Gazelle-karavanen har kåret vindere i hele Danmark
Gazelle-virksomheder er kendetegnet ved at have høj vækst. Ved arrangementer i Aalborg, Aarhus, Odense, Ringsted og København er de ambitiøse vindere blevet fejret.
11. december 2019
Gazelle-karavanen gjorde onsdag aften sit sidste stop for i år, nemlig den store finale i København. Her skulle landsvinderne af årets gazelle kåres og det samme gjorde sig gældende for landsvinderen af årets fremstillingsgazelle.
Mere end 1.500 feststemte gæster fyldte salen godt op, og vindervirksomhederne kunne således lade sig hylde til højlydte klapsalver.
Godt 2.000 virksomheder kan glæde sig over at kunne kalde sig gazelle i år. Forrest i det felt landede Skagen Blade Technology, der modtog gazelle-statuetten som det fysiske bevis på hæderen og den gode forretningsmodel, der har vindmølleindustrien som sit absolutte fokusområde.
Fremstillingsgazellen gik til Imbox Shoecare
Også årets fremstillingsgazelle skulle finde sin landsvinder. Fem regionale vindere – Fremco, Imbox Shoecare, Gubi Smedeteknik, Lundberg Tech og Falke – var med i finalen. Her trak Imbox Shoecare det længste strå og kunne modtage hæderen.
Mens efteråret har stået i kåringernes tegn, så kommer der andre boller på suppen til foråret. Her drysses der faglig sparring hen over gazelle-karavanen, når de såkaldte Accelerator-programmer afholdes. Her er der mindre fest, men til gengæld mere fokus på forretningsudvikling og erfaringsudveksling.
Konferencerne afholdes i april og maj næste år i Aalborg, Aarhus, Middelfart og København.
Projekt data
Gazellen
En gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år. Gennem 25 år har Dagbladet Børsen kåret gazeller.
Fremstillingsgazellen
Læs mere om baggrunden for, at Industriens Fond sammen med Dagbladet Børsen har besluttet at sætte særligt fokus på netop fremstillingsvirksomheder.
Kontakt
Mere information kan fås ved at kontakte fondens sekretariat.