Cybersikkerhedskompetencer højnes på populær platform

Gennem det nye projekt Sikker SMV, hjælpes virksomheder med at få styr på cybersikkerheden. Det kræver et kontinuerligt kompetenceløft og et bedre overblik over udfordringerne hos den enkelte virksomhed.

Mange virksomheder har brug for et kompetenceløft og en ændret adfærd for at kunne styrke cybersikkerheden. Forbedret it-sikkerhed er afgørende, hvis især små og mellemstore virksomhederne skal fastholde konkurrenceevnen, udnytte de digitale muligheder, sikre en robust produktion, lave sikre og innovative løsninger til kunderne og generelt mindske risikoen for cyberangreb.

Derfor er Dansk IT og Industriens Fond gået sammen om at løfte udfordringen via projektet Sikker SMV. Det nye projekt bygger blandt andet på mange års erfaring hos Dansk IT, som i 1990’erne lykkedes med at certificere mere end 300.000 borgere i PC-kørekortet.

Som forening er Dansk IT’s mission at fremme og understøtte it, hvor det skaber værdi for samfundet og den enkelte. Derfor er det helt naturligt, at vi bidrager med vores viden og erfaring, også når det handler om at løfte SMV’erne og deres medarbejderes kompetencer indenfor it- og informationssikkerhed,” siger Rikke Hvilshøj, adm. direktør i Dansk IT.

Sikker SMV afklarer virksomheders behov – og kommer med løsningen

Sikker SMV-projektet hjælper virksomhederne og deres ansatte med at afklare det konkrete behov på informations- og cybersikkerhedsområdet. Dernæst guider projektet vej gennem de mange forskellige læringstilbud, der findes i både privat og offentligt regi til at udfylde virksomheders kompetencegab – for eksempel på uddannelsesinstitutioner eller blandt rådgivere og konsulenter. På den måde kan de små og mellemstore virksomheder hurtigt og smidigt finde den rigtige løsning.

Virksomhederne har en travl hverdag. Derfor skal opgaven med at styrke it- og informationssikkerheden være nem at finde svar på, kræve få interne ressourcer og være meget målrettet. De krav skal Sikker SMV leve op til, når projektet for alvor foldes ud og skal hjælpe erhvervslivet i praksis,” siger Tim Sloth Jørgensen, der er programchef for Industriens Fonds særlige indsats inden for cybersikkerhed.

Virksomheders cyberudfordring er holistisk og vedrører sikring af hele den digitale værdikæde. For eksempel vil det for en produktionsvirksomhed, hvor digitale enheder er spredt i hele virksomhedens værdikæde, være indkøb, produktion, lager, logistik, service, reklamation, backoffice og senest også den omfattende brug af virtuelt hjemmearbejde for virksomhedens medarbejdere.

Kontinuerligt kompetenceløft

En vigtig del af Sikker SMV er derfor at skabe et vedvarende og kontinuerligt opdateret kompetenceløft og således danne en egentlig informationssikkerhedskultur hos de små og mellemstore virksomheder – en kultur som skal række langt ud over de to år, som projektet i første omgang er berammet til.

Styrket cybersikkerhed kræver vedvarende dedikation. Cybertruslen øges dag for dag og vidensniveauet skal derfor konstant være højt og holdes ved lige hos medarbejdere i alle virksomheder. Ellers går det ud over konkurrenceevnen. Derfor har vi særligt fokus på løbende kompetenceudvikling – både i det her projekt og i vores generelle arbejde med cybersikkerhed i dansk erhvervsliv,” siger Tim Sloth Jørgensen og peger på, at det derfor er gavnligt, at projektet forankres på en digital platform som tusindvis af erhvervsfolk allerede bruger i dag og som kan vedblive med at være aktuel og opdateret i mange år frem.

Platformen kaldes Celsius og fungerer som et digitalt ledelses- og kompetenceopbygningsværktøj der understøtter projektets ønske om høj faglighed og løbende aktivering. Det er Networked Business Initiative, der har udviklet platformen, som i dag, med 50.000 brugere og mere end 100 partnere, har dokumenteret sin værdi og som vil fungere som selve “motoren” i udrulningen af Sikker SMV.

Platformen giver ledelsen et samlet overblik over kompetenceniveauet i virksomheden og kan blandt andet bruges til at sætte fokus på kompetenceløft inden for et bestemt område – i det her tilfælde cybersikkerhed. Platformen sørger for at distribuere læringsmaterialer ud til medarbejderne i en form der passer til den enkelte medarbejdes specifikke job og ansvarsområde – og så følges der løbende op, så de ønskede kompetenceforbedringer rent faktisk implementeres,” fortæller Jan Futtrup Kjær, der står bag Celsius-platformen og Networked Business Initiative.

Sikker SMV er gratis at deltage i for små og mellemstore virksomheder, takket være en bevilling på godt 2,5 millioner kroner fra Industriens Fond.

Projekt data

Projektet

Der kan læses meget mere om Sikker SMV her på Industriens Fonds hjemmeside.

Deltag

Hvis man som virksomhed vil være med i Sikker SMV-projektet, så kan man kontakte Dansk IT.

Christina Elgeti Busch
Projektleder
Telefon: 33 11 15 60
Mail: ceb@dit.dk

Indsatsen

Industriens Fond har iværksat en særlig cybersikkerhedsindsats, der skal hjælpe danske virksomheder med at håndtere truslen fra svage sjæle i cyberspace.

Celsius-portalen

Der kan læses meget mere om Celsius-portalen og dens funktionalitet her.

Kontakt

Mere information om Sikker SMV kan fås hos Industriens Fonds sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Mobil: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.