3D-print: Fra toy til tool 

Frank Rosengreen Lorenzen, adm. direktør i Dansk AM Hub.

Frank Rosengreen Lorenzen, adm. direktør i Dansk AM Hub.

Hvad er 3D print i dag? Kan en 3D-printer skabe værdi for alle fremstillingsvirksomheder? Og hvor skal man anvende 3D-print?

Industriens Fond har sat direktør i Dansk AM Hub, Frank Rosengreen Lorenzen, i stævne til en snak om potentialer og implementering af 3D-print. Og vi kommer vidt omkring. Fra værdikædeoptimering og bæredygtighed til pukkelhvaler og cykelløb.

Hvad er 3D-print?

3D-print – også kendt som additive manufacturing – er en såkaldt ‘additiv’ måde at producere på. Her kan man eksempelvis lave en prototype, en komponent eller et andet tredimensionelt emne ved at lægge lag på lag af et bestemt materiale – i modsætning til fx at fræse eller støbe i et materiale. Teknologien kan både bruges til at lave støbeforme, enkeltkomponenter eller hele produkter. Hele design- og udviklingsprocessen er digital, og objekterne fremstilles ud fra en digital fil. 3D print muliggør altså, at et design kan testes og optimeres i et simuleringsprogram og herefter deles digitalt med printsystemer over hele verden.

“Med 3D-print nedsættes processen fra ide til virkelighed, da de digitale teknologier reducerer produktionshastigheden fra måneder til dage. Kunderne kan integreres i designprocessen, materialespild reduceres i både de digitale processer og den faktiske produktion, og den enkelte virksomhed kan producere lokalt. Lagt sammen bliver 3D-print en katalysator i omstillingen til bæredygtig produktion,” siger direktør i Dansk AM Hub, Frank Rosengreen Lorenzen.  

3D-Print – en ny teknologi i rivende udvikling  

Det går hurtigt nu:

“Det er vildt at tænke på, at teknologien kun er 40 år gammel. I starten krævede det nærmest en ph.d. at eksperimentere med 3D-print, der i øvrigt også kun kunne printe i plastik. I dag kan man i udgangspunktet printe hvad som helst i både titanium, beton ja, selv chokolade,” siger Frank Rosengreen Lorenzen. 

Men med muligheder følger også ansvar, etik og evnen til at finde de anvendelsesområder, hvor teknologien for alvor kan skabe værdi, understreger han.

“Det er ikke teknikken, der sætter begrænsninger. Det handler mere om, at vi skal se grundigt på vores værdikæder og udvikle mere bæredygtige forretningsmodeller omkring printprocessen, som fordrer investeringer og giver ekstraværdi for kunderne. En ting er, hvad der er muligt, noget andet er evnen til at koge det ned til konkrete mål, strategier og forandringer.  Vi har i Danmark muligheden for at blive dem, der designer, udvikler og producerer fremtidens mere bæredygtige produkter, og det kan additive manufacturing bidrage til.”

3D-print er ikke legetøj

“Jeg er netop kommet hjem fra verdens største messe om 3D-print i Frankfurt, og her var der bred enighed om, at vi i langt højere grad skal væk fra at se 3D-print som et toy, som har ubegrænsede anvendelsesmulighederog i stedet tale om 3D-print som et tool til at skabe forretningsmæssig og bæredygtig værdi. Der er ganske enkelt stadig for mange, for hvem, 3D-print er noget man bruger til at printe Star Wars-figurer i kælderen,” siger Frank Rosengreen Lorenzen.  

Omvendt må man bare sige, at det hele tit starter med noget kreativt, hvor man udfordrer og bruger teknologi på nye måder. Og Frank Rosengreen Lorenzen har set lidt af hvert indenfor 3D-print. Alligevel er det hverken 3D-printede motorcykler, biler eller sågar huse, der har gjort det største indtryk:  

“Det vildeste for mig er fx, når en virksomhed som Airflight i Brønderslev gennem additive manufacturing lykkes med at opnå en vægtreduktion på 11 kg på hver enkelt af deres fragtdroner, der flyver med komponenter og værktøjer i vindmølleindustrien. Det er et stærkt eksempel på, at man virkelig skaber dansk konkurrencekraft, samtidig med, at det også her skaber et mere bæredygtigt produkt og viser vejen til en fremtid, hvor danske producenter behersker de fremmeste teknologier, så vi kan producere med mindst muligt materiale, spild, transport og CO2-udledning.”  

Fra natur til print 

Men hvor er teknologien så på vej hen nu? 

