Kan fremtiden styrke din forretning?  

Mand i jakkesæt på mørk baggrund

Claus Mouritsen fra projektet Green Horizon.

Kan man forberede sig på en fremtid, man ikke kender? Og kan evnen til at forestille sig forskellige scenarier være nøglen til både grøn omstilling og større konkurrencekraft? Det er netop de spørgsmål, som projektet Green Horizon stiller – og som flere danske produktionsvirksomheder allerede har mærket effekten af. 

Tilbage i 2020 deltog virksomheden Mouritsen A/S i forløbet Future Now. Her fik de for første gang mulighed for at arbejde med fremtidsscenarier – og opdagede hurtigt, hvordan metoden kunne ændre både virksomhedens strategi og selvforståelse. Erfaringerne danner nu fundamentet for Green Horizon, der i de kommende år skal brede tankegangen ud til hele Produktionsdanmark. 

Projektet er sat i søen af Dansk Design Center i samarbejde med Industriens Fond, CONCITO og Ellen MacArthur Foundation. For Mouritsen, der i mange år havde leveret tekniske løsninger og maskiner til proces- og fremstillingsindustrien, blev mødet med scenarierne et vendepunkt. Direktør Claus Andersen fortæller:  

“Fremtidsscenarierne har haft stor betydning for vores udvikling. Vi indså hurtigt, at bæredygtighed gik igen i alle scenarierne, og det gjorde det tydeligt for os, at det var et område, vi måtte prioritere. At vi i dag arbejder strategisk med bæredygtighed, har haft en positiv effekt på både rekruttering, branding, kundedialoger og salg.” 

“Vi sælger maskiner – og værdier…” 

Hvor Mouritsen tidligere betragtede sig selv som en traditionel maskinleverandør, blev arbejdet med fremtidsscenarier en øjenåbner:  

“Inden Future Now så vi os selv som en virksomhed, der solgte maskiner. Det gør vi stadig, men scenarierne viste os, at fremtidens virksomheder ikke kun skal levere produkter, men også formidle viden og værdier. For os blev det afgørende at kunne vise, hvordan vores løsninger er konstrueret – og hvordan de bruges mere bæredygtigt,” siger Claus Andersen. 

Flere skal arbejde strategisk med fremtiden  

Netop Mouritsens rejse viser, hvorfor flere små og mellemstore virksomheder bør kaste sig ud i at arbejde med fremtidsscenarier. Når man sætter tid af til at udforske forskellige mulige fremtider, bliver usikkerheder til nye indsigter, og langsigtede valg kan træffes med større sikkerhed. Mange SMV’er oplever, at daglig drift fylder så meget, at strategiske diskussioner skubbes til side – men scenariedesign tilbyder en ramme, hvor man kan tænke mere frit, udfordre vaner og se sin egen forretning i et nyt lys. Det skaber både motivation internt og et stærkere udgangspunkt for dialog med kunder, partnere og medarbejdere. 

Det er netop denne type erfaringer, som Green Horizon nu skal brede ud til hele Produktionsdanmark. Metoden handler ikke om at spå om fremtiden, men om at bruge scenarier som en slags strategisk stresstest.  

Ifølge Kimmie Tentschert, proces- og metodeansvarlig i Green Horizon, er styrken i at arbejde med fremtidsvisioner, at det åbner øjnene for flere mulige udfald og dermed gør virksomheder mere robuste:  
“Scenarier fungerer som en strategisk stresstest. De tvinger os til at forestille os radikalt anderledes fremtider og undersøge, hvad de betyder for vores valg i dag. Det er særligt værdifuldt, når en virksomhed står over for en ny strategi eller ønsker at engagere medarbejdere og partnere i større forandringer.” 

Green Horizon løber frem til 2026 og inddeles i tre faser:  

Først udvikles en fælles fremtidsvision sammen med virksomheder, eksperter og brancheorganisationer. Dernæst testes visionen i praksis hos fremstillingsvirksomheder, og til sidst samles erfaringerne i en mobil udstilling, der fra foråret 2026 rejser rundt i landet. Udstillingen skal skabe nye samtalerum og vise, at grøn omstilling og konkurrencekraft kan gå hånd i hånd.  
Som Tirza Lambæk, kreativ direktør i Dansk Design Center, udtrykker det: “Gennem visuelle og følelsesmæssige oplevelser kan vi gøre den bæredygtige omstilling til noget, der føles påtrængende og konkret. Og når vi sammen kan forestille os fremtiden, kan vi begynde at designe den.” 

For Mouritsen blev arbejdet med scenarier en måde at stoppe op, gentænke strategien og finde en ny retning. Og erfaringerne viser, at metoden kan skabe reel værdi for virksomheder i en verden præget af forandring og usikkerhed.  

Derfor skal din virksomhed arbejde med fremtidsscenarier  

  1. Du får et klart strategisk kompas. Scenarier hjælper med at se muligheder og risici i et langsigtet perspektiv, så du kan træffe bedre beslutninger i dag. 
  1. Du styrker din konkurrenceevne. Når bæredygtighed integreres i strategien, bliver det en fordel i dialogen med kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere. 
  1. Du skaber engagement og handlekraft. Scenarier åbner for nye samtaler internt og motiverer medarbejdere til at tage aktivt del i udviklingen af virksomheden. 

Aktuelt

Tilmeldingen til 'Klimaklar Produktionsvirksomhed' blev et vigtigt vendepunkt for Hovmand, fortæller CEO, Søren Hovmand.
Viden

11. august 2025

Hovmand vinder talenterne med grøn omstilling og ansvarlighed

Maritime Stars
Nyhed

10. juli 2025

Nyt maritimt acceleratorprogram klar til at løfte danske SMV’er internationalt

Tim C. McAloone står i spidsen for det nye center på DTU, der skal hjælpe flere SMV'er i gang med genfremstilling.
Viden

6. august 2025

Fremtiden er ikke ny – den er genfremstillet