Ny temaindkaldelse om digitale forretningsmodeller
Virksomheder kan høste mærkbare gevinster ved at digitalisere forretningen. Alligevel tøver mange. Det skal en ny temaindkaldelse være med til at lave om på.
4. juli 2017
Store danske virksomheder er aktive med at skabe digitale forretningsmodeller. Og gevinsterne er ofte tydelige, når forretningsmodellen for alvor foldes ud. Mindre virksomheder derimod, hænger lidt i bremsen. Umiddelbart kan det betyde, at virksomhederne går glip af eksport og nye kunder, men det begrænser også muligheden for at indsamle afgørende data som kan bruges til at videreudvikle forretningen fremadrettet.
”Der ligger et stort uforløst potentiale hos danske virksomheder – særligt i fremstillingsindustrien og i B2B-virksomhederne. Ved at udnytte de digitale muligheder inden for innovation, nye forretningsmodeller, afsætning, distribution, kundedialog og markedsføring kan nye kundegrupper nås og eksport kan skabes på nye markeder. Derfor udbyder Industriens Fond en temaindkaldelse om nye digitale forretningsmodeller, hvor der sættes fokus på implementeringen af digitale værktøjer og strategier i dansk erhvervsliv,” siger adm. direktør Mads Lebech fra Industriens Fond og peger samtidigt på en række afledte effekter af at arbejde med øget digitalisering:
”En digital tilgang til virksomhedens eksterne aktiviteter gør det desuden muligt at opsamle og fortolke ny data, der efterfølgende kan bruges til at øge salget, men også til at optimere virksomheden på de indre linjer. Med den nye data in mente kan der arbejdes mere målrettet med produktionsforbedringer, innovation og udvikling af nye forretningsområder og løsninger til kunderne.”
Damp under de digitale kedler
Virksomheder, der digitaliserer, opnår ofte store gevinster – blandt andet i form af forbedret effektivitet, større kundeloyalitet og mere viden om kundernes behov og ønsker. Alligevel er der mange virksomheder, der er tilbageholdende overfor at lade forretningen digitalisere. Blandt barriererne nævnes det, at virksomhedens produkter er for komplekse til websalg, at kunderne bliver utilfredse og ikke ønsker at købe online eller at virksomheden har svært ved at finde de rette medarbejdere og systemer til at løfte opgaven.
”Det er særligt små og mellemstore virksomheder som er tilbageholdende med at digitalisere. Det er forståeligt nok, for det er en stor opgave at gennemføre sådan en transformation. Når vi nu stiller skarpt på nye digitale forretningsmodeller, er det derfor først og fremmest med øje for de mindre virksomheders udfordringer. De udgør en vigtig del af dansk erhvervsliv og der ligger et stort uudnyttet potentiale hos dem,” siger Mads Lebech om hensigten med den temaindkaldelse som Industriens Fond søsætter i dag.
Med temaindkaldelsen efterspørger Industriens Fond nye projektforslag, der kan bidrage til at flere danske virksomheder udvikler sin forretning digitalt og bliver i stand til at opsamle de gevinster – forventede såvel som uventede – der følger med digitaliseringen. Projektforslag skal være fonden i hænde senest den 28. september 2017.
Projekt data
Temaindkaldelsen
Med fokus på digitale forretningsmodeller udbyder Industriens Fond en ny temaindkaldelse.
formalia
Projektforslag skal sendes til Industriens Fond inden den 28. september 2017. Find formalia og de rette skabeloner ved at benytte linket nedenfor.
tidligere indkaldelser
Industriens Fond udbyder jævnligt temaindkaldelser, hvor der stilles skarpt på et særligt emne. Læs om tidligere temaindkaldelser her.
Spørgsmål?
Spørgsmål vedrørende temaindkaldelsen kan stilles til Industriens Fond.
Kira Weis Klinke
Projektkoordinator
Telefon: 70 20 92 08
(Fondens hovednummer)