Kollaborative robot rækker en hjælpende hånd

Lofttrappeproducenten Dolle har implementeret deres første kollaborative robot i samarbejde med Cobot Knowledge Lab. Påvirkningen på deres produktivitet og arbejdsmiljø er god læring for andre, der overvejer samme løsning.

I Thy har produktionsvirksomheden Dolle fået en ny mekanisk kollega. På trods af en anelse udfordringer i opstartsfasen har den bevist sit værd. Lofttrappeproducenten ser et stort potentiale i den nye teknologi både i forhold til effektivitet og aflastning, men den har også gjort sig nogle erfaringer i forhold til ambitionsniveauet. Blandt andet har programmeringen været mere ressourcekrævende end forventet.

”Jeg ser store muligheder i kollaborative robotter, fordi robotter, der skal løse alle opgaver i en proces, bliver typisk dyre – i hvert fald hvis det skal være en fleksibel proces. Så jeg tror, der er nogle muligheder i at sige, at vi lader robotten løse 80 procent af opgaven, og så står der nogle medarbejdere ved siden af og løser de sidste 20 procent”, siger produktionschef, Steen Laier.

”Vi vil få en tidsbesparelse, men vi vil også få en forbedring i arbejdsmiljøet. Der er nogle af de her processer, som hvis man står med dem dag ud og dag ind, så er de belastende for arme og skuldre”, tilføjer han.

”Det er ikke nødvendigvis gået lynhurtigt med indførslen af den kollaborative robot. Vi har fået opbygget nogle programmer fra leverandøren, men vi har bevidst fravalgt ikke at bygge det hele op, sådan at vi internt kunne lære at bygge programmerne op. Og det har været en større mundfuld, end vi havde forventet at lære at programmere den”, siger han.


 

Investér de nødvendige ressourcer

Dolles læring er, at man ikke skal holde sig tilbage med at bruge kollaborative robotter, men derimod springe ud i det med viden om, at det ikke er en plug-and-play-løsning, men derimod kræver lidt ressourcer.

”Det kræver, at man har en idé om, hvor man vil bruge robotten. Man skal selvfølgelig også have arbejdet processen igennem for at se, om det overhovedet kan lade sig gøre, og om det er lønsomt at gøre det”, afslutter han.

Her kan Cobot Knowledge Lab hjælpe. For ud over de teknologiske muligheder og udfordringer for at realisere de fulde gevinster med cobots, er der en række andre forhold, som man med fordel også kan have blik for, hvis man vil udnytte teknologiens fulde potentiale. Det er især udfordringer relateret til ledelse, organisering, opkvalificering, kompetencer og etik, som danske virksomheder potentielt kan støde på, når de vil udnytte mulighederne i kollaborativ robotteknologi.

Cobot Knowledge Lab blev etableret i 2019 som et samarbejde med Industriens Fond, og kører frem til 2021.

Projekt data

LÆS OM PROJEKTET

Her på Industriens Fonds hjemmeside kan der læses mere om Cobot Knowledge Lab.

KONTAKT

Eventuelle spørgsmål angående Industriens Fonds støtte til det nye initiativ kan stilles til fondens sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.