Fra åbent hus til finale
Onsdag eftermiddag bød på alt fra teknik til mekanik. Og alt muligt andet. Der var nemlig åbent hus hos Danish Tech Challenge. Den 21. januar 2016 afholdes finalen.
5. november 2015
Banen var kridtet op og sytten danske iværksættervirksomheder fyldte den ud på bedste vis. Med plads til både smil og humor, blev publikum ledt gennem virksomhedernes forcer og potentialer. Hver virksomhed havde 60 sekunder på scenen. Men så snart alle virksomheder var færdige med at pitche, så gik turen videre over i de lokaler hvor Danish Tech Challenge holder til.
Se og røre
I Danish Tech Challenges lokaler kunne de 120 besøgende gæster se nærmere på produkterne og tale med folkene bag. Sensorer, kabler, slanger og silikone var bare nogle af ingredienserne og lysten til at se, røre og snakke var tydelig for enhver.
Finaledagen er fastlagt
I de kommende måneder vil de sytten deltagere blive modnet yderligere. Patenter, produktudvikling, pitches, markedsanalyse og tekniske undersøgelser vil fortsat være en del af den daglige trummerum frem mod den 21. januar 2016 hvor vinderen af Danish Tech Challenge kåres.
Vil man se hvem der vinder Industriens Fonds Iværksætterpris og modtager præmien på 500.000 kroner, så er det med at få sat et stort kryds i kalenderen den 21. januar 2016.
Projekt data
Danish Tech Challenge
Danish Tech Challenge er et inkubatorforløb som Industriens Fond har etableret sammen med Scion DTU. Forløbet foregår rent fysisk i lokaler meget tæt på DTU i Lyngby og varer godt fire måneder. Der er fokus på hardware-iværksættere og kravet for at være med er først og fremmest en ambition om at vokse og skabe en god og sund virksomhed på sigt – baseret på et højteknologisk fysisk produkt.
Virksomhederne
Deltagerne i Danish Tech Challenge kan besøges ved at benytte projektets hjemmeside.
Temaindkaldelse
Danish Tech Challenge udspringer af en temaindkaldelse som blev afholdt af Industriens Fond tilbage i 2013. Fokus for temaindkaldelsen var ønsket om at skabe flere vækstiværksættere i Danmark. Læs mere om både denne, tidligere og nuværende temaindkaldelser her på siden.