Nyt partnerskab mellem CBS og Industriens Fond skal skabe bedre ledere i de danske startups 

Individual red leader paper plane lead other. Business and leadership concept

Hvordan udvikler man sig selv som leder, samtidig med at man udvikler sin virksomhed? Ledelse og lederudvikling har ikke tidligere fået nok fokus og været prioriteret i iværksættermiljøet. Det vil et nyt partnerskab mellem CBS og Industriens Fond gøre op med gennem et nyt ledelsesprogram for vækstiværksættere. 

Startupmiljøet i Danmark har i mange år været præget af en fortælling om iværksættere, som overskrider egne grænser med 80 timers arbejdsuger og overnatninger under skrivebordet. Samtidig er der meldinger om mentale udfordringer, stress og en usund og ekskluderende arbejdskultur, blandt mange ledere såvel som medarbejdere. Og derudover viser flere studier, at relationelle eller personlige udfordringer ofte er blandt årsagerne til at mange nystartede virksomheder lukker igen. 

Det skal der nu laves om på. For at give danske vækstiværksættere bedre muligheder for at indfri vækstpotentialet, vil CBS og Industriens Fond arbejde målrettet på at styrke ledelseskompetencerne og skærpe startupmiljøets viden og fokus på ledelse. Det sker med igangsættelsen af et nyt ledelsesprogram for vækstiværksættere, der vil have fokus på personlig og ledelsesmæssig udvikling i et vækstmiljø. 

Innovative iværksættere er en vigtig kilde til vækst og konkurrenceevne i dansk erhvervsliv. Og det er ærgerligt hvis gode idéer, banebrydende forretningsmodeller og lovende startups strander alene på grund af manglende lederevner. Derfor vil vi gerne bidrage til, at ledere i startup-miljøet får særlig hjælp til at udvikle sig og dermed bliver bedre til at lede, organisere, tiltrække og fastholde talentfulde medarbejdere. Der er god plads til forbedringer og dem fører vi nu ud i livet,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond, om det ambitiøse ledelsesprogram, der blandt andet udstyrer 200 iværksættere med nye ledelsesværktøjer og en bedre forståelse for organisationsdynamikker og andre tematikker inden for ledelse og vækstskabelse. 

På CBS udgør forskning og undervisning i ledelse et særligt strategisk indsatsområde. Det gælder mange former for ledelse inklusive ledelse af innovation og entreprenørskab. I dette ambitiøse partnerskab med Industriens Fond vil vi bringe forskningsbaseret viden og praktisk erfaring i spil i startupmiljøet. Vi ved, at den tidlige vækstfase er en kritisk fase for virksomhederne, hvor der i højeste grad er brug for stærke ledelseskompetencer,” siger rektor på CBS, Nikolaj Malchow-Møller. 

Industriens Fond har støttet det nye initiativ med knap 9 mio. kroner og de første vækstiværksættere vil blive optaget på programmet i starten af 2023. I praksis forankres initiativet på CBS’ entreprenørskabscenter Copenhagen School of Entrepreneurship og det er også herfra at projektet vil arbejde for at sprede viden fra forskningen og de oparbejdede erfaringer fra programmet ud til det brede startupmiljø i Danmark, så også aspirerende iværksættere får øget fokus på vækstskabende ledelse. 

—————————————————————————————————————————————– 

Læs mere om projektet her

Fakta om Copenhagen School of Entrepreneurship (CSE) 

  • CSE er CBS’ entreprenørskabscenter. 
  • CSE blev etableret i 2008 med fokus på at få flere studerende interesseret i entreprenørskab. 
  • Siden har over 2.000 startups været igennem centrets inkubations- og accelerationsprogrammer.  
  • CSE huser årligt over 200 nye startups, der dækker alt fra early-stage til en bred gruppe af mere modne startups, der er i gang med at rejse første eller anden runde af investeringer. 

Fakta om Industriens Fond 

  • Industriens Fond fremmer dansk erhvervslivs konkurrenceevne. 
  • Fonden arbejder særligt inden for fire temaer: bæredygtighed, cybersikkerhed, nye teknologier og internationalisering. 
  • Industriens Fond er involveret i mere end 100 aktive projekter rundt omkring i dansk erhvervsliv – blandt andet inden for iværksætteri og ledelse. 

For mere information kontakt: 

Anders Brandtoft 

Presse- og kommunikationschef 

Industriens Fond 

Telefon: 33 37 62 30 

Mia Jung 

Head of Leadership Development 

Copenhagen School of Entrepreneurship, CBS 

Telefon: 28 53 66 33 

E-post: mj.cse@cbs.dk 

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.