ting som taptesten måler er MRR. Det står for Material Removal Rate og beskriver, hvor meget materiale maskinen fjerner i bearbejdningen på en given tid.
Når MRR stiger, fjerner processen altså mere materiale på samme tid. Samtidig betyder en halveret cyklustid, at DISA Industries kan gennemføre den konkrete bearbejdning hurtigere.
Værktøjslevetiden betyder også meget for DISA Industries. Når værktøjerne holder længere, mindsker det slid, reducerer omkostninger og giver en mere stabil produktion. Og så er der alt det med støjen.
”Vi har en stor hal, så støjreducering er også en vigtig del af det. Det handler både om produktionen og om dem, der arbejder omkring maskinerne,” siger Leon Sørensen.
En del af DAMRC
DISA Industries er medlem af DAMRC og har på den måde altid adgang til specialiseret viden, teknisk support og konkrete ydelser, som de kan bruge direkte i produktionen.
I en virksomhed som DISA Industries, hvor innovationen og produktiviteten altid er i højsædet, kan det være guld værd at være medlem hos DAMRC.
Hjælpen kunne for eksempel handle om procesoptimering, test og sparring om konkrete udfordringer i produktionen.
For DISA Industries betød medlemskabet, at de kunne få DAMRC ud i produktionen og få undersøgt en konkret bearbejdningsproces med det samme.
På to dage fik de således ikke bare nye skæredata, men også et bedre beslutningsgrundlag for, hvordan de kan få processen til at køre hurtigere, mere stabilt og med mindre slid.
På mange måder kan DAMRC opfattes som en af industriens hurtigste genveje til arbejdet med nye teknologier.
DAMRC indhenter viden fra både udenlandske og danske forskningsinstitutioner og erhvervssamarbejder, og på den måde besidder DAMRC en masse viden og ekspertise, som oversættes til danske forhold.
Dermed kan både teknologi og viden lettere implementeres og udnyttes af dansk erhvervsliv, sådan som DISA Industries er et godt eksempel på.






