Pigerne kom frem på første række

Hvert år afholdes arrangementet Girls’ Day in Science. Det er en dag, der skal inspirere flere piger til at vælge en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse. Igen i år var der mange aktiviteter landet rundt.

Virksomheder i hele Danmark åbnede mandag dørene for piger fra grundskoler og gymnasier og gav dem mulighed for at arbejde med praktiske opgaver, som relaterer sig til undervisningen i naturfag og samtidigt perspektiverer den.

På virksomhederne mødte pigerne nogle af de dygtige kvindelige medarbejdere, som kan være med til at inspirere pigerne til at se jobmuligheder inden for det naturvidenskabelige eller tekniske felt – og det er lige præcis det der er formålet med projektet Jet-Net.dk der står bag Girls’ Day in Science.

Behov for flere kvindelige ingeniører

Danmark mangler kvalificeret arbejdskraft inden for naturvidenskab og teknologi. Men især kvinderne vælger studierne inden for disse fagområder fra, fordi de tror, det ikke er noget for dem. Den opfattelse er baseret på myter og skal gerne ændres. I 2015 var cirka hver fjerde person, der blev optaget på ingeniørstudiet en kvinde. Det tal har ikke ændret sig siden 2007. På en dag som Girls’ Day in Science kan mødet med forbilleder rundt omkring i landet bidrage til at tallene kommer til at se bedre ud i fremtiden.

Mange små og store deltagere

Igen i år har en lang række virksomheder deltaget. Således var der åbne døre hos Novozymes, Haldor Topsøe, Vestas, DONG Energy, IBM, Danfoss, Linak, Orbicon, Vestforbrænding og Rynkeby Foods. Derudover deltog også en række tekniske gymnasier og selvfølgelig hundredevis af piger i alle egne af landet.

Programmæssigt var der også stor variation. Der skulle renses svovl ud af røg, produceres juicer og cremer, havnebunden i Københavns Havn skulle undersøges, der skulle laves miljøredegørelser, analyseres data fra sociale medier, kigges på rumfysiologi, bioethanol, enzymer i hjemmebagt brød, samt meget andet. Nedenfor findes et par billeder fra dagen.

Projekt data

Besøg projektet

Jet-Net.dk er iværksat sammen med Industriens Fond. Jet-Net.dk er et landsdækkende netværk mellem virksomheder, grundskoler og gymnasier. Netværket er dannet for at vække, stimulere og fastholde børn og unges forståelse for og interesse i naturvidenskab og teknologi.

Hensigten med netværket er, at medvirke til, at danske skoleelever træffer valg om ungdomsuddannelse og videregående uddannelse på baggrund af en god indsigt i, hvilket arbejdsliv naturvidenskabelige og tekniske uddannelser kan tilbyde dem i fremtiden.

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.