Praktisk problemløsning skal på skoleskemaet

Nyt projekt vil gennem praksisnær undervisning og tæt samarbejde mellem virksomheder og skoler, styrke elevers kompetencer inden for idéudvikling, naturvidenskab og teknologiforståelse.

Skal danske børn og unge kunne følge med den hastige teknologiske udvikling er det afgørende, at de mestrer og kan forholde sig kritisk til naturfaglige og teknologiske problemstillinger.

På den baggrund iværksættes projektet ’Engineering i Skolen’ med støtte fra Villum Fonden, Lundbeckfonden, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, samt Industriens Fond.

Potentialet inden for naturvidenskab og teknologi er enormt, og alt peger i retning af, at erhvervslivets behov for teknologistærke unge er stigende.

Industrien efterspørger allerede i dag tekniske faglærte og medarbejdere med naturvidenskabelige og teknologiske uddannelser og færdigheder. Og den efterspørgsel forventes at blive større i de kommende år. Industriens Fond har derfor valgt at bidrage til de mest anvendelsesorienterede dele af projektet ’Engineering i skolen’. Det gøres ud fra en idé om, at praksisnær undervisning og et tæt samarbejde mellem virksomheder og skoler styrker elevernes kompetencer inden for idéudvikling, naturvidenskaben og teknologiforståelse. På den måde kan flere unge inspireres til at gå den tekniske eller naturvidenskabelige vej, når fremtidige uddannelses- og karrierevalg skal træffes,” siger Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond, der i alt har støttet det nye projekt med 5 mio. kroner.
 

BÅDE ELEVER OG LÆRERE INVOLVERES

Engineering i Skolen skal øge elevers interesse for naturfag og teknologi og give eleverne større indsigt i, hvordan teknologi og naturvidenskab anvendes til at løse konkrete udfordringer ude i industrien.  Med en ny type undervisning skal eleverne arbejde problemorienteret med at finde konkrete løsninger på praktiske problemstillinger. Det kan både være hverdagsproblematikker og større samfundsrelaterede udfordringer inden for eksempelvis klima, miljø eller sundhed.

Projektet skal ydermere give naturfagslærerne nye kompetencer i at undervise i teknologi og teknologiudvikling. Det sker blandt andet gennem udvikling af en engineering-didaktik, kurser for lærerne, samt udvikling af undervisningsmaterialer. Det er første gang, at et nationalt partnerskab inden for engineering og naturfagsundervisning samles om det fælles mål at udvikle en egentlig engineering-didaktik.

Solidt kendskab til naturvidenskab og teknologi er del af den almene dannelse og kan være med til at give eleverne flere muligheder i livet både som kritiske forbrugere af teknologi, og når de senere hen skal vælge uddannelse. Med ’Engineering i skolen’ tilbyder vi konkrete redskaber til naturfagslærerne, der skal gøre dem i stand til at undervise på en problembaseret måde og vi håber, at det vil skærpe elevernes interesse for naturvidenskab og teknologi og styrke deres kompetencer på området,” siger Ghita Wolf Andreasen, der er projektleder for det nye initiativ.
 

BREDT PARTNERSKAB

Projektet er tilvejebragt gennem støtte fra de fire fonde, der alle ønsker at bakke op om en øget begejstring for naturvidenskab og teknik hos de danske skoleelever.

Lundbeckfonden vil gerne være med til at øge begejstringen for det naturvidenskabelige og tekniske område blandt danske skoleelever. Vi tror på, at ’Engineering i skolen’ kan bidrage til en anderledes type undervisning i grundskolen, hvor eleverne får arbejdet med naturvidenskabelige og tekniske problemstillinger på nye og inspirerende måder. Solid kendskab og forståelse af naturvidenskab og teknologi er en del af elevernes almendannelse, og stigende interesse for området blandt danske elever vil forhåbentlig betyde, at flere unge på sigt søger over mod de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser,” siger Anne-Marie Engel, forskningschef i Lundbeckfonden. Og de betragtninger mødes også hos Villum Fonden.

Villum Fonden ønsker at øge unges interesse for teknik og naturvidenskab og sikre deres almene, tekniske og naturvidenskabelige dannelse. Det kan gøre dem i stand til, gennem den videnskabelige proces, at forholde sig kritisk og kreativt til viden og udvikling i det danske samfund. Med vores støtte til ’Engineering i skolen’ er vi med til at øge elevernes interesse for problemorienterede arbejdsformer gennem engineering-tilgangen, ligesom de opnår teknologisk og naturvidenskabelig indsigt som en del af deres almene dannelse,” siger Thomas Sinkjær, der er professor og forskningsdirektør i fonden.

I praksis gennemføres projektet af en bredtfavnende projektgruppe bestående af Astra, Naturvidenskabernes Hus, VIA University College, Engineer the future, en række danske virksomheder, Professionshøjskolen UCC, kommunerne i Lyngby-Taarbæk, Vejle, Horsens og Holstebro, samt ingeniøruddannelser, science centre og andre aktører inden for naturvidenskabsundervisning.

Projekt data

Projektet

Projektet har modtaget en bevilling på 5 mio. kroner fra Industriens Fond. Læs mere om projektet her på hjemmesiden.

Fondene

Projektet er skabt i samarbejde med fire af Danmarks største fonde. Ud over Industriens Fond, er der også tale om:

PROJEKTPARTNERE

Projektet udføres i et tæt samarbejde mellem Astra, Engineer The Future, Naturvidenskabernes Hus og VIA University College. Besøg de forskellige partneres hjemmesider her:

Kontakt

Spørgsmål om lanceringen af det nye projekt kan stilles til Industriens Fond.

Ole Østrup
Formidlingsansvarlig
Telefon: 33 37 62 08
Mail: oos@industriensfond.dk

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.