Ny blockchain-bro til Kina
Et nyt initiativ, Blockchain Business Bridge, skal styrke Danmarks internationale position inden for blockchain-innovation og bringer to førende blockchain-byer – København og Shanghai – endnu tættere på hinanden.
7. maj 2019
Et nyt projektpartnerskab skal med en millionbevilling i ryggen styrke Danmarks blockchain-økosystem. Projektet kaldes Blockchain Business Bridge, og målet er at skabe et tæt samarbejde mellem Kinas og Danmarks blockchain-miljø.
”Gennem en række forskellige projekter sigter vi efter at give danske virksomheder bedre kendskab til blockchainteknologien. Både teknologien i sig selv, men særligt for at finde ud af om teknologien kan give virksomhederne en konkurrencemæssig fordel og skabe ny forretning. Som led i det arbejde kigges der nu mod Kina, hvor forskellige aktører allerede bruger teknologien i forskellige sammenhænge,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.
Millionbevilling baner vej for den nye blockchain-bro
Med det nye projekt kan dansk erhvervsliv drage nytte af viden og erfaringer fra blockchain-brugere i Shanghai og det arbejde går i gang nu.
”Kina satser virkelig på blockchain-teknologien, og i Shanghai er det lykkedes os at samle nogle af de stærkeste miljøer, som støtter op om projektet – herunder Tongji Universitetets Blockchain Research Institute. Med støtten fra Industriens Fond får vi nu mulighed for at matche de bedste danske blockchain-miljøer med disse førende aktører i Kina,” siger Søren Boutrup, der er direktør for Innovation Centre Denmark i den kinesiske storby Shanghai, og fortæller at projektet også tager kinesiske blockchain-virksomheder og viden med til Danmark: ”Vi bygger bro mellem to af verdens stærkeste blockchain-miljøer og skaber dermed yderst interessante muligheder for dansk erhvervsliv.”
Innovation Centre Denmark Shanghai leder Blockchain Business Bridge i samarbejde med Dansk Industri, Danish-Chinese Business Forum og European Blockchain Center ved IT-Universitetet i København. Projektet forventes gennemført fra medio 2019 til medio 2021 og støttes med 3,5 mio. kroner fra Industriens Fond.
Konkrete projektaktiviteter udmønter sig i et acceleratorprogram
Et af projektets første aktiviteter bliver at kortlægge Shanghais blockchain-miljø og identificere overlap med dansk erhvervsliv, som kan benyttes i brobygningsarbejdet. Anden del af projektet bliver en studietur i 2020, der kickstarter et acceleratorprogram for danske og kinesiske blockchain-virksomheder. I efteråret 2020 etableres en todelt tvillingeinkubator med afdelinger i både København og Shanghai, som fremadrettet skal støtte og udvikle nystartede blockchain-virksomheder i de to byer.
Projekt data
LÆS OM PROJEKTET
Her på Industriens Fonds hjemmeside kan der læses om projektet Denmark-China Blockchain Business Bridge
KONTAKT
Eventuelle spørgsmål angående Industriens Fonds støtte til projektet kan stilles til fondens sekretariat.
Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk