Skalering af succesprogram styrker dansk hardware fra idé til industri

Rumett er en del af Future Manufacturers og har fået hjælp til udvikling af deres produktion af et gipsmateriale, som bl.a. er et grønnere alternativ til cement i 3D-printede bygninger.
Mange danske startups kæmper med at gå fra prototype til egentlig produktion. Skaleringsfasen er særlig udfordrende for hardware-startups, hvor specialiseret viden om materialer, produktionsmetoder og værdikæder er afgørende. Det er afsættet for, at startupprogrammet Future Manufacturers nu skaleres med fokus på nye, branchespecifikke fællesskaber.
18. december 2025 / Bæredygtig produktion
Godt 42 procent af alle startups må dreje nøglen om i løbet af de første tre år af deres levetid, men har de branchespecifik viden, vokser chancen for succes. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
For hardware-startups er risikoen for at lukke endnu højere, fordi vejen til markedet er længere og mere kompleks. Et målrettet fokus på branchespecifik viden skal derfor være med til at øge chancen for succes i næste fase af indsatsen
150 hardwarestartups fra hele landet får nu mulighed for at få skræddersyet hjælp til at producere til lige netop deres branche. Det sker i startupprogrammet Future Manufacturers, som MADE, Dansk Industri og Industriens Fond står bag. Programmet startede i april 2024 med mindre grupper af startups og med fokus på at give adgang til produktionsverdenen
”Hardware-startups spiller en afgørende rolle for Danmarks konkurrenceevne, men de har nogle af de mest komplekse og tidskrævende rejser mod markedet. Når vi kan give dem adgang til specialiseret viden, erfarne eksperter og et stærkt dansk produktionsmiljø, øger vi deres chance for succes. Det er præcis det, denne indsats skal – hjælpe flere virksomheder til at blive produktionsklar,” siger adm. direktør i Industriens Fond Thomas Hofman-Bang.
Mere fleksible virksomhedsforløb
I næste fase bliver indsatsen mere langvarig og fleksibel end hidtil. Startups kan bruge de forskellige tilbud dér, hvor de passer ind i deres udviklingsrejse – frem for at indgå i faste forløb. Det gør det muligt at følge virksomhederne tættere i en fase, hvor behovene ændrer sig hurtigt.
Samtidig får virksomhederne adgang til endnu mere specialiseret hjælp – blandt andet om produktionen skal etableres in-house eller eksternt, valg af materialer, test, certificering, produktionsdesign og kapitalrejsning.
”Vi glæder os i DI Produktion til at kunne styrke vidensudvekslingen og samarbejdet mellem de hardware-baserede startup-virksomheder og de mange erfarne folk i Produktionsdanmark, der ved, hvordan man håndterer alle de konkrete produktionsudfordringer, som man løber ind i,” siger Peter Trillingsgaard, branchedirektør i DI Produktion.
Branchefællesskaber skal styrke succesraten
I de første forløb i Future Manufacturers, var der en håndfuld startups, som alle arbejdede med nye materialer til byggebranchen. Det understregede lysten og behovet for at finde sammen med andre, hvor man kunne sparre med hinanden baseret på en fælles branche.
”Vi har lært hinanden at kende gennem Future Manufacturers og har på den baggrund skabt foreningen Future Materials, hvor vi samarbejder om at fremme byggeri inden for de planetære grænser ved at dele viden, søge finansiering, samarbejde om markedsstrategi, lave fælles policy-anbefalinger og deltage i udstillinger sammen,” forklarer Frederik Ankjær, medstifter af startuppen re-claim, der producerer barkbaserede paneler og facadeelementer.
”Vores erfaring viser, at tæt samarbejde mellem virksomheder om fælles udfordringer skaber de stærkeste resultater. Samtidig er vejen til at blive produktionsklar for mange en længere proces. Ved at samle deltagerne i mindre, fokuserede grupper – for eksempel omkring branchespecifikke problemstillinger – og støtte dem over en længere periode, kan vi hjælpe dem markant hurtigere over målstregen til produktion,” forklarer Nigel Edmondson, CEO i MADE.
Future Manufacturers
- Future Manufacturers er et startupprogram, som hjælper iværksættere med at gå fra prototype til fuldskala produktion.
- Programmet blev lanceret i 2024 og udvider i 2026 til en langt større gruppe af startups og med bl.a. branchespecifikke tilbud. Indtil videre har 42 været med i et forløb.
- Future Manufacturers er et samarbejde mellem DI Produktion, MADE og Industriens Fond, der har bevilget 9,94 mio. kr. til projektet
Læs mere på futuremanufacturers.dk
Lokal og bæredygtig produktion skal være førstevalg
Samtidig fokuserer Future Manufacturers på at give startups viden om bæredygtig produktion samt hvilke fordele, der ligger i at have sin produktion i Danmark. Sidstnævnte erfarede blandt andre startuppen Gridturn, der ombygger brugte elbatterier til energilagre.
“Vi fandt ud af, at der er så mange fordele ved at gøre det her i Danmark: den tætte feedback mellem service, design og produktion. Vi kan hurtigt ændre ting og kommunikere på tværs – det er en kæmpe fordel,” fortæller Louise Witt Sengeløv, stifter af Gridturn.
Åbner for nye startups i starten af 2026
Hvis du eller en startup, du kender, vil være med til at dele viden og få skræddersyet hjælp, kan nye hardware startups søge om at deltage i programmet i starten af 2026 via Future Manufacturers hjemmeside.
Udover hjælp til skalering og produktion gennem programmets tilbud og community, udvælger Future Manufacturers også 12 startups fra programmet, som modtager kontant hjælp på 75.000 kr. til at købe rådgivning om industrielt design. Det sker takket være en donation fra Verner Overgaards Familiefond.


