Michael Svarer er ny næstformand i Industriens Fond

Michael Svarer, en markant stemme i dansk økonomi, er netop tiltrådt som næstformand i Industriens Fond.
31. marts 2026
Han er professor i økonomi, tidligere overvismand og stod i spidsen for det såkaldte Svarer-udvalg. Med den baggrund er det oplagt, at han nu træder ind i en fond, der arbejder for at styrke danske virksomheders konkurrenceevne.
Men hvad skal der til for, at viden bliver omsat til handling i en tid præget af grøn omstilling, teknologisk acceleration og geopolitisk uro?
Her giver Michael Svarer sit bud på, hvordan han vil gribe opgaven an.
Hvad motiverer dig til at engagere dig i Industriens Fond?
Som økonom motiveres jeg af at bidrage til, at samfundsøkonomien fungerer bedst muligt. Konkurrenceevnen er en afgørende forudsætning for dette, og her kan Industriens Fond gøre en reel forskel ved at støtte projekter, der styrker danske virksomheders position.
I en tid med hurtig teknologisk udvikling og stigende geopolitisk usikkerhed er det centralt, at virksomheder får indsigter, som kan omsættes til konkrete forandringer.
Hvilken rolle ser du Industriens Fond spille for dansk erhvervsliv?
Fonden skal være med til at sikre, at danske virksomheder fastholder deres stærke konkurrenceevne. Den hastige teknologiske udvikling og stigende geopolitiske ustabilitet stiller store krav til danske virksomheders omstillingsevne og en vigtig opgave for Industriens Fond, er i mine øjne, at sikre, at så mange danske virksomheder som muligt opnår relevant indsigt, der kan omstilles til konkrete forandringer i virksomhederne. Særligt for mindre virksomheder er det afgørende ikke at sakke bagud i den teknologiske udvikling, og her kan fonden spille en vigtig rolle.
Hvor ser du de største udfordringer for virksomhedernes konkurrenceevne lige nu?
Danske virksomheder har udvist en imponerende evne til at navigere i en hastigt foranderlig verden gennem mange årtier. Af samme grund er danske virksomheders produktivitet blandt de højeste i verden. Det gælder både inden for den grønne omstilling og nye teknologier. Danmark er blandt de mest ambitiøse lande i verden, når det gælder reduktion af udledningen af drivhusgasser. Et væsentligt element i ambitionen, om at blive uafhængig af fossile brændsler, er at omstille produktionen ved hjælp af grøn teknologi. Det stiller store krav til danske virksomheder, som skal balancere hensynet til klimaambitionerne med fastholdelsen af international konkurrenceevne.
Hvad skal der til for, at den viden, der bliver skabt i diverse projekter, bliver omsat til handling i virksomhederne?
Min erfaring fra rådgivning på det økonomisk-politiske område er, at implementeringsaspektet er undervurderet. Man kan have nok så smarte teoretiske forslag, men hvis implementeringen bliver for kompliceret, reduceres sandsynligheden for succes tilsvarende. Industriens Fond kan spille en vigtig rolle i at understøtte, at den rette viden når bredt ud i erhvervslivet, så alle virksomheder, store som små, får adgang til viden, der kan implementeres og dermed bidrage til at styrke dansk erhvervsliv.
Hvordan ser du sammenhængen mellem konkurrenceevne og samfundsansvar?
Min vurdering er, at virksomheders succes i høj grad afhænger af, hvordan de formår at navigere i forhold til de store samfundsudfordringer. Det gælder både i forhold til at være en central aktør i den grønne omstilling og at kunne omstille sig til en verden, hvor en tiltagende geopolitisk uro betyder, at virksomheder skal kunne tilpasse sig skiftende markedsforhold i den internationale konkurrence.
For Industriens Fond er det vigtigt løbende at tilpasse uddelingsstrategien til en omskiftelig verden og sikre, at de projekter, der modtager støtte, både understøtter danske virksomheders konkurrenceevne og tager højde for de samfundsudfordringer, som Danmark står overfor. Som nævnt er min vurdering, at disse to hensyn i høj grad er sammenfaldende.
Hvornår er Industriens Fond en succes?
Når fonden støtter de projekter, der gør den største forskel for flest mulige virksomheder, og samtidig formår at fastholde et højt uddelingsniveau på lang sigt. Det kræver både skarpe prioriteringer og en solid investeringsstrategi.
Hvad er din personlige ambition som næstformand?
Det vigtigste formål for Industriens Fond er efter min opfattelse at have en uddelingsstrategi, der er målrettet de mest relevante udfordringer for danske virksomheder, og at vi støtter de projekter, der har det største potentiale til at gøre en positiv forskel for flest mulige virksomheder. Med andre ord skal vi være i stand til at vurdere, hvilke projekter der giver det største samfundsøkonomiske afkast set gennem et konkurrenceevneperspektiv.
Derudover skal vi sikre, at Industriens Fond fastholder et højt uddelingspotentiale på lang sigt. Det forudsætter en fornuftig investeringsstrategi, der giver et højt risikojusteret afkast, så fonden kan kombinere et højt uddelingsniveau med en evergreen-strategi.


