Pavillon på Ipanema bringer industrien til OL i Rio

Når OL til sommer afholdes i Rio de Janeiro, skal en stor pavillon på den berømte Ipanema-strand promovere Danmark og dansk erhvervsliv.

En innovativ pavillon på 300 kvadratmeter skal på Ipanema-stranden promovere dansk erhvervsliv. Det skal ske i perioden fra den 2. august til den 22. august når alle verdens øjne retter sig mod den brasilianske storby Rio de Janeiro der skal være vært for De Olympiske Lege 2016. Pavillonen, der kaldes Heart of Denmark, forventes at tiltrække gæster fra hele verden og kan benyttes af danske virksomheder til at fremvise produkter og løsninger til et globalt publikum.

Det er helt unikt og meget ambitiøst, at Danmark, som det eneste land, har fået lov af de brasilianske myndigheder til at skabe en markedsføringsplatform midt på Ipanema-stranden. Den danske pavillon vil fungere som et udstillingsvindue for Danmark, danske virksomheder og danske produkter under hele OL-perioden og dermed understøtte fortællingen om de kompetencer og løsninger som Danmark er eksponent for. Pavillonen vil også være et samlingspunkt for de danske atleter, repræsentanter og tilskuere,” siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Bredt partnerskab byder Industrien inden for

Det er turistfremmeorganisationen VisitDenmark der sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet står i spidsen for projektet, der er udviklet i samarbejde med Industriens Fond, Nordea-fonden, Realdania og Grundfos.

Formålet med projektet er at styrke det internationale kendskab til Danmark og skabe interesse for danske styrkepositioner og de kompetencer som dansk erhvervsliv er i besiddelse af. Projektet bygger på gode erfaringer fra OL i London hvor en lignende dansk platform modtog over 200.000 besøgende fra hele verden.

Pavillonen er en god mulighed for at synliggøre danske styrkepositioner, produkter og løsninger til et globalt publikum. Et større kendskab til dansk erhvervslivs kompetencer ude i verden gavner dansk konkurrenceevne og derfor involverede vi os i projektet helt fra starten af. Vi har især lagt vægt på at danske virksomheder får en fremtrædende rolle på pavillonen,” siger adm. direktør Mads Lebech fra Industriens Fond, der har bidraget med fire millioner kroner til projektet.

Her på Industriens Fonds hjemmeside findes en nærmere beskrivelse af projektet med at fremme dansk erhvervsliv under sommerens OL i Rio de Janeiro. Ligeledes kan man som virksomhed tage direkte kontakt til projektet, for at få mere information om brugen af pavillonen.

Projekt data

Brug pavillonen

Som dansk virksomhed kan man benytte pavillonen til at fremvise sit produkt eller på anden vis lave forretningsaktiviteter under de kommende olympiske lege. Læs mere herom ved at benytte linket nedenfor.

Heart of Denmark

Pavillonen der sættes op på Ipanema-stranden i Rio de Janeiro kaldes ‘Heart of Denmark’ eller ‘Coração da Dinamarca’ på lokalsproget. Pavillonen er tegnet af Henning Larsen Architects og man kan læse meget mere om projektet ved at benytte linket nedenfor.

Partnere

Det er Industriens Fond der sammen med Realdania, Nordea-fonden, Grundfos, VisitDenmark og Erhvervs- og Vækstministeriet står bag etableringen af den danske Pavillon på Ipanema-stranden.

Ved at opføre et lille stykke Danmark på en af verdens mest berømte strande under OL kan vi skabe kontakt til erhvervsfolk, borgere, turister og presse fra hele verden og fortælle dem de mange gode historier om vores land og de mange muligheder, det rummer. Den danske pavillon skal være åben for alle og vil bygge på danske værdier, bæredygtighed og godt design,” lyder det fra Jan Olsen, der er adm. direktør i VisitDenmark.

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.