Ny datadrevet indsats skal styrke eksporten

Gennem et nyt projekt kan danske virksomheder benytte et målrettet digitalt eksportværktøj til at finde og engagere beslutningstagere i udenlandske virksomheder. Det skal skabe nye kunder og ny eksport.

Corona-krisen har ramt danske eksportvirksomheder hårdt. Mange af de traditionelle salgsmetoder kan ikke benyttes, og eksportørerne mangler ordrer. Det er derfor afgørende, at dansk erhvervsliv formår at gå nye veje for at øge salget, og her er datadrevet eksport en mulig vej at gå.

Det nye projekt giver danske virksomheder en unik mulighed for at komme ud på eksportmarkederne på en ny og digital måde. Det giver forhåbentlig nogle positive vækstresultater på den korte bane, men bidrager også med værdifulde erfaringer om datadrevet eksportfremme, som dansk erhvervsliv kan lukrere på i fremtiden,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond, der har støttet det nye projekt med godt 2,7 millioner kroner.
 

En ny opskrift på eksportsalg

I praksis vil det nye projekt bringe digitale salgsmetoder fra B2C-verdenen over i B2B-verdenen. Blandt andet opnår de deltagende virksomheder viden om og erfaring med at bearbejde potentielle kunder digitalt igennem hele købsprocessen. For eksempel skabes en ny opskrift for, hvordan digitale kampagner kan anvendes til at opbygge og påvirke en potentiel kundepipeline hurtigt og effektivt som supplement til fysiske salgsmøder og messer. På den måde kan projektet også ses som et opgør med langvarige salgsprocesser, der involverer alt for mange influenter og beslutningstagere.

Omdrejningspunktet i projektet er en unik e-commerce løsning, der både tiltrækker, engagerer, plejer og ”scorer” interessen hos de potentielle udenlandske kunder. Målet er at de deltagende virksomheder får opbygget ”digitale relationer”, der over tid ender i konkrete salg,” siger Louise Juhl, der er partner i virksomheden Affiinity, som er med i projektet.
 

Innovative teknologier skal fremtidssikre dansk konkurrenceevne

Ligesom på traditionelle eksportfremstød, så fokuserer projektet på at markedsføre virksomhederne i samlet flok overfor eksisterende og nye globale kunder. Men nu bliver der udelt fokus på at gøre det via datadrevne digitale kampagner som kan etablere konkrete salgsleads til de enkelte virksomheder.

Vi vil skabe en konkret og vedvarende forandring i måden, hvorpå danske virksomheder arbejder med digitale kampagner i salgsarbejdet. Målet er, at denne tilgang fremover skal indgå som en naturlig del af eksportarbejdet. De danske SMV’er vil gennem projektet komme i gang med at udnytte de digitale værktøjer til at udvikle og fremtidssikre deres virksomheder og styrke deres egen og dansk erhvervslivs konkurrenceevne,” siger projektejer og CEO i Danish Export Association, Ulrik Dahl.

Projektet henvender sig særligt til virksomheder der leverer produkter og serviceløsninger til vind- eller sundhedsindustrien. I første omgang er projektet et pilotprojekt, som gennemføres i samarbejde med en gruppe eksportparate virksomheder, men på længere sigt er målet, at projektet skal foldes ud og komme andre brancher og virksomheder til gode og dermed bidrage til en generel fremgang i dansk eksport.
 

Fakta

En ny digital salgsverden

  • Projektet løber fra juni 2020 til december 2021
  • Målet er at give danske vind- og sundhedsvirksomheder adgang til en fælles digital platform til at finde, bearbejde og skabe nye kunder, så de kan fastholde, udbygge og øge salget på eksisterende og nye markeder.
  • Eksporten af vindenergiteknologi og serviceløsninger udgjorde i 2018 godt 54,8 mia. kroner ifølge tal fra Wind Denmark.
  • Danmark har investeret over 40 milliarder kroner i bygning og indretning af en række supersygehuse, og danske Health Tech-virksomheder har, blandt andet i den forbindelse, udviklet nye og enestående produkter og løsninger. De skal nu markedsføres internationalt, så eksportpotentialet kan forløses.
  • Projektet er igangsat gennem initiativet www.genstartNU.dk med henblik på at give konkret eksporthjælp til danske virksomheder.

Projekt data

lÆS OM PROJEKTET

Her på Industriens Fonds hjemmeside kan der læses mere om projektet Columbus –
Digital Eksportfremme for grønne, danske SMVer
.

PROJEKTPARTNERE

Projektet udføres af Danish Export Association i samarbejde med Affiinity.

Genstart NU

Projektet er skabt i kølvandet på Industriens Fonds coronaindsats Styrket gennem Krisen – en del af genstartNU.dk.

KONTAKT

Eventuelle spørgsmål angående Industriens Fonds støtte til Columbus-projektet kan stilles til fondens sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.