Webinar: Fra overskudsmateriale til nye produkter

Overskudsmateriale håndteres af to unge medarbejdere

Også undervisere og elever på landets erhvervsskoler kan med fordel blive bedre til at udnytte overskudsmateriale.

Få indsigt i, hvordan genbrug af rustfrit stål kan styrke både forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og cirkulær produktion.

DATO: 27. august 2026
TID: 10:00 – 11:30
STED: Online

Kritiske råstoffer bliver stadig sværere at skaffe, og derfor arbejder danske virksomheder med nye måder at genbruge materialer og skabe mere cirkulær produktion. Men løsningerne skal ikke kun udvikles – de skal også kunne skaleres og anvendes bredt i produktionen. Det kræver, at kommende faglærte får indsigt i de teknologier, materialer og arbejdsmetoder, der gør cirkulær produktion mulig – og forstår, hvordan virksomheder samarbejder om at holde værdifulde materialer i kredsløb. 

Webinaret har derfor fokus på hvorfor genbrug af rustfrit stål er en vigtig del af den grønne omstilling, og hvordan cirkulære løsninger kan reducere ressourceforbrug, mindske klimaaftryk og styrke mere robuste og lokale værdikæder.

Forskere fra DTU Construct og SDU Life Cycle Engineering giver en introduktion til de miljømæssige og samfundsmæssige gevinster ved cirkulært rustfrit stål og viser, hvordan data og analyser kan skabe et bedre grundlag for at udnytte eksisterende materialer.

Overskudsmateriale sendes videre

Webinaret giver også indblik i projektets samarbejde med Grundfos og Olsen Metal, hvor der arbejdes på at udvikle et lokalt genbrugssystem, så overskudsmateriale fra én virksomhed kan anvendes direkte i nye komponenter hos en anden virksomhed frem for at blive sendt til omsmeltning.

Eksemplet viser, hvordan forskning, data og samarbejde på tværs af værdikæden kan omsættes til konkrete løsninger med både miljømæssige og forretningsmæssige gevinster. 

Webinaret er målrettet undervisere og elever på erhvervsskoler, som ønsker indsigt i de teknologier, arbejdsmetoder og kompetencer, der kommer til at præge fremtidens produktion. Samtidig er arrangementet relevant for virksomheder og andre med interesse for materialer, produktion, bæredygtighed og cirkulær økonomi.