Vandalliance officielt søsat

Den nye vandalliance er nu sat i gang. Det skete da et åbningsarrangement i Californien markerede projektets start.

Den nye vandalliance, WTA California, er nu officielt søsat. Det skete da uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs i Californien markerede igangsættelsen. Alliancen skal knytte stærkere bånd mellem danske og amerikanske virksomheder, offentlige myndigheder og uddannelses- og forskningsinstitutioner på vandområdet. Ligeledes skal alliancen udvikle en eksportmodel, der i første omgang skal vise sit værd i Californien med fokus på dansk vandteknologi, men modellen kan også overvejes i andre sektorer og lande.

Mange gevinster

“Det er glædeligt, at danske vandteknologivirksomheder hjælper et tørkeramt Californien. Samarbejdet er et godt eksempel på, at dansk forskning kommer ud og arbejder. Danmark og Californien kan lære meget af hinanden, og samtidig får vi skabt danske arbejdspladser,” udtaler uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

Åbningen i Californien er første skridt i et flerårigt projektforløb, hvor en række danske vandvirksomheder med støtte fra Industriens Fond indgår i et tæt samarbejde med hinanden, og med amerikanske virksomheder og organisationer. Samarbejdet kaldes WTA California og vil i første omgang koncentrere sine kræfter om californiske vandudfordringer, der blandt andet drejer sig om mangel på vand. På både dette og andre områder inden for vand, kan dansk viden vise sig særdeles værdifuld.

Projekt data

Projektet

WTA California er forankret hos Aarhus Vand. Med i projektet deltager blandt andre virksomhederne Kamstrup, Applied Biomimetic, Danfoss, Grundfos, Rambøll, Smith Innovation, Skytem, DHI og Leif Koch A/S. Læs meget mere om projektet her.

Temaindkaldelse

WTA California udspringer af den temaindkaldelse om nye veje til eksport, som Industriens Fond gennemførte i slutningen af 2015. Læs mere om temaindkaldelser i Industriens Fond ved at benytte dette link.

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.