Sådan kan data blive din næste konkurrencefordel

Dolles produktion i Frøstrup er automatiseret, så Data for Sustainability-projektet skal i høj grad medvirke til at forudsige vedligehold på maskinerne.
Hvordan indsamler man de data, som kunder, myndigheder og kommende lovgivning efterspørger – uden at skabe endnu mere manuelt arbejde?
3. august 2026 / Bæredygtig produktion
Det spørgsmål står mange produktionsvirksomheder overfor. Gennem projektet Data for Sustainability arbejder virksomheder og eksperter sammen om at finde svar. En af dem er trappeproducenten Dolle.
Historie og fremtid mødes hos den familieejede virksomhed Dolle. Fra fabrikken i Frøstrup udvikler og producerer virksomheden lofttrapper og andre pladsbesparende trappeløsninger til kunder over hele verden. I dag har Dolle salgskontorer i otte lande og produktion i Danmark, Kina, Rumænien og Ukraine. Samtidig er produktionen på fabrikken i Frøstrup blevet stadig mere automatiseret.
Den udvikling betyder også, at virksomheden ser et potentiale i at bruge produktionsdata mere aktivt.
Data direkte fra produktionsgulvet
Derfor deltager Dolle i Data for Sustainability, hvor produktionsvirksomheder får hjælp til automatisk at indsamle bæredygtighedsdata direkte fra produktionsgulvet. Projektet skal både gøre virksomhederne bedre rustet til kommende dokumentationskrav og undersøge, hvordan data kan bruges til at skabe mere effektive produktionsprocesser.
For Dolle begyndte arbejdet med en konkret udfordring.
“Vi har flere og flere kunder, især de større, der forespørger forbrugsdata – eller bæredygtighedsdata – ned på batch-niveau.” (Dvs. data for den enkelte produktionsserie eller det konkrete produkt, de køber)
“Og det er jo det, projektet går ud på; altså at få automatiseret den dataindsamling, så man kan videregive den. For der er ingen tvivl om, at der ligger stort arbejde i at rapportere til kunderne,” siger produktionschef Steen Laier.
Data skal skabe ny indsigt
Sammen med FORCE Technology har Dolle kortlagt én af virksomhedens produktionslinjer. Formålet er at undersøge, hvordan data kan bruges til at skabe ny viden om produktionen – og om erfaringerne senere kan skaleres til resten af fabrikken.
Arbejdet begyndte med en kortlægning af 105 potentielle målepunkter, hvor sensorer kunne installeres. Herfra blev 11 centrale målepunkter udvalgt på tværs af produktionslinjens fem sektioner, hvor virksomheden nu indsamler data.
“Ved at kombinere de forskellige data, kan vi måle takten fra, hvornår en sektion leverer til en anden, og det håber vi jo vil være værdifuld viden. Vi kan bruge strømforbruget på linjen til at se på, hvor effektivt vi kan producere, og dermed få mest muligt ud af den energi, vi bruger,” siger Steen Laier.
Dolle håber samtidig, at data over tid kan gøre det lettere at opdage små afvigelser i produktionen, som ellers kan udvikle sig til større problemer.
Smartere produktionsplanlægning
Hos Dolle er projektet først og fremmest et læringsforløb. Ambitionen er at opbygge et datagrundlag, der kan give virksomheden et bedre grundlag for at udvikle produktionen.
Som eksempel peger Steen Laier på den tid, der går med at omstille produktionen mellem forskellige produktionsserier (batches). Hvis virksomheden kan dokumentere, hvor meget tid der bruges på omstillingerne, bliver det muligt at vurdere, om produktionen kan planlægges smartere – eksempelvis ved at producere større serier eller effektivisere omstillingerne.
Hos Dolle ser man også på et langsigtet potentiale i at bruge data til at forudsige behovet for vedligeholdelse, så man kan reagere, før en maskine bryder ned. Det er dog et perspektiv, som ligger ud over selve projektet.
Efter at platformen er etableret, er næste skridt at lade produktionen køre og opbygge et datagrundlag, som kan analyseres.
“Der er jo et tidsperspektiv i det, fordi vi skal kunne se en udvikling på nogle produkter over tid, og det kræver noget ekstra data. Og så har vi da en forhåbning om, at vi kan bruge de her data til at producere hurtigere og billigere, og at vi kan udnytte produktionstiden bedre,” siger Steen Laier.
Skal din virksomhed have hjælp via Data for Sustainability?
Hvis din virksomhed ønsker at arbejde mere datadrevet med produktion og bæredygtighed, giver Data for Sustainability mulighed for at afprøve nye metoder og få adgang til viden og sparring fra projektets partnere.
Ambitionen er at gøre det lettere for danske produktionsvirksomheder at udnytte deres data – og dermed stå stærkere i mødet med både nye kundekrav og fremtidens konkurrence. Helt konkret kan din virksomhed via projektet få hjælp til:
- Automatiseret indsamling af valide bæredygtighedsdata direkte fra produktionsgulvet
- Opfyldelse af kommende krav til ESG-rapportering, livscyklusvurderinger og Det Digitale Produktpas
- Reduktion af ressource- og energiforbrug gennem grøn innovation og procesoptimering
- Etablering af et stærkt fundament for fremtidig forretningsudvikling og international konkurrenceevne.
Læs mere om projektet her