Innovative virksomheder på affyringsrampen: nu skal forsvarsindustrien udvides, udvikles og vokse

En paneldebat om den danske forsvarsindustri ved kickoff-arrangementet for Defence Tech Denmark.

En lang række af aktører inden for forsvarsteknologi, iværksætteri og forretningsudvikling var torsdag eftermiddag samlet til kickoff-arrangementet for Defence Tech Denmark.

Mere end 150 virksomheder havde ansøgt om at blive en del af Defence Tech Denmark, der er Danmarks nye vækstprogram for forsvars- og sikkerhedsteknologi. Nu er 27 virksomheder sluppet gennem nåleøjet og er blevet udvalgt til at deltage i det ambitiøse initiativ. Målet er at styrke virksomhedernes konkurrenceevne og bringe dansk teknologi og innovative løsninger hurtigere på markedet inden for forsvar og sikkerhed.

Med et officielt kick-off har de 27 udvalgte virksomheder påbegyndt målrettede forløb, som skal modne, teste og sikre implementering af deres teknologiske løsninger i forsvarsindustrien.

”Teknologi er på mange måder blevet lig med forsvar. Heldigvis er Danmark langt fremme på mange kritiske teknologier, og vi har stærke innovationsmiljøer. Det skal vi blive endnu bedre til at udnytte – også i vores forsvar. Defence Tech Denmark åbner muligheden for, at nye virksomheder kan bringe deres teknologi i spil i forsvarsindustrien. Det er et stærkt og nødvendigt initiativ,” siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, der blandt andre bød velkommen til de 27 udvalgte virksomheder ved dagens kickoff-arrangement.

ufm rasmusdegnbol dtd kickoff 150126 web 07
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.

Ifølge direktør for Defence Tech Denmark, Jimmy Binderup Andersen, handler satsningen grundlæggende om at gøre Danmark og de danske virksomheder bedre til at omsætte teknologisk styrke til reel leveranceevne.

“Danmark mangler ikke idéer eller teknologi. Vi mangler tempo, sammenhæng og en professionel vej fra udvikling til anvendelse. Defence Tech Denmark er sat i verden for at lukke det hul,” siger han.

Et marked i bevægelse og en bredere forsvarsindustri

Det internationale marked for forsvars- og sikkerhedsteknologi vokser hastigt, og konkurrencen om både teknologisk førerposition og industrielle kapaciteter er skærpet.

For danske virksomheder betyder det, at innovation ikke længere er nok i sig selv – løsningerne skal kunne skaleres, leveres og fungere i praksis.

Her har Danmark stærke forsknings- og innovationsmiljøer, men vejen fra laboratoriet til operativ anvendelse har ofte været lang. Det er denne udfordring, som Defence Tech Denmark nu tackler ved at styrke den danske forsvarsindustri direkte.

rasmusdegnbol dtd kickoff 150126 web 10
Cecilie Brøkner, der er CEO i Innovationsfonden.

”Med Defence Tech Denmark styrker vi sammen koblingen mellem forskning og innovation, virksomheder og brugere, så flere forsvars- og sikkerhedsteknologier kan bevæge sig hele vejen fra viden til virkelighed og videre mod international skalering. Det er vigtigt for både Danmarks sikkerhed og vores konkurrenceevne,” siger Cecilie Brøkner, der er CEO i Innovationsfonden.

Et rygstød til dansk erhvervslivs konkurrenceevne

Kickoff-arrangementet markerede starten på det konkrete arbejde med virksomhederne i programmets første år.

Forløbet omfatter målrettet rådgivning, mentoring, test og validering samt adgang til investorer og samarbejde med operative aktører.

For partnerkredsen bag programmet er Defence Tech Denmark grundlagt som et strategisk svar på både sikkerhedspolitiske og erhvervsmæssige udfordringer – et svar der skal udvide og udvikle den danske forsvarsindustri.

”Sikkerhed og forsvar er efterspurgte varer, og Danmark har allerede spydspidsvirksomheder, der gør det rigtig godt på området. Men flere skal med på vognen – også blandt de danske iværksættere og de mange små og mellemstore virksomheder. Det er et svært marked at gebærde sig på, men med målrettede vækstforløb baner vi vejen for, at flere danske virksomheder kan byde sig til med innovative dual use løsninger og banebrydende forsvarsteknologi,” siger Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør for Industriens Fond.

Og de ambitioner kræver en mere samlet national indsats på tværs af kompetencer og aktører i Danmark.

rasmusdegnbol dtd kickoff 150126 web 06
Peder Lundquist er adm. direktør i EIFO.

”Der findes i dag under 50 kernevirksomheder i den danske forsvarsindustri. Med den verden vi lever i, er det alt for lidt. Med valget af de første 13 startups og de første 14 SMV’ere, tager vi med Defence Tech Denmark et markant og vigtigt skridt, der både øger antallet af nye, potentielle kernevirksomheder og som samtidig stimulerer eksisterende danske forsvarsvirksomheder, så de hurtigere modnes og bliver klar til skalering. Jeg glæder mig meget til at følge disse 27 virksomheders videre udvikling,” siger Peder Lundquist, der er adm. direktør i EIFO.

rasmusdegnbol dtd kickoff 150126 web 05
Jimmy Binderup Andersen, der står i spidsen for Defence Tech Denmark.

Interessen for Defence Tech Denmark og videreudviklingen af den danske forsvarsindustri har været markant. Den første ansøgningsrunde tiltrak knap 150 virksomheder, hvilket ifølge Jimmy Binderup Andersen bekræfter både markedets potentiale og behovet for en struktureret national indsats.

“Der er et enormt engagement og en vilje i dansk erhvervsliv til at bidrage. Vores opgave er nu at sikre, at de bedste løsninger faktisk når hele vejen frem,” siger han.

Virksomhederne

Her er de 27 virksomheder, der nu er en del af Defence Tech Denmark og en vigtig del af den danske forsvarsindustri.

  • Abtrion ApS
  • Aethena DeepMind
  • BBM Int. A/S
  • Bionic System Solutions
  • Blinktroll Robotics ApS
  • Blue Atlas Robotics ApS
  • Coredive ApS
  • Cph InnoTech ApS
  • DanaDynamics ApS
  • Dropla Tech ApS
  • Fremsyn ApS
  • Godwit Systems
  • Hecto Drone ApS
  • LIITA Care
  • MDSI ApS
  • MindMind ApS
  • Monopulse
  • Nanocore ApS
  • NeGSiS Production
  • O2matic
  • OODALOOP Technologies ApS
  • ORM Defence ApS
  • PDC-Plast
  • Phase One A/S
  • Sapientia Solutions ApS
  • Scurid ApS
  • Triton Depth ApS