Leanrejsens resultater

De otte virksomheder som har deltaget i Leanrejsen, har opnået fine resultater inden for flere dele af forretningen.
28. juli 2015
På vegne af Industriens Fond har DI – Dansk Industri udviklet en række værktøjer til at arbejde med Lean i danske industrivirksomheder. Værktøjerne er nu tilgængelige for alle danske virksomheder og beskæftiger sig med driftsledelse på flere forskellige måder.
Otte virksomheder har benyttet værktøjerne i et testforløb og resultaterne har været tilfredsstillende:
- Produktivitetsgevinster på mellem 15 procent og 40 procent.
- Reduktion af gennemløbstid på mellem 25 procent og 75 procent.
- De virksomheder der har opnået mest har desuden oplevet, at de har reduceret leveringstiden med over 30 procent og reduceret kapitalbindingen med 40 procent.
De deltagende virksomheder har været meget forskellige. Derfor er der også stor forskel på de opnåede resultater. Fælles for de mest succesfulde er dog en stærk involvering fra ledelsens side i forbindelse med at udbrede brugen af det enkelte værktøj.
Til gavn for alle
Metoder og værktøjer som udspringer af Industriens Fonds projekter er til rådighed for alle virksomheder. Derfor er de stillet frit tilgængeligt for alle via hjemmesiden www.leanrejsen.dk.
Ydermere er projektet Lean Læringskæder blevet søsat for at sikre, at de nye værktøjer når bredt ud til virksomheder overalt i Danmark. Nedenfor findes link til begge projekter. Dels til Leanrejsen, hvor værktøjer og metoder kan hentes, dels til Lean Læringskæder, som er en enkel vej til produktivitetsforbedringer i flere danske virksomheder.
Projekt data
Leanrejsen
Industriens Fond har støttet projektet Leanrejsen, hvori der er udviklet en række metoder, hæfter og værktøjer, der på en enkel måde gør det muligt at arbejde målrettet med lean i danske industrivirksomheder. Erfaringer og resultater fra projektet kan findes på projektets hjemmeside.
udbredelse
De gode erfaringer fra Leanrejsen skal komme flere til gavn. Derfor har Industriens Fond søsat et tilhørende projekt, Lean Læringskæder, der skal bidrage til udbredelsen og aktivt brug af værktøjer og metoder fra Leanrejsen.