Danske cyberkroner skal blive i Danmark

Langt flere investeringer i cybersikkerhed skal blive i Danmark fremover.

Langt flere investeringer i cybersikkerhed skal blive i Danmark fremover.

Danske virksomheder og organisationer investerer hvert år milliarder i cybersikkerhed, men langt størstedelen af disse midler havner hos udenlandske leverandører. Det efterlader et strategisk hul i Danmarks digitale forsvar, som et nyt initiativ nu skal udfylde.

Syv nye forsknings- og innovationsprojekter skal nytænke samarbejdet mellem virksomheder og vidensinstitutioner og give danske SMV’er inden for cybersikkerhed et teknologisk løft. Det vil styrke Europas digitale uafhængighed.

I samarbejde med Industriens Fond har Digital Research Centre Denmark (DIREC), Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC) og Security Tech Space (STS) udvalgt syv højteknologiske forsknings- og innovationsprojekter, der skal styrke danske SMV’er i cybersikkerhedsbranchen.

”Vi står med et kritisk problem. Danmark er blandt verdens mest digitaliserede lande, men vi producerer alt for få af de cybersikkerhedsløsninger, vi selv bruger. Ved at støtte forskning hos SMV’erne ønsker vi at opbygge en teknologisk kapacitet, der både matcher truslerne og sikrer digital suverænitet,” siger Thomas Riisgaard Hansen, direktør i DIREC.

Den samlede indsats for at styrke samarbejdet mellem forskningsinstitutioner og virksomheder er støttet med 18 mio. kroner. Projekterne skal accelerere udviklingen af konkurrencedygtige, danske løsninger til både civilt og forsvarsrettet brug.

”Vi har en række dygtige forskningsmiljøer i Danmark inden for cybersikkerhed og heldigvis også en voksende cybersikkerhedsindustri. Men der ligger et stort potentiale i at få forskningsverdenen og erhvervslivet til at arbejde tættere sammen for at frembringe fremtidens højteknologiske cybersikkerhedsløsninger. Dét ligger der både store vækst- og sikkerhedsperspektiver i”, siger Malene Stidsen, programchef for Industriens Fondes Cybersikkerhedsprogram.

Fra import til innovation

Cybersikkerhedsmarkedet i Danmark vokser, men det er fortsat præget af import. De danske virksomheder spiller i dag især rollen som serviceleverandører og nicheaktører – ikke som dem, der udvikler og ejer de teknologiske kernesystemer. Det skal ændres, mener Aleksander Moos, Principal Cybersecurity Advisor hos NFC og projektleder:

”Vi har brug for et stærkere hjemligt økosystem, hvor små og mellemstore virksomheder har adgang til forskning på højeste niveau og kan bygge løsninger, der ikke kun bruges herhjemme, men også eksporteres. Det handler ikke bare om teknologi – det handler om suverænitet og bedre vilkår for at skabe en god forretning.”

Ved at styrke samarbejdet mellem landets universiteter, GTS-institutter og danske SMV’er kan forskningsbaseret viden inden for cybersikkerhed blive omsat til innovative produkter og tjenester.

Blandt de syv udvalgte projekter er:

  • Threshold Key Management Projektet søger at udvikle avancerede metoder til sikker digital nøglehåndtering, der er modstandsdygtige over for fremtidens kvantecomputere.
  • DIPS in Space Projektet sigter mod at beskytte satellitsystemer mod cyberangreb ved at anvende kunstig intelligens, der opererer direkte ombord på satellitten.
  • Clearsight Projektet har til formål at udvikle en aktiv platform til opdagelse af digitale trusler og overvågning af kritisk infrastruktur i Europa.
  • SECUREAM Projektet fokuserer på blockchain-baseret sikkerhed, der skal sikre dataintegritet og hjælpe industrien med at overholde regulatoriske krav.
  • Training Robust NIDS Projektet kombinerer kunstig intelligens og formelle metoder for at styrke netværksovervågning i komplekse og dynamiske IT-miljøer.
  • Multilingual Privacy Projektet udvikler analyseværktøjer til at identificere og forhindre lækage af følsomme oplysninger i mobile og flersprogede applikationer.
  • Security by Design for AI Startups Projektet udvikler praktiske retningslinjer og metoder, der hjælper AI-startups med at integrere sikkerhed fra idéfase til implementering.

Bag DIREC står et samarbejde mellem alle danske universiteter og Alexandra Instituttet, som arbejder for at styrke digital forskning og ansvarlig innovation. NFC koordinerer tværgående teknologisk forskning med fokus på forsvar og sikkerhed, mens STS samler aktører inden for it-sikkerhed med det formål at styrke Danmarks cybersikkerhed.

Industriens Fond støtter årligt en række projekter, der skal fremme konkurrenceevnen i dansk erhvervsliv og har siden 2018 haft cybersikkerhed som et strategisk fokusområde.

Aktuelt

Tre grønne skraldespande med loop-logo
Nyhed

20. januar 2026

Bæredygtig og resilient produktion er et strategisk anliggende for dansk erhvervsliv

En paneldebat om den danske forsvarsindustri ved kickoff-arrangementet for Defence Tech Denmark.
Nyhed

15. januar 2026

Innovative virksomheder på affyringsrampen: nu skal forsvarsindustrien udvides, udvikles og vokse

To kvinder og en mand står ved cykelparkeringen foran BII der er en del af den nye forening Innovation District Copenhagen.
Nyhed

14. januar 2026

Ny forening er et fundament for bedre innovation