Dansk erhvervsliv skal være mere robust og fremsynet for at møde fremtidens udfordringer

Adm. direktør Thomas Hofman-Bang fra Industriens Fond
Industriens Fonds årsberetning for 2024 peger på innovation og fremsynethed som nøgler til at være på forkant med teknologiske skift og klimaforandringer. Ved at kombinere robusthed med proaktiv udvikling kan Danmarks virksomheder styrke sin konkurrenceevne og sikre fremtidig vækst.
17. februar 2025
Der har været fuld fart på forandringerne hen over de første uger af 2025. Herhjemme har særligt den amerikanske handels- og udenrigspolitik trukket overskrifter, men også Ukraine-krigen, Mellemøsten og teknologiudviklingen inden for især kunstig intelligens har været markante spillere i nyhedsstrømmen.
Alt i alt tyder det på, at den uforudsigelighed og turbulens, vi alle sammen var vidner til i 2024, er fulgt med ind i 2025. Danske virksomheder skal derfor prioritere resiliens og kriseberedskab for at navigere i en stadig mere uforudsigelig global økonomi. Evnen til at tilpasse sig hurtigt og effektivt er nemlig afgørende for succes.
”Der er nogle emner og kompetencebehov som for alvor har bidt sig fast i de seneste år. Den robusthed og omstillingsparathed, som vi alle sammen – i større eller mindre grad – prøvede kræfter med under corona-pandemien, er efterhånden blevet en fast del af hverdagen for mange virksomheder,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond, og understreger samtidigt, at resiliens er en dynamisk størrelse:
”Derfor gælder det om hele tiden at være ajour, relevant og konkurrencedygtig. For dansk erhvervsliv handler det blandt andet om at styrke forsyningskæderne, om at kunne forsvare sig mod hackerangreb og om at gribe de teknologiske muligheder, hvor især områder som kunstig intelligens og additive manufacturing har rykket sig markant de seneste år. Og netop internationalisering, cybersikkerhed og anvendelsen af nye teknologier, er områder hvor vi hjælper virksomhederne med viden og praktiske værktøjer, så udfordringerne kan blive til muligheder og omsættes til vækst.”
Konkurrenceevne er stadig højeste prioritet
Fordi de geopolitiske forhold, den internationale samhandel og allianceopbygningen både lokalt og globalt hele tiden er i bevægelse og under forandring, så er arbejdet for dansk erhvervslivs konkurrenceevne til stadighed relevant.
Uddelinger i 2024
Hvordan fordelte uddelingerne sig?
Alt i alt uddelte Industriens Fond godt 294 mio. kroner i 2024. Hovedparten, 143 mio. kroner, gik til arbejdet med bæredygtig produktion.
Derudover uddelte fonden godt 73 mio. kroner til indsatser inden for nye teknologier og cirka 63 mio. kroner til initiativer inden for internationalisering.
Desuden blev knap 15 mio. kroner bevilliget til tiltag med fokus på cybersikkerhed.
”Vi arbejder hver dag med dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Og Draghi-rapporten, der udkom i september sidste år, bekræftede, at de ting som vi beskæftiger os med fortsat, er væsentlige temaer for dansk erhvervsliv, og også for Danmark og Europa i mere bred forstand i forhold til at bygge og vedligeholde det samfund vi ønsker os. Draghi-rapporten beskæftiger sig for eksempel med bæredygtig produktion og cirkulær økonomi, og netop de danske virksomheders arbejde med cirkulær produktion er noget af det, vi har fokuseret meget på i 2024, og som også kommer til at fylde meget fremadrettet,” siger Thomas Hofman-Bang og fortsætter:
”Et stærkt erhvervsliv er nøglen til et stærkt Danmark. Og derfor er det helt naturligt, at vi fortsætter med snuden i sporet for at styrke de danske virksomheders konkurrenceevne, robusthed, bæredygtighed og fremtidsparathed.”
Impact, impact, impact
Som filantropisk fond har Industriens Fond altid haft det at skabe forandring og en forbedret konkurrenceevne som det primære mål. Som led i det arbejde har fonden i løbet af 2024 udbygget sit impact-univers.
”Når vi engagerer os i dansk erhvervsliv, i vores projekter og i forskellige samarbejder med relevante partnere og aktører, så er det altid med impact som omdrejningspunkt. Vi ønsker, at vores engagement forandrer det, der var til noget bedre, så vi gør en mærkbar og målbar positiv forskel for de små og mellemstore virksomheder i Danmark,” forklarer Thomas Hofman-Bang og fortsætter:
”Det engagement har gennem årene givet os en masse erfaring, som vi nu stiller til rådighed for dem, vi arbejder sammen med, men også for det danske erhvervsfremmesystem og erhvervslivet generelt. For eksempel har vi sammenfattet et læringsnotat og lavet værktøjer til forandringsskabelse og evaluering, og så præsenterer vi hele vores samlede impact-strategi, der beskriver, hvad vi gør, for at sikre, at vores indsatser skaber mest mulig positiv forandring for dansk erhvervslivs konkurrenceevne.”
Hvad bringer 2025?
Industriens Fond vil fortsat fokusere på fire overordnede temaer i sit arbejde for at fremme dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Og særligt på to områder – bæredygtig produktion og cybersikkerhed – er 2025 for alvor skudt i gang.
”Danmark skal være epicenter for cirkulær produktion. Men det er tydeligt, at der mangler viden, værktøjer og velfungerende forretningsmodeller på området. Derfor kommer vi til at arbejde intenst med cirkulær produktion i de kommende år og har allerede uddelt 125 mio. kroner til arbejdet med cirkulær produktion i dansk erhvervsliv,” siger Thomas Hofman-Bang med henvisning til det Action:Call, som fonden søsatte i 2024, og som nu er mundet ud i 10 nye projekter med fokus på cirkulær produktion.
”På cybersikkerhedsområdet er der særligt tre ting, som kommer til at fylde. Dels vil vi yderligere stimulere det danske iværksættermiljø inden for cybersikkerhed, så vi i fremtiden ser flere og dygtigere startups og investorer på området. Dels kommer vi til at kigge mere på hele dual use området og sammensmeltningen af cybersikkerhed, forsvarsteknologi og innovation. Og sidst, men ikke mindst, skal D-mærket udbredes yderligere, så dansk erhvervsliv bliver godt forberedt til NIS2-implementeringen og står stærkt i kampen mod hackere.”