Fire råd til ejerlederen: Dit humør er ikke en privatsag

To vrede emojis. Den ene med sort bjælke for munden.

Passion kan også kamme over på arbejdspladsen.

Passion sælges altid som en fordel hos grundlæggere, men når den slår over i uforudsigelige udbrud, bliver den en belastning for hele holdet. Her får du fire gode råd til, hvordan du som leder undgår, at din sindsstemning bliver virksomhedens kultur.

Din passion for virksomhedens udfordringer og resultater er en ledestjerne og inspiration for dine medarbejdere. Men det er også en hæmsko, hvis dit humør er uforudsigeligt eller kolerisk.

Som ejerleder taler din sindsstemning højere end dine ord, påpeger ledelsescoach Nina Uller fra Founder to Leader. Medarbejderne aflæser dig konstant og bruger energi på at håndtere dit humør frem for deres egne opgaver. Men det er ikke deres job at bære presset for succes. Det er dit.

Vaner og struktur

Men hvad kan man så gøre, hvis man genkender sig selv i beskrivelsen af en ejerleder med ‘stor passion’?

Det diskuterer panelet i podcasten “Is It My Job to Manage My Founder’s Mood?”, The Founder to Leader Podcast.

Moritz Hartmann (Chief of Staff, Ento), Nikolai Arnholm-Nyström (medstifter & COO, Frankly Insure), Nina Uller (ledelsescoach, Founder to Leader) og vært Yohanna Gustafsson slår især ned på, at problemet sjældent løses i selve konflikten. Det handler i højere grad om at bygge de rigtige vaner og strukturer op i forvejen. Deres bud kan koges ned til fire konkrete råd:

  • Byg sikkerhedsventilerne i de gode tider. Etabler feedback-kultur og klare kanaler til krisekommunikation, før konflikten opstår, ikke midt i den.
  • Skab dig et personligt afløb uden for kontoret, så presset ikke uforvarende havner hos teamet.
  • Vær ærlig om presset uden at sprede panik, især under fundraising, hvor mange grundlæggere ikke er den bedste udgave af sig selv.
  • Tal med dine medarbejdere. Poser under øjnene og forhastede svar kan nemt tolkes som ‘problemer med virksomheden’. Vær derfor ærlig, hvis det skyldes helt andre ting i dit liv.

Husk survivorship bias

Nikolai Arnholm-Nyström minder desuden om, at man kun hører om de brillante, hårde grundlæggere, der lykkedes – aldrig om de mange, hvis kultur slog virksomheden ihjel. Derfor skal man tænke sig grundigt om, før man bortforklarer voldosmme følelsladede udbrud. Passion undskylder ikke ustabilitet. En sund kultur skal vedligeholdes som en sund runway, og som ejerleder har du mere magt, end du er bevidst om: det, du siger og gør, lander tungt hos dem, du leder.

Podcasten er en del af programmet Founder to Leader, der udbydes af Copenhagen Business School og Industriens Fond. Kontakt dem gerne – eller ansøg om at blive en del af efterårets forløb.