Flere vækstiværksættere i Danmark

Hvis Danmark skal fostre flere succesfulde industrivirksomheder i fremtiden, kræver det nytænkning blandt iværksættere og miljøet omkring dem.

Hvis Danmark skal fostre flere succesfulde industrivirksomheder i fremtiden, kræver det nytænkning blandt iværksættere og miljøet omkring dem. Derfor kaldte Industriens Fond i foråret på projektforslag, der kunne tænkes at bidrage til flere vækstiværksættere.

På baggrund af de indkomne forslag har Industriens Fond valgt at bevillige godt 22 mio. kr. til syv ambitiøse projekter.

”Det er forventningen, at projekterne vil bidrage substantielt til en turn-around i dansk iværksætterkultur, så vi kommer til at se markant flere vækstiværksættere i fremtiden”, siger Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond, og fortsætter; ”Iværksættere finder på nye løsninger og fremmer konkurrencen i det eksisterende erhvervsliv”.

Industriens Fond mener, at iværksætteri og antallet af iværksættere og mindre virksomheder, der har vækst, er af betydning, når Danmark skal styrke grundlaget for at skabe værditilvækst og arbejdspladser. ”Desværre er det ofte sådan, at de nye virksomheder forbliver små og sjældent får realiseret principielt store vækstpotentialer, siger Mads Lebech og tilføjer ”det, vil vi i Industriens Fond være med til at ændre”.

De projekter, som Industriens Fond har valgt at indgå yderligere samarbejde med og støtte økonomisk er projekter, som alle er kommet med konkrete initiativer og forslag til forskning og virksomhedsinddragende videns forløb. Når resultaterne foreligger, vurderes det, at de kan vise vejen for, hvordan iværksættere skal agere for at gå ind i et progressivt vækstforløb.

Industriens Fond har støttet i alt syv projekter, som vil se nærmere på, hvordan Danmark får flere vækstiværksættere:

Talentforløb DTU
Ansvarlig: DTU
Projektet har til formål at vise en vej for hvordan man systematisk arbejder med talentudvikling inden for “entreprenant tænkning”. Projektet består af tre elementer: 1) Udvikling af et koncept for at finde talenter og skabe en talentpipeline, 2) Udvikling af et talentforløb for studerende, 3) Udvikling af guidelines til, hvordan videregående uddannelsesinstitutionerne kan styrke en talentindsats.

Bridging the Gap
Ansvarlig: DTU Fotonik & DTU Kemi
Formålet med projektet er, efter finsk forbillede, at udvikle en model, der fører til afknopning af flere vækstvirksomheder baseret på forskning fra universiteter. Vækstvirksomhederne skal skabes gennem et tæt samarbejde mellem forskerne og erfarne, eksterne entreprenører fra industrien (danske såvel som internationale).

Go GROW
Ansvarlig: Copenhagen School of Entrepreneurship
Målet med projektet er at udvikle et vækstprogram for iværksættervirksomheder, så de fra starten tænker globalt og vækst. Erfaringer, cases og undervisningsmetoder fra programmet vil blive formidlet til universitetsundervisere over hele landet.

Entreprenørskab for vækst
Ansvarlig: Aarhus Universitet
Projektet er et forskningsprojekt, der udvikler ny viden om, hvordan bestyrelser og ledelsesteams skal sammensættes for at de bidrager til vækst i nye virksomheder. Den viden, der udvikles i projektet, bliver videreformidlet til væsentlige erhvervsfremmeaktører og iværksættere.

Danish Tech Challenge
Ansvarlig: Scion DTU
Der laves en iværksætterkonkurrence for de teknologisk tungeste ideer. Som en del af konkurrencen tilbydes de udvalgte iværksættervirksomheder både fysisk inkubation, vækstboards, alumnesamarbejde, opbygning af mentornetværk og adgang til konsulentbistand. Projektet vil have en bruttogruppe på 20 virksomheder og 3-5 vil gå videre som finalister.

Growth Opportunities of Danish SMEs in the Chinese Market
Ansvarlig: DTU Management
Projektet er et forskningsprojekt, der skal udvikle en række metoder og vækststrategier, der kan understøtte processerne omkring produktudvikling, produktkrav samt anvendelsen af netværksbaseret resurser for MMV’er med fokus på at disse kan blive de såkaldte ‘Born-global’

Vækstiværksætteres strategiske samarbejder med den etablerede industri
Ansvarlig: RegX – Det Danske Klynge Akademi, Syddansk Universitet
Projektet har til formål at øge antallet og kvaliteten af strategiske samarbejder mellem iværksættere og den etablerede industri, særligt inden for fødevareindustrien. Der vil i projektet blive udviklet konkrete modeller for, hvordan et frugtbart samarbejde kan udvikles, således at iværksætteren derigennem kan opnå vækst og den etablerede virksomhed kan innovere.

Projekt data

Temaindkaldelse: Flere vækstiværksættere

Iværksættere finder på nye løsninger og fremmer konkurrencen i det eksisterende erhvervsliv. Hovedparten af de nye arbejdspladser skabes af iværksættere.

Iværksætteri og antallet af iværksættere og mindre virksomheder, der har vækst, er af betydning når vi skal styrke grundlaget for at skabe værditilvækst og arbejdspladser. I Danmark er det dog ofte sådan, at de nye virksomheder forbliver små og sjældent får realiseret principielt store vækstpotentialer.

Deadline