“I takt med at der føjes nye materialer til, som kan anvendes til 3D-print, vil vi se, at naturen vil spille en endnu større rolle i den måde, mennesker designer og producerer på,” siger Frank Rosengreen Lorenzen og giver et eksempel: 

“For nylig så vi, hvordan den italienske cykelrytter Filippo Ganna slog UCIs timerekord på en 3D-printet cykel. Det fascinerende er, at man i udformningen af cyklen har studeret, hvordan pukkelhvaler har en særlig evne til at dreje nede i vandet ved hjælp af rillerne i flipperne – det har man så kopieret og printet ind i cyklen, testet det og skræddersyet cyklen præcist til Ganna, der så slår timerekorden markant.”

“Naturen producerer lige præcist det, den skal bruge. Og det samme er muligt med 3D-print. Det bliver enormt spændende at udforske det potentiale, som findes i naturen i fremstillingen af nye og innovative produkter,” siger Frank Rosengreen og slutter af med tre gode råd til de virksomheder, der både er i de første overvejelser for at komme i gang med 3D-print eller har taget beslutningen:

Sådan kommer du i gang med 3D-print:

  • Få fingrene i teknologien. Køb eller lej en 3D-printer og eksperimenter der, hvor det giver mening at sætte ind. Du kan også låne en 3D printer og teste den gratis i en måned gennem Dansk AM Hub her.
  • Få god rådgivning og sparring. Udnyt de mange muligheder, der findes for rådgivning – bl.a. hos GTS’erne (almennyttige institutioner, der har til formål at opbygge og formidle teknologiske kompetencer til dansk erhvervsliv) eller gennem Dansk AM Hub, hvor du også kan udforske mulighederne for at prøve teknologien af i forskellige projekter og programmer.
  • Skriv 3D-print ind i strategien. I stedet for blot at anskaffe sig en 3D-printer og stille den i et hjørne af produktionshallen skal du tænke i at udnytte teknologiens potentiale og muligheder til fulde for at få mest mulig værdi. Det er en strategisk øvelse og en teamindsats, der involverer alle medarbejdere – fx designer, bæredygtighedsekspert og tekniker. 

FAQ – 3D-print

 

Hvor kan man få lavet 3D-print?

Danmark har nogle stærke virksomheder og aktører, som er gode til at udnytte additive manufacturing (AM)-teknologiens potentiale.

De har kapacitet til at printe i mange forskellige materialetyper fra plastik til metal og beton. Endvidere har vi uddannelsesinstitutioner og GTS-institutter, som kan med rådgivning og konkret print.

Dansk AM Hub hjælper dig også gerne og står klar med sparring og rådgivning med alt fra en idé om et konkret print til at skabe en ny forretning eller hjælpe en eksisterende lille- og mellemstor produktionsvirksomhed med 3D-print.

 

 

Er det dyrt at 3D-printe?

3D-print af et enkelt emne, komponent eller produkt kan koste fra få kroner pr styk i plast til op mod hundrede tusinde kroner i metal eller beton. Der er mange faktorer, der påvirker prisen – for eksempel størrelse, materiale, efterbehandling og selvfølgelig selve printeren.

3D-print giver størst værdi for pengene, når emnerne fra begyndelsen er designet til at 3D-printe – fx ved at optimere det digitalt, så man kan udnytte teknologiens muligheder for at printe med mindst muligt materiale og dermed mindre spild.

Jo mere komplekst emne eller produkt, desto større fordele vil der være med 3D-print i forhold til traditionelle fremstillingsmetoder.

 

 

Hvad kan man lave med en 3D-printer?

Man kan lave næsten hvad som helst med en 3D-printer – her et udvalg:

  • Simple ting i plastik som en Star Wars-figur eller en holder til et GoPro kamera
  • Mere komplekse ting som raketmotorer i titanium, der sender mennesker op i rummet
  • Komponenter, der kan skræddersyes til produktion
  • Reservedele til produkter, der er gået i stykker (så de ikke behøver blive kasseret)
  • Stole og lamper i genbrugsplast fundet i verdenshavene
  • Kunstige knogler, kranier og proteser til mennesker, der er kommet til skade

Hvordan laver man 3D print?

Alt 3D-print kræver først en digital model, en såkaldt 3D CAD-model. Der findes mange forskellige andre materialer og måder at 3D-printe på, men grundlæggende er tanken den samme; en digital model deles i lag og printes fysisk ud lag på lag.

Den digitale version af et fysisk objekt bliver matematisk delt op i tynde lag og bliver til en række bevægelseskommandoer, der sendes til en 3D-printer. I printeren smeltes filamentet – altså selve printmaterialet, der ligner en snor af f.eks. plast – gennem en opvarmet dyse.

Ved hjælp af små elektriske motorer bliver dysen ført rundt på en byggeplade ud fra de bevægelseskommandoer, der er sendt til 3D-printeren. På den måde opbygges et objekt/emne lag for lag i den fysiske verden. Der findes mange forskellige andre materialer og måder at 3D-printe på, men grundlæggende er tanken den samme; en digital model deles i lag og printes fysisk ud lag på lag.

 

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.