Flygtninge kan afhjælpe flaskehalse
Nyt projekt skal få flygtninge ind på de danske virksomheder, hvor der efterspørges flere hænder.
20. juni 2016
Der er stigende udfordringer med at få arbejdskraft i de to østjyske kommuner Favrskov og Silkeborg. Særligt inden for et område som industriel produktion er manglen på hænder udtalt.
På den baggrund søsættes nu projektet Task Force til Industrien. Projektet etablerer to lokale Task Forces med henblik på at hjælpe virksomheder i de to kommuner med at besætte ledige stillinger med udenlandsk arbejdskraft, der allerede befinder sig her i Danmark.
Flere virksomheder har allerede ytret interesse om at gøre brug af projektets tilbud. Til Midtjyllands Avis fortæller virksomheden Kemex A/S fra Silkeborg om sine erfaringer med at ansætte flygtninge, samt ønsket om at bidrage positivt til ansættelsen af flere flygtninge fremadrettet. Læs artiklen via linket nedenfor.
De lokale Task Forces vil bestå af lokale ildsjæle, primært ledere fra industrivirksomheder, med et stort netværk og solid erfaring at øse ud af til andre virksomheder med henblik på at understøtte en effektiv og koordineret indsats for at få arbejdskraft til industrivirksomheder via rekruttering af flygtninge.
Læs mere uddybende om projektet ved at besøge projektbeskrivelsen her på siden. Ligeledes kan der også læses om hele tiltaget fra Industriens Fonds side, hvor fondens temaindkaldelse sætter fokus på at skabe et øget udbud af arbejdskraft gennem hurtigere integration.
Projekt data
OM PROJEKTET
Med konsulentvirksomheden Cabi som tovholder, igangsættes nu projektet Task Force til Industrien. Målet er, at ledige stillinger i midtjyske kommuner bliver besat af udlændinge, der allerede opholder sig i Danmark.
TEMAINDKALDELSE
Industriens Fond har iværksat en temaindkaldelse om øget udbud af arbejdskraft gennem hurtigere integration. Som led i temaindkaldelsen, er projektet Task Force til Industrien blevet igangsat. Læs mere om temaindkaldelsen her.