Udfordrende år gav behov for sparring om forretningen
30. september 2024 / Internationalisering
Virksomheden Alcumatic i Sønderborg blev opmærksom på muligheden for at deltage i et Modstandsdygtig.DK-projekt gennem deres kontakt med Sønderborg Vækstråd. Alcumatic havde et ønske om rådgivning til at optimere processen for risikovurdering og derudover at få input og sparring omkring en fremtidig strategi for virksomheden.
Behovet for nye input til forretningen er opstået i kølvandet på de seneste års meget omskiftelige markedsforhold som følge af coronapandemien, stigende omkostninger og en afmatning i efterspørgslen. Derudover er Alcumatic en del af en energitung branche, hvorfor særligt de høje energipriser har været en udfordring for den sønderborgensiske virksomhed.
Gik i dybden med risici og strategi for fremtiden
Direktør Johannes Jakobsen og en af hans medarbejdere gik ind til forløbet med åbent sind. Sammen med Modstandsdygtig.DK’s konsulenter fik de afklaret, hvordan virksomhedens nuværende situation så ud og fik prioriteret de aktuelle risici og udfordringer, som virksomheden står overfor.
”Hvis man kigger i vores risikovurdering nu, så føler vi os egentlig bedre forberedt, og vi arbejder mere metodisk med det end før (før deltagelsen i Modstandsdygtig.DK, red.),” fortæller Johannes Jakobsen.
Johannes og hans meddeltager i projektet fik beskrevet udfordringerne, og på den baggrund fik de udarbejdet nogle handleplaner, som klart og tydeligt angiver, hvordan virksomheden agerer mest hensigtsmæssigt ift. i forhold til den pågældende udfordring.
Efter først at have fokuseret på risikoanalysen fik virksomheden også input til nye strategiske initiativer, bl.a. gennem ekspertindsigter fra FORCE Technology og Danmarks Tekniske Universitet, der deltog med ekstern bistand.
Arbejder mere systematisk end før
Efter deltagelsen i Modstandsdygtig.DK er der sket en forandring i virksomheden på to områder, fortæller Johannes Jakobsen.
Virksomheden har nu fået sat en mere systematisk arbejdsproces op for, hvordan de foretager risikoanalyse af potentielle trusler og risici.
Derudover arbejder virksomheden aktivt med sin fremtidige strategi og værditilbud til kunderne på baggrund af input og konklusioner fra Modstandsdygtig.DK-forløbet.
”Jeg vil råde andre virksomheder til at gennemgå et Modstandsdygtig.DK-forløb, fordi man får stillet nogle værktøjer til rådighed og bliver ført gennem en proces, som for alvor har skabt værdi. Det input og den sparring, jeg har fået her, den har jeg ikke oplevet i andre forløb,” fortæller Johannes Jakobsen.