Ny læringsportal om genanvendelse af plast

En ny læringsportal om plastgenanvendelse – CIRKLA.dk – er i dag blevet lanceret. På portalen findes information om veje til øget plastgenanvendelse, samt onlinekurser med fokus på plast.

Hvis danske virksomheder bliver endnu bedre til at genanvende plast, og tænker cirkulær økonomi ind i fremtidigt produktdesign, så forbedrer det industriens konkurrenceevne og muligheden for vækst og værdiskabelse.

Det er filosofien bag projektet ’Genanvendelse af plastaffald’, der gennemføres af Industriens Fond, Plastindustrien, Aalborg Universitet, PlanMiljø og genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S.

Det handler grundlæggende om en ny tilgang til hvad der er affald, siger Mads Lebech, der er adm. direktør i Industriens Fond:

“Genanvendelse, bæredygtighed og cirkulære forretningsmodeller skal højere op på agendaen hos både leverandører, producenter og aftagere af plast. Den enes affald kan være den andens råvare. Det vil styrke både bundlinje og konkurrenceevne hos virksomhederne. Derfor skal der udbredes viden om emnet og det store potentiale til virksomheder på tværs af ikke mindst plastindustrien. Det harmonerer også godt med Industriens Fonds stærke fokus på, at innovation med udgangspunkt i FN’s Verdensmål vil blive en positiv konkurrenceparameter for danske virksomheder”.
 

DEN NYE Læringsportal

En af kerneaktiviteterne i projektet er udviklingen af den digitale læringsportal CIRKLA.dk, der lanceres i dag. Hovedformålet med portalen er at tilføre viden til hele værdikæden, da netop manglende viden er en væsentlig barriere for plastgenanvendelse.

Gitte Buk Larsen, forretningsudviklings- og markedsføringschef i genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S, fortæller:

“CIRKA.dk er stedet, hvor man kan søge viden om plastgenanvendelse – for eksempel via et leksikon og aktuelle informationsartikler med gode cases. Derudover vil der også være forskellige online-kurser, som man kan gennemføre for at tilegne sig værdifuld viden. CIRKLA.dk vil løbende blive tilført ny viden, nye artikler og flere kurser, så vi sikrer, at portalen er et samlingssted for hele værdikæden.”

En anden vigtig aktivitet i projektet er at tilbyde en række fysiske kurser i regi af det nyetablerede akademi for plastgenanvendelse. Med lanceringen af CIRKLA.dk, er der også åbnet op for tilmelding til de første éndagskurser, der gennemføres hos Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager den 14. november 2018 og den 22. november 2018.

Thomas Drustrup, adm. direktør i brancheforeningen Plastindustrien glæder sig over initiativet og den nye læringsportal:

“Mange virksomheder er allerede godt i gang med at øge plastgenanvendelsen, men der er stadigvæk et stort uudnyttet potentiale i Danmark. En stor barriere er i dag manglende viden om mulighederne, og det agter vi at gøre noget ved via den nye digitale læringsplatform og vores fysiske akademikurser. Samlet set skal projektindsatsen bidrage til, at langt mindre plast bliver forbrændt eller sendt til udlandet. Øget genanvendelse fører til billigere råvarer og nye grønne arbejdspladser”.
 

tilmelding til fysiske kurser

Det første kursus bærer titlen ’Kender du plasten? – Basis’, hvor deltagerne føres gennem emner som plasttyper, bioplast kontra bionedbrydelig plast, sortering og cirkulær økonomi. Målgruppen for de første basiskurser er medarbejdere i den plastproducerende industri såvel som den plastforbrugende industri. Senere åbnes der op for flere kurser, blandt andet målrettet detailhandlen og byggeriet.

Deltagelse på kurset er gratis og tilmelding forgår på CIRKLA.dks hjemmeside via nedenstående link.

Projekt data

Besøg portalen

Den nye læringsportal har fået sin egen hjemmeside. Den kan besøges her.

PROJEKTET

Industriens Fond har støttet det 2-årige projekt ’Genanvendelse af plastaffald’ med knap 3 mio. kroner. Bag projektet står blandt andre brancheorganisationen Plastindustrien, genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S, samt Aalborg Universitet. Læs mere om projektet her på hjemmesiden.

PARTNERE

Plastindustrien er tovholder på projektet, der udføres i partnerskab med Aage Vestergaard Larsen A/S, Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og PlanMiljø ApS. Læs mere om partnerskabskredsen gennem nedenstående links.

Kurser

Den 14. november og den 22. november 2018 afholder projektet fysiske éndagskurser, der gennemføres hos Aage Vestergaard Larsen A/S. Her kan deltagere blive klogere på genanvendelse indenfor eget fagområde.

Der er kurser for supermarkeder og detail, plastindustrien, bygge og anlæg samt landbrug og gartneri. Deltagelse er gratis og tilmelding foregår på CIRKLA.dks hjemmeside via nedenstående link.

KONTAKT

Spørgsmål vedrørende Industriens Fonds engagement i det nye initiativ kan stilles til fondens sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.