Gazellevinder: Nordisk design dæmper støjen

Traditionen tro er der netop uddelt gazellepriser til de hurtigst voksende virksomheder i Danmark. Dem var der 2.781 af i år.

Humøret er altid højt når de danske gazellevirksomheder hyldes for deres imponerende vækstrejser. Med eksplosive omsætninger, stærke nøgletal, innovative forretningsmodeller og bragende eksportfremgang er gazellerne unikke forbilleder for dansk erhvervsliv.

De viser hvordan gode idéer kan gro og på få år blive til gigantiske succeser. Så der er al mulig grund til at fejre gazellernes fremgang.

Og i år er ingen undtagelse. I alt er 2.781 virksomheder nemlig kåret som gazeller og aldrig før har der været så mange gazeller i Danmark.

Humøret har derfor været endnu højere end normalt, når gazellerne er blevet fejret i Aalborg, Aarhus, Odense og senest ved finalen i København.

Hvordan bliver man gazelle?

Gazeller kåres af Dagbladet Børsen på baggrund af en række objektive kriterier knyttet til virksomhedernes regnskaber. Det handler først og fremmest om nettoomsætningen, men der er også krav til for eksempel virksomhedsform og vækstens udvikling.

Gazellerne fejres i hele Danmark. Region for region kåres regionale gazellevindere i henholdsvis Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark, Sjælland og Hovedstaden og afslutningsvist kåres og fejres landsvinderen sammen med de øvrige 2.780 gazeller.

Fremstillingsvirksomheder kan vinde en særlig pris

Som supplement til kåringen af de hurtigst voksende virksomheder i Danmark, så hyldes også en særlig fremstillingsgazelle i hver af de fem danske regioner. Altså en fremstillingsvirksomhed, der er gazelle, og som har gjort det særligt godt.

At der ved gazelleuddelingerne sættes fokus på netop fremstillingsvirksomheder skyldes, at de har en særligt stor betydning for dansk erhvervsliv og det omgivende samfund.

For eksempel formår de at skabe arbejdspladser i alle dele af Danmark og ansætter mange forskellige faggrupper. Og derudover er fremstillingsindustrien en vigtig bidragsyder til den danske vareeksport. Så alt i alt er produktionssektoren en afgørende hjørnesten i Danmark.

I år blev det panel-fabrikken PVH Production i Ribe, der kunne lade sig hylde som årets danske fremstillingsgazelle.

”Det er fedt at vinde. Det er jo ikke alle der bliver gazeller og det er en stor anerkendelse og viser at vi har fat i noget af det rigtige. Og så er det også en passende anledning til lige at stoppe op og se tilbage på de ting vi har lavet i de forgangne år. Det har der ikke været så meget tid til undervejs,” siger Mads Vesterby Hansen, der står i spidsen for PVH Production og håber på at årets gazelle ikke er en enlig svale:

”Vi vil gerne vokse yderligere. Det er det vi planlægger og sigter efter. Ambitionen er at komme ud på flere eksportmarkeder, så vi i fremtiden er til stede endnu flere steder i verden. Men for os handler det ikke kun om nye markeder. Vi kommer også til at udvikle nye produkter og forhåbentlig skabe vækst ad den vej også.”

PVH Production blev først kåret som fremstillingsvinder i Region Syddanmark. Sidenhen blev Ribe-virksomheden også fejret som landsvinder af fremstillingsprisen, da årets sidste gazelle-arrangement blev afholdt i København.
FOTOGRAF: Peter-Emil Witt

Og selvom PVH Production altså allerede er vokset hastigt i de seneste år, så er de klar til at sætte yderligere strøm til produktionen i fremtiden.

”Væksten er kommet hurtigt. Men vi har hele tiden formået at følge med på den teknologiske front også. Vi har løbende optimeret produktionen med robotter og andre automatiseringstiltag, så vi er meget effektive og er klar til at imødekomme endnu mere efterspørgsel i de kommende år,” siger Mads Vesterby Hansen.

Bæredygtighed betyder noget

Og efterspørgslen er der faktisk også meget godt styr på hos PVH Production. Virksomheden er nemlig en del af en større koncern, hvor særligt salgs- og distributionsdelen håndteres i moderselskabet WoodUpp.

”Det har givet god mening for os at samle vores forsyningskæde på den måde og derigennem blandt andet undgå uønskede dyre mellemled. Og så har vi jo også en tæt kontakt mellem vores kunder og vores produktion, når vi holder det hele i én og samme koncern,” siger Mads Vesterby Hansen og fortsætter:

”Der sker meget hos kunderne i disse år og her skal vi selvfølgelig være med på beatet. For eksempel kan vi mærke at kunderne i stigende grad efterspørger mere bæredygtige løsninger og at netop det bæredygtige element driver nogle valg hos både eksisterende og potentielle kunder. Det at vi har et stort fokus på bæredygtighed bliver simpelthen hele tiden et mere og mere tungtvejende salgsargument. Både når vi sælger til arkitekter og til vores store erhvervskunder, men faktisk også hos private købere, der skal bruge nogle smukke løsninger i deres eget hjem.”

Særligt ved indkøb af materialer har PVH Production – og hele WoodUpp i det hele taget – fokus på den bæredygtige agenda. For eksempel bruges der træ fra miljøcertificerede leverandører. Og den filt, der bruges i mange af PVH Productions produkter er lavet af genbrugsmateriale fra plastikflasker.

Dermed bonner PVH Production positivt ud i forhold til nogle af de ting som Industriens Fond især fokuserer på, når fonden kårer fremstillingsgazeller sammen med Dagbladet Børsen. Dels har virksomheden en stor, moderne og velfungerende produktion i Danmark, dels stiller virksomheden skarpt på bæredygtigheden, og sidst, men absolut ikke mindst, så vokser virksomheden eksplosivt.

”Vi hjælper vores kunder med at skabe gode rum gennem nordisk design. Vores produkter forvandler den måde rum lyder og ser ud på, og gør en positiv forskel i menneskers liv. Og det kommer folk også til at ønske sig i fremtiden. Så jeg krydser fingre for at det her ikke er vores sidste gazelle,” siger Mads Vesterby Hansen.

Et stærkt felt

PVH Production har hjemme på Industrivej i Ribe og hører dermed til Region Syddanmark. Men også i de fire øvrige danske regioner er der kåret regionale fremstillingsgazeller.

Det har, igen i år, været et stærkt felt med stor variation. Alle er de præget af god teknologiudnyttelse og et konstant fokus på innovation og forretningsudvikling.

Regionale Fremstillingsgazeller 2023
Lykatec ApS (Region Nordjylland)
Unisense Environment (Region Midtjylland)
PVH Production (Region Syddanmark)
Søgaard Møbler (Region Sjælland)
Lars Thrane A/S (Region Hovedstaden)

Og selvom PVH Production var alene om at trække det længste strå – og blev landsvinder – så kan man roligt konkludere at alle fem regionale fremstillingsgazeller har nogle interessante produkter, på interessante markeder, i boomende brancher og med fortsat store potentialer.

Det gør sig i øvrigt gældende for rigtig mange af de 2.781 virksomheder på årets gazelleliste. Herunder selvfølgelig også årets absolutte højdespringer i Danmark, virksomheden UBsend, der med en vækst på mere end 2.700 procent, blev årets vækstduks.

Så der er altså god grund til at tro, at nogle af de gazeller, der blev kåret i år, også bliver gengangere i fremtiden.

Kontakt

Mere information kan fås ved at kontakte fondens sekretariat.

Anders Brandtoft

Presse- og kommunikationschef

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.