Fremtiden er ikke ny – den er genfremstillet

Tim C. McAloone står i spidsen for det nye center.
Hvordan kan din virksomhed få mere værdi ud af brugte komponenter, reducere CO2 og samtidig styrke konkurrenceevnen? Svaret hedder genfremstilling.
6. august 2025 / Bæredygtig produktion
Projektet reManuFactory forankret på DTU skal være nyt epicenter for industriel genfremstilling og være katalysator for, at endnu flere virksomheder kommer i gang med at genfremstille – og dermed bidrage til en mere cirkulær produktion.
Genfremstilling handler grundlæggende om at tage brugte produkter eller komponenter retur og bringe dem tilbage til samme eller endnu bedre stand end nye – ikke genbrug eller reparation – men industriel forædling på et nyt niveau.
Genfremstilling giver virksomhederne følgende fordele:
- Reduceret materialeforbrug og CO2-udledning (Op til 80 pct. reduktion i energiforbruget, 92 pct. reduktion i kemikalieforbruget)
- Adgang til nye forretningsmodeller og indtægtskilder
- Større robusthed i forsyningskæden
Dermed er genfremstilling en af de mest effektive cirkulære strategier, og markedet for genfremstilling i EU er i markant vækst. Der estimeres et økonomisk potentiale på op 671 mia. kr. alene i EU. Og Danmark har her en mulighed for at positionere sig som frontløber – især hvis viden og teknologi stilles til rådighed for små og mellemstore virksomheder.
Læs mere om projektet her – og hør professor Tim McAloone fortælle om projektet i videoen herunder:
Lav udbredelse – stort potentiale
I dag arbejder kun ca. 11% af danske industri-SMV’er med cirkulære produkt-service-modeller, og endnu færre med egentlig genfremstilling. Det viser, at potentialet er enormt – men også at der er behov for støtte til opbygning af kompetencer og infrastruktur.
Praktiske resultater og teknologisk rygstøtte
Projektet reManuFactory skal være rygraden i denne udvikling. Med op til 150 virksomheder direkte involveret, laboratorieinfrastruktur for +45 mio. kr. og partnerskaber med nogle af Europas og Asiens førende vidensinstitutioner, bygges der et solidt fundament for at udvikle fremtidens nye forretningsmodeller og designs, der hviler på genfremstilling.


