Industriens Fond og Experimentarium sætter innovation på dagsordenen
Med en kommende udstilling om innovation sætter Experimentarium og Industriens Fond nye ambitiøse mål.
20. august 2013
Industriens Fond og Experimentarium har netop åbnet udstillingen Opfindelser – en idé kan forandre verden og allerede nu lægges planerne til det næste store udstillingsprojekt om innovation.
Adm. direktør for Industriens Fond, Mads Lebech udtaler: ”I udviklingsarbejdet af Opfindelser opstod de første tanker om en innovationsudstilling. Hvor ’Opfindelser – en idé kan forandre verden’ fokuserer på de største danske produkter og den naturvidenskabelige baggrund, vil den kommende udstilling fokusere på innovationsforløbet forud for produktet. På den måde kan vi skabe et mere helstøbt billede af processen fra idestadiet til det færdige produkt over for de mange børn og unge, der vil besøge de to udstillinger. Det er således tanken, at Opfindelser og en ‘innovationsudstilling’ vil supplere hinanden”.
Med en udstilling om innovation ønsker Industriens Fond og Experimentarium at yde en målrettet indsats for at sætte innovation på dagsordenen hos børn og unge fra 10 år og opefter.
Viceadministrerende Direktør for Experimentarium, Kim Herlev, udtaler: “Experimentarium har innovation på dagsordenen for både skoler og familier. Derfor er det en fantastisk udfordring for os at udvide udstillingen ’Opfindelser – en idé kan forandre verden’ med en udstilling, der bringer gæsten i centrum for innovationsprocessen. Industriens Fond har med denne donation banet vejen for en interaktiv oplevelse, som både vil være underholdende og lærerig.”
Projekt data
Om udstillingen
Beløb: 10.750.000 kr.
Åbning: Efteråret 2015
Formål: Udstillingen skal bringe innovation helt tæt på danskerne ved at udfordre og udvikle Experimentariums besøgendes egne innovationskompetencer
AFSLUTTENDE RAPPORT
Projektet er afsluttet, og erfaringer og resultater er samlet i en afsluttende rapport. Rapporten kan læses nedenfor.
Kontakt
Adm. direktør for Industriens Fond, Mads Lebech, M: 2094 9046 ( ml@industriensfond.dk )
Viceadministrerende Direktør for Experimentarium, Kim Herlev, M: 22870793 ( kimh@experimentarium.dk )