TechBBQ modtager 15 millioner kroner fra Industriens Fond til at styrke Danmarks internationale tech-position

TechBBQ
En flerårig bevilling skal styrke TechBBQs internationale gennemslagskraft og samle det danske startup- og innovationsmiljø omkring globale forbindelser.
4. februar 2026 / Nye teknologier
TechBBQ står foran sin største og mest ambitiøse udgave til dato, når den internationale tech- og innovationsplatform i 2026 samler iværksættere, investorer, virksomheder og beslutningstagere fra Danmark og resten af verden i København. De øgede ambitioner bliver muliggjort gennem en flerårig bevilling fra Industriens Fond på i alt 15 millioner kroner.
Støtten løber fra 2026 til 2028 og skal understøtte TechBBQs fortsatte internationale udvikling med særligt fokus på at tiltrække internationale investorer, eksperter og talenter til Danmark.
Markant platform
TechBBQ har gennem de seneste år udviklet sig til en af Nordeuropas mest markante platforme for teknologi, innovation og iværksætteri. Flagskibseventet i København samler årligt tusindvis af deltagere fra en lang række lande og fungerer som et centralt mødested for nye virksomheder, kapital og viden på tværs af det danske økosystem.
Med opbakningen fra Industriens Fond bliver det muligt at styrke det internationale indhold yderligere og sikre, at globale perspektiver og forbindelser kommer danske startups og innovationsmiljøer bredt til gode.
“Danmark har et stærkt iværksættermiljø, men skal fortsat være synligt og attraktivt i den internationale konkurrence om kapital, talenter og viden. TechBBQ spiller en vigtig rolle i at samle økosystemet og skabe de internationale forbindelser, som danske startups har brug for. Med denne støtte ønsker vi at bidrage til, at Danmark markerer sig tydeligere som en førende tech- og innovationsnation,” siger Thomas Hofman-Bang, administrerende direktør i Industriens Fond.
Bygger videre på succesen
Den langsigtede støtte giver TechBBQ mulighed for at videreudvikle sin rolle som international platform og styrke forbindelsen mellem danske iværksættere og globale aktører.
“Støtten giver os mulighed for at bygge videre på de resultater, vi allerede har skabt, og videreudvikle TechBBQ som en internationalt førende platform, der samler ikke kun det danske økosystem omkring en fælles ambition, men også inviterer verdenens tech- og investeringsmiljø til København. Midlerne skal først og fremmest komme danske iværksættere til gode ved at give dem bedre adgang til internationale investorer, specialiseret talent, teknologisk viden og globalt netværk til at fremme deres rejse og sikre vækst,” siger Avnit Singh, CEO i TechBBQ.
TechBBQ har siden 2013 været en fast del af det danske startup- og innovationslandskab og afholdes i dag i Bella Center Copenhagen, som siden 2025 har dannet rammen om eventet. De fysiske rammer understøtter ambitionen om at samle globale perspektiver og skabe stærkere forbindelser på tværs af det danske økosystem.
Den 14. udgave af TechBBQ finder sted den 26. og 27. august 2026 i Bella Center Copenhagen.
Fakta om bevillingen
- Bevilling: 15 millioner kroner
- Periode: 2026–2028
- Årlig ramme: 5 millioner kroner
- Formål: At styrke TechBBQs internationale indsats, herunder tiltrækning af internationale investorer og eksperter samt videreudvikling af det årlige TechBBQ-event
Pressekontakt:
TechBBQ
Mikael Hansen
PR & Communications Manager, TechBBQ
mkh@techbbq.org
Tlf. +45 22530534
Industriens Fond:
Sigurd Schou Madsen
Kommunikationschef, Industriens Fond
ssm@industriensfond.dk
Tlf. +45 91373110