Cyber-hub skal samle dansk indsats

Ny hub skal samle den danske indsats inden for cybersikkerhed og blandt andet understøtte innovation i erhvervslivet og hos iværksættere.

Kan man ikke passe på virksomhedens data i cyberspace, så risikerer man at miste virksomhedens evne til at operere digitalt. For mange er det lig med virksomhedens evne til at overleve. Store virksomheder er godt i gang med at lære at beskytte sig selv, men hos mindre og mellemstore virksomheder er cybersikkerhed fortsat en stor udfordring. Sådan skal det ikke længere være.

Danish Hub for Cybersecurity er skabt gennem et partnerskab med 15 vidensinstitutioner med det centrale formål at accelerere innovation og udvikling inden for cybersikkerhed hos start-ups og andre danske virksomheder. Vi skal bruge den viden, der allerede eksisterer, vi skal opbygge ny viden, og vi skal gøre det nemt for virksomheder at arbejde sikkert og udvikle sikre løsninger,” siger Henrik Fougt, der er leder af cyberhubben.
 

Tillid er et tveægget sværd

Danmark er et tillidsbasseret samfund, hvor vi stoler på, at vores omgivelser vil os det godt. Vi er også et af verdens mest digitaliserede samfund. Kombinationen er lig med opskriften på et tag selv bord for cyberkriminelle, og dem er der desværre mange af. Modtrækket er at skabe virksomheder med stærke cyberkompetencer og samtidigt tænke sikkerhed ind i alle produkter og systemer.

Gennem en målrettet cybersikkerhedsindsats har vi skabt en række initiativer, der tilsammen skal sikre en langt mere modstandsdygtig industri i Danmark. Med etableringen af Danish Hub for Cybersecurity skal der innoveres mere og skabes flere nye cyber-løsninger. Ved at understøtte opstartsvirksomheder, skabe nye netværk, vidensdele og samle relevante aktører i samlet flok, skal den nye hub blandt andet bidrage til, at flere virksomheder udvikler og implementerer nye produkter. Og det vil fonden gerne bakke op om,” siger Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond, som har bevilliget godt 20 mio. kroner til den nye hub.

Danish Hub for Cybersecurity er skabt som led i Industriens Fonds cybersikkerhedsindsats hvor der i alt er afsat en ramme på 100 mio. kroner, til at styrke danske virksomheders arbejde med cybersikkerhed.

Indtil videre er ni konkrete initiativer sat i gang. Ud over den nye hub, så er der også projekter som beskæftiger sig specifikt med uddannelse og kompetenceudvikling, initiativer med fokus på erfaringsudveksling og videndeling, indsatser med IOT-produkter som omdrejningspunkt, samt etableringen af en ny mærkningsordning inden for IT-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse.

Derudover er der også søsat en række awareness-initiativer, der generelt skal gøre virksomhedsejere og medarbejdere opmærksomme på cybertruslen. Med åbningen af den nye hub kan projekterne og de mange andre gode tiltag, der findes rundt omkring i Danmark, i højere grad spille sammen til gavn for danske virksomheder.
 

Fra lose-lose til win-win

Hvis Danmark formår at skabe virksomheder, der udvikler nye og robuste cyber-løsninger, så er der mere end blot bedre beskyttelse i sigte.

Markedet for cyberløsninger er i voldsom vækst. Kan vi blive et land, der dels leverer sikre produkter, dels kan levere cyber-beskyttelse, så vil vi stå stærkt. Vores industri kan ende med at få en konkurrencefordel, fordi vi er godt beskyttede. Husk på at langt de fleste danske virksomheder er underleverandører og for kunderne er det vigtigt med leveringssikkerhed, tryghed i samarbejdet og tryghed i udvekslingen af data,” fastslår Henrik Fougt.

Projekt data

Cyberhub

Den nye cyberhub – Danish Hub for Cybersecurity – har netop slået dørene op. Læs mere om hubbens arbejde her.

Cyberindsats

Industriens Fond har iværksat en større indsats med fokus på cybersikkerhed i danske virksomheder.

KONTAKT

Spørgsmål vedrørende det nye projekt kan stilles til Industriens Fonds sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Mobil: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.