Fremtiden støbes i Hedensted

Person arbejder med metalbearbejdning.
I Hedensted arbejder et familieejet metalstøberi med et sjældent materiale: forestillingsevnen. Gennem projektet Green Horizon har UG Metal udviklet en vision for 2045 – og bruger den i dag som kompas for alt fra investeringer til medarbejdertrivsel.
10. november 2025 / Bæredygtig produktion
Lyset fra den smeltede metalmasse kaster et orange skær på væggene i det gamle støberi. Varme, damp og koncentration fylder rummet, mens en medarbejder – pakket ind i beskyttelsesudstyr og visir – hælder det glødende metal i forme, der snart bliver til nye dele. Det ligner fortidens håndværk, men her i UG Metal er det også et billede på fremtiden.
For midt mellem gnister og stålrør har den familieejede virksomhed i Hedensted, lige mellem Vejle og Horsens, sat sig for at støbe noget helt andet end metal: en vision for, hvordan de skal se ud i 2045. En fremtid, hvor produktionen er grøn, energien er vedvarende, og håndværket stadig har sjæl.
“At visualisere fremtidens UG Metal har allerede nu givet os et klart kompas for, hvor vi vil hen – som mennesker, håndværkere og som virksomhed,” fortæller Trine Gottlieb, HR & Quality Responsible hos UG Metal.
Fremtiden som værktøj til at skabe en ny virksomhed
I foråret 2025 deltog Trine Gottlieb på vegne af UG Metal i projektet Green Horizon. Her fik hun øjnene op for, hvordan scenariedesign kan bruges til at se muligheder frem for barrierer i den grønne omstilling.
Siden workshopforløbet i Green Horizon har UG Metals brugt fremtidsscenarier til at skabe helt konkrete billeder af, hvordan en konkurrencedygtig og klimavenlig produktion kan se ud 20 år frem i tiden.
Det kan lyde som en øvelse i ønsketænkning, men når virksomheder som UG Metal aktivt forestiller sig deres position i en klimaneutral fremtid, sker der noget afgørende. Fremtiden bliver konkret, håndgribelig og handlingsvisende.
Mange virksomheder er udfordrede i forhold til grøn omstilling – både pga. manglende ressourcer, kompetencer og fordi det kan være svært at forestille sig en ny, mere bæredygtig vej. Det betyder, at mange virksomheder mister grebet om omstillingen, når hverken pejlemærker eller mål er tydelige. Det er det, Green Horizon skal hjælpe med.
Projektet skaber konkrete billeder på fremtidens produktion, hvor industrien både er bæredygtig og konkurrencedygtig. Gennem scenariedesign visualiseres fremtiden, så flere virksomheder motiveres til at komme i gang. Målet er at samle produktionsdanmark om en fælles vision: en klimapositiv og konkurrencedygtig fremstillingsindustri i 2050.
En tur til fremtidens UG Metal
UG Metal er ikke en virksomhed med store, forkromede vækstambitioner. Med mere end 50 år på bagen som familieejet virksomhed, der i dag kører på tredje generation, har deres udvikling primært handlet om optimering og fleksibilitet. Men når det gælder klima og miljø, står de ikke stille – tværtimod. I en industri, der er kendt for et tungt CO₂-aftryk, insisterer de på at gå forrest.
“Når vi forestiller os 2045, handler det om at bevare håndværket, styrke dansk produktion og udvikle os i en mere bæredygtig retning. Den grønne omstilling behøver ikke starte med alt det, vi ikke kan. Den kan starte med alt det, vi gerne vil,” fortæller Trine Gottlieb videre.
Sådan ser UG Metal ud i 2045
Energieffektivisering
Hele virksomhedens produktion kører på vedvarende energi – primært sol og vind. Den intelligente maskinpark minimerer energispild, og restvarme fra produktionen genbruges til opvarmning af faciliteterne.
Cirkulær økonomi
Op mod 90% af sandet, der går til produktionen, genanvendes. 95% af de indkøbte metaller er genanvendt materiale. I 2045 er produkterne designet, så de let kan skilles ad og indgå i lukkede kredsløb sammen med leverandører og kunder.
Grøn innovation og læring
Løbende investeringer i forskning og udvikling sikrer bedre materialer, længere holdbarhed og en lavere miljøpåvirkning.
Fremtidens kunder
I 2045 er transparens en selvfølge. Kunder kan følge produkternes CO₂-aftryk og materialers oprindelse i realtid, og sporbarhed er en integreret del af forretningen. Service, vedligehold, reparation og genanvendelse er blevet faste elementer i virksomhedens produktportefølje.
Fremtidens medarbejdere
De formår at fastholde medarbejderne og skabe en kultur for livslang læring, tæt samarbejde med erhvervsskoler og en stærk værdibaseret ledelse. Lige nu har virksomheden en gennemsnitsanciennitet på 23 år, så der er lidt at holde ved lige.
Det er ikke nemt ..
“Visionen skal omsættes til konkrete handlinger. Men uden det første skridt, som vi har taget gennem Green Horizon – at turde forestille os fremtiden – kommer vi aldrig i gang,” fortæller Trine Gottlieb.
Men det har ikke været helt uden udfordringer for UG Metal at visualisere deres fremtid. For som en mindre SMV uden en egentlig miljøorganisation mærker UG Metal tydeligt, at verden i dag endnu ikke er gearet til at støtte virksomheder på deres størrelse i den grønne omstilling.
Lige nu er de fleste muligheder for genanvendelse og cirkulær produktion nemlig rettet mod de store virksomheder – eller overlades til virksomhederne selv at løfte. For UG Metal betyder det, at ambitionen om at tænke i nye grønne initiativer ofte møder virkelighedens begrænsninger.
“Som en mindre produktionsvirksomhed mangler vi rådgivning, der tager udgangspunkt i vores hverdag, ressourcer, økonomi og produktion – ikke i standardløsninger. Ofte får vi for teoretiske råd eller krav, der kræver mere administration, end vi kan løfte, som det ser ud i dag,” fortæller Trine Gottlieb”
For UG Metal handler udfordringen derfor ikke kun om økonomi og kapacitet, men om at finde rådgivning, der taler samme sprog som produktionsgulvet.
“Vi har brug for sparring, der er konkret, håndgribelig og realistisk – med forståelse for, at bæredygtighed og kvalitet skal kunne gå hånd i hånd i en travl produktion. Hvis rådgivningsverdenen i 2045 forstår virksomheder som vores, kan små SMV’er blive aktive drivkræfter i den grønne omstilling – ikke bare tilskuere,” fortsætter hun.
Netop derfor er arbejdet med fremtidsscenarier blevet et vigtigt redskab for UG Metal.
Det giver dem både overblik og mod til at holde fast i ambitionen om at blive en grøn foregangsvirksomhed inden for i metalindustrien – også når systemet omkring dem endnu ikke følger helt med.
Til foråret lancerer Green Horizon en fælles fremtidsvision på vegne af produktionsdanmark. Er din virksomhed nysgerrig på at arbejde med fremtiden og give sit besyv med til udarbejdelsen af fremtidsscenarier for fremtidens produktionsdanmark?
Kontakt projektleder Nanna la Cour Sonne på ncs@ddc.dk.
Green Horizon er skabt af DDC – Dansk Design Center i samarbejde med CONCITO, Ellen MacArthur Foundation og Industriens Fond.


