KONKURRENCEEVNERÅD: Talenter og vækstvirksomheder skal blive i Danmark

Hvad kan danske virksomheder tilbyde verden, som ikke fås bedre, mere bæredygtigt eller mere effektivt andre steder? Det diskuterer Dansk Konkurrenceevneråd i dag - samtidig med, at bogen ‘Hvorfor Danmark?’ udkommer.
9. september 2022
Netop det spørgsmål, ‘Hvorfor Danmark?’, er kun blevet mere relevant og aktuelt i takt med, at verden har forandret sig dramatisk i rådets to-årige levetid. Nedbrud i virksomhedernes værdikæder, krig i Europa, inflation samt en ny post-pandemisk bevidsthed har sat globaliseringen i bakgear. Det er udfordrende for en lille, åben økonomi som den danske.
Men ingen udfordringer uden muligheder – og arbejdet med at genopdage og få pudset vores særlige danske styrkepositioner af bliver ikke vigtigere, end det er nu. Skal vi vælges til, skal vi kunne svare skarpt på hvorfor.
Og vi har et godt udgangspunkt. Vi er ikke alene en økonomi, der genererer vækst eller en stat, der producerer velfærd. Vi er et samfund, der måler økonomisk succes på lige fod med sociale fremskridt.
Mere end 50 konkrete ideer til skærpet og styrket konkurrenceevne er kommet på bordet – og overordnet er der tre tematikker, der gennemsyrer rådets arbejde:
Digitale kompetencer og digitale uddannelser skal styrkes
Helt centralt står, at Danmark kan have en styrke som fremtidigt læringssamfund. Som førende digital nation skal vi gøre digitale kompetencer og et mere digitalt uddannelsessystem til et nyt konkurrenceparameter – og herigennem erobre nye markedsandele. Flere påpeger også, at arbejdsstyrken skal opkvalificeres og tilpasses den teknologiske og bæredygtige revolution, vi står midt i. Samtidig skal vi allerede nu forholde os til, at nutidens skolebørn som voksne kommer til at arbejde i jobfunktioner, som endnu ikke eksisterer. Skal vi udnytte nye teknologier som konkurrencefordel kræver det, at langt fere virksomheder tager dem i anvendelse og mestrer dem nu.
Sundhedsdata som konkurrencefordel
Sundhed og life science er et område, hvor Danmark hidtil har spillet en markant rolle på det globale marked. I 2020 stod life science for 21,5 pct. af Danmarks samlede eksport – svarende til over 150 mia. kr. Og med udsigt til, at verdens befolkninger lever længere, stiger behovet for sundhed og behandling også. Det medfører stigende efterspørgsel på nye, smarte løsninger, som Danmark kan levere på. Men en førende position kræver nytænkning af måden, vi driver innovation og samarbejde på tværs af sektorer og ikke mindst i sundhedssektoren, lyder analysen.
Danske vækstvirksomheder skal blive i Danmark
Flere rådsmedlemmer peger i deres analyser på, at evnen til at tiltrække talent og kapital bliver to af de helt store og afgørende udfordringer for, hvordan Danmark fortsat kan være en stærk spiller på fremtidens globale markeder. Talenttiltrækning skal derfor ses som en must-win for vores konkurrencedygtighed. Samtidig peger flere på, at adgangen til risikovillig kapital er for dårlig.
For mens vi i Danmark står stærkt, når det kommer til skabelsen af nye innovative virksomheder, ja, så taber vi tråden, når vækstvirksomheder når skaleringsfasen. Enten flytter de til udlandet eller lader sig opkøbe af udenlandske virksomheder – og årsagen skal ofte findes i manglende risikovillig kapital. Vækstvirksomhedernes flugt ud af landet betyder ikke bare tab af arbejdspladser og skattekroner. Det betyder også, at Danmark kan komme til at mangle de fyrtårne, der kan bane vejen for andre små og mellemstore virksomheder i en branche på sigt.
Dyk ned i hele rapporten og de 50 konkrete anbefalinger til et stærkt og konkurrencedygtigt Danmark her
Projekt data
Følg Rådet
Følg med i rådets aktiviteter, samtaler og udgivelser.
Kontakt
Mere information kan fås ved at kontakte fondens sekretariat.
