Nu kan din virksomhed teste cirkulære løsninger i Aalborg

Thomas Ditlev Brunø leder det nye demonstrationscenter for cirkulær produktion i Aalborg. Inden længe slås dørene op for virksomhederne.

Hvor meget skal der egentlig til for at gøre produktionen i danske virksomheder cirkulær? Ikke så meget endda, vurderer lektor Thomas Ditlev Brunø, der nu kan vise den første såkaldte testbed frem i projektet ’Den Cirkulære Fabrik’. Her får virksomhederne konkret syn for sagen.

Tit og ofte handler det om praktiske ting, når en virksomhed tøver med at tage skridtet og blive cirkulær. Det mener lektor Thomas Ditlev Brunø, der er projektleder på projektet ’Den Cirkulære Fabrik’ på AAU Materials & Production.  

”Hvis det nu for eksempel ikke er til at identificere, præcis hvad det er for et brugt produkt, man får tilbage til genanvendelse. Eller hvis ikke der er et system til at sortere de dårlige komponenter fra, når produktet er adskilt – ja, så er der en risiko for en dårlig proces, dalende produktkvalitet samt tab af ressourcer og økonomi, og så tøver man som virksomhed naturligvis,” forklarer han.

Det er for at vise, hvordan forhindringer som disse kan håndteres, at Aalborg Universitet nu åbner den første såkaldte testbed i det nye nationale demonstrationscenter for cirkulær produktion, som etableres i samarbejde med Industriens Fond som led i den samlede indsats, der skal sætte skub i danske virksomheders cirkulære omstilling. 

”Det handler om at gøre det konkret og bygge bro fra teori til praksis ved at samle virksomheder om innovationsforløb, hvor de tester og får demonstreret, hvordan den cirkulære proces egentlig kan se ud,” uddyber Thomas Ditlev Brunø.

Et samlet demonstrationscenter

En testbed er en samling af teknologier og processer, hvor bestemte principper kan undersøges og afprøves. Den nye testbed består af en industri 4.0-linje, et sporbarhedssystem samt en smart disassembly station, der kan danne ramme for at teste, hvordan produkter mest effektivt kan tages tilbage, skilles ad, kvalitetssikres og bruges igen i produktionen. 

”Men det er bare begyndelsen, for hver testbed er kun et element i det samlede demonstrationscenter, hvor hver ny testbed bygger oven på den eller de foregående. Det er ikke separate systemer, men et samlet system, der langsomt udvides,” forklarer Thomas Ditlev Brunø og fortsætter:

”Og testbedsene bygger på kendte teknologier, så vi er ikke ude i science fiction. Dermed også sagt, at det ikke nødvendigvis er uoverskueligt at implementere teknologierne og processerne for at gøre sin produktion mere cirkulær.”

Den næste planlagte testbed skal demonstrere, hvordan nogle helt specifikke problemstillinger med plastmateriale kan håndteres cirkulært i produktionsprocesser. For eksempel hvordan kvaliteten kan sikres, når plastmateriale genanvendes.

Længere nede ad vejen venter en testbed med automatisering som omdrejningspunkt, en testbed med fokus på komponentsporbarhed, og formentlig også en med fokus på planlægning af lagerstyring.

”Hvis man som virksomhed begynder at tage produkter tilbage og skille dem ad, uden at have helt styr på, hvilke komponenter man har, hvor samt hvornår og hvordan de skal tilbage i produktionen, så ender man let i problemer. Så lagerstyring lyder måske trivielt, men det er helt centralt”, siger Thomas Ditlev Brunø.

Virksomhedernes behov først

Projektet rummer desuden mulighed for en sidste testbed, hvis fokus endnu ikke er bestemt:

”Måske skal vi arbejde overordnet med systemstruktur – ellers måske er der behov i industrien for at få demonstreret anvendelse af specifikke teknologier. Det lægger vi os først fast på, når vi er kommet lidt længere i projektet og har høstet erfaringer sammen med virksomhederne om, hvad der vil give mest mening for dem at arbejde med.” 

Til hver testbed er der knyttet fem virksomheder i innovationsforløb med udgangspunkt i virksomhederne selv. Virksomhedernes egne produktionslinjer kan ikke genskabes en til en, men det bliver alligevel gode muligheder for at tilpasse testbedsene til virksomhedernes produkter og processer, lover Thomas Ditlev Brunø.

”Projektet er det første på Aalborg Universitet – ja, mig bekendt i Danmark i det hele taget – hvor vi bygger et system op i den her skala, der kan demonstrere konkret cirkularitet i produktionen og endda med udgangspunkt i projektdeltagernes egne processer”, slutter Thomas Ditlev Brunø.

Den nye testbed forventes åbnet i løbet af november. Virksomhederne begynder at anvende den til december.

Aktuelt

ESG i Værdikæder
Det sker

Event: Inspirationsdag med projekt ESG i værdikæder

Viden

2. oktober 2025

Dansk hardware-startup: Derfor kan det betale sig at producere i Danmark

Fremtidens bæredygtige produktion
Nyhed

23. september 2025

Analyse: Ressourceforbruget er den store hæmsko for industrien

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

INFO

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.