Nyt projekt skal spore unge ind på erhvervsskoler

Erhvervslivet med Industriens Fond i spidsen og en række skoler vil med et nyt projekt sikre at flere unge bliver bedre forberedt til at tage en teknisk erhvervsuddannelse.

Problemet er, at tusindvis af danske unge lider nederlag og dropper ud af erhvervsskolerne, fordi de ikke har tilstrækkelige faglige kundskaber Nu vil Industriens Fond, Dansk Industri og to skoler med et nyt fælles projekt forsøge at stoppe den udvikling og hjælpe flere unge til at få uddannelse som faglært inden for de tekniske fag.

– Det er dybt problematisk, at så mange unge færdiggør folkeskolen uden at have de faglige redskaber, der skal til for at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse. Ikke alle unge skal ind på en teknisk erhvervsuddannelse, men der er mange af dem som i dag falder ud af uddannelserne, som, hvis de fik et målrettet forberedende skoleforløb efter 9. klassetrin, ville have potentialet til reelt at gennemføre en teknisk erhvervsuddannelse, siger adm. direktør Mads Lebech, Industriens Fond.

Fonden har skudt 10 millioner kroner projektet ”Nye Spor til Teknik”, som er etableret i samarbejde med Dansk Industri, produktionsskolerne og de frie fagskoler.

Formålet er at udvikle og afprøve undervisningsforløb, der styrker de unge i målgruppen i overgangen fra folkeskolen til erhvervsskolen, og dermed bidrager til at flere unge gennemfører en teknisk erhvervsuddannelse.

– Vi fokuserer på de tekniske erhvervsuddannelser, fordi vi ved, at det er her behovet for faglærte bliver særligt stort i fremtiden. Søgningen er alarmerende lille, og mange virksomheder kan ikke få faglærte inden for de tekniske områder. Det kan i sidste ende gå ud over dansk konkurrenceevne, siger direktør Lars B. Goldschmidt, DI.

Projektet starter nu på Korsør Produktionshøjskole og Tronsøskolen – Den Frie Fagskole i Grindsted. Her bygger man oven på allerede eksisterende aktiviteter og erfaringer, og går helt nye veje med blandt andet vejledning for at hjælpe de unge i gang med en teknisk erhvervsuddannelse. Men ambitionen er samtidig, at erfaringerne efterfølgende kan benyttes på andre skoleformer.

– Med Nye Spor til Teknik får vi afprøvet nye metoder og løsningsmodeller for, hvordan vi kan løfte en gruppe unge, som har potentiale, men som mangler det sidste skub for at komme i gang og gennemføre en relevant erhvervsuddannelse, siger Gert Møller, der er næstformand i Produktionsskoleforeningen og leder af Korsør Produktionshøjskole.

Mellem syv og otte procent af en ungdomsårgang, svarende til cirka 5000 unge forlader folkeskolen uden tilstrækkelige faglige kompetencer til at gennemføre en erhvervsuddannelse. Men med en passende vejledning og et målrettet forløb vil flere af dem kunne gennemføre en teknisk erhvervsuddannelse, og det er netop tanken bag ”Nye Spor til Teknik”.

– Det er et fremsynet projekt, som vi er stolte af at være en del af. Frie Fagskoler har gode erfaringer med tilbud til de unge om en blanding af målrettet faglighed og livsstilsundervisning. Projektet her sikrer, at vi fremover også har tilbud, der forbereder til de tekniske erhvervsuddannelser, siger forstander på Tronsøskolen og næstformand i Foreningen af Frie Fagskoler, Toni Hessner.

Projekt data

Yderligere information

Mads Lebech
Adm. direktør, Industriens Fond
Telefon: 70 20 92 08

Bo Hjuler
Pressekoordinator, DI – Dansk Industri
Telefon: 33 77 38 19

Projektet

Nye Spor til Teknik skal sikre et mindre frafald på erhvervsuddannelserne. Det skal ske gennem udviklingen af forberedende spor, der kan ruste de unge til at gennemføre uddannelsen.

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.