Nyt initiativ skal få flere kvinder og startups ind i AI og cybersikkerhed

Inspiring Diversity in AI and Cybersecurity by Women in Tech Denmark
Et nyt, fondsstøttet initiativ sætter fokus på at få flere kvinder ind i AI- og cybersikkerhed. Gennem netværk, mentorordninger og research skal det styrke diversitet, innovation og talentudvikling i en af Danmarks mest kritiske vækstsektorer.
20. maj 2025 / Cybersikkerhed
Danmark har potentiale til at blive førende inden for AI og cybersikkerhed, men det kræver at større dele af talentmassen bliver inkluderet og et stærkere samarbejde på tværs af sektoren. Derfor lanceres initiativet ‘Inspiring Diversity in AI and Cyber‘, som skal skabe et samlet økosystem og fremme kvinders rolle og skabe startups i disse grene af tech.
“Vi står over for en kæmpe udfordring og en kæmpe mulighed. AI og cybersikkerhed former fremtiden, og derfor er det helt afgørende, at kvinder er med til at sætte retningen. “Vi har brug for deres perspektiver, erfaringer og kompetencer,” siger Drita Memisi, bestyrelsesmedlem i Women In Tech.
Initiativet er støttet af Industriens Fond med 3.5 mio. kr og realiseres af non-profit organisationen Women In Tech – i tæt samarbejde med Dansk Erhverv, InTech Founders, Plug and Play, ITU, Aalborg Universitet og en række øvrige partnere.
“Danmark og danske virksomheder skal være blandt de førende inden for teknologi og innovation, særligt på områder som cybersikkerhed, hvor behovet for stærke løsninger er stigende. Det kræver, at vi får alle dygtige kræfter i spil, og i langt højere grad fokuserer på at inkludere kvinder. Med dette initiativ styrker vi udvikling og inklusion, for at udvide talentmassen, der skal drive fremtidens digitale løsninger,” siger Malene Stidsen, Programchef for Industriens Fonds Cybersikkerhedsprogram.
På trods af stor vækst i tech-sektoren er kvinder stadig stærkt underrepræsenterede, særligt i roller med ansvar og indflydelse. Kun 27 % af de studerende på IT-uddannelserne er kvinder, og blot hver femte it-specialist i Danmark er kvinde. Det nye initiativ skal ændre dette billede blandt andet gennem mentorforløb, research, netværksaktiviteter, workshops og community building, som skal give både startups og talenter adgang til ressourcer, viden og fællesskab. Fokus er at skabe rum for læring, sparring og samarbejde mellem talenter, virksomheder, akademiske institutioner og iværksættere.
“Det handler ikke kun om ligestilling – det handler om at styrke Danmarks konkurrenceevne. Diversitet er en forudsætning for innovation. “Og vi skal sikre, at fremtidens løsninger bliver udviklet af alle talenter, og ikke kun er personer med et CPR nummer, der ender på et ulige tal,” siger Freja Brandhøj, Chef for iværksætteri hos Dansk Erhverv.
Initiativet løber over de næste 18 måneder og har til formål både at udvikle nye løsninger og åbne branchen for nye stemmer og perspektiver. Det første store samlingspunkt bliver projektets kickoff den 20. Maj 2025 hos Dansk Erhverv, hvor både partnere og interesserede aktører deltager.
Om initiativtagerne:
‘Women in Tech’ har siden 2015 arbejdet for større diversitet i tech gennem events, netværk og mentorordninger. InTech Founders driver et europæisk acceleratorprogrammer med fokus på kvindelige iværksættere. Dansk Erhverv har en stærk position som tech- og startupaktør med dybe rødder i erhvervslivet.
Med dette fælles initiativ sættes der en ny standard for, hvordan vi arbejder for ligestilling, innovation og teknologisk udvikling – sammen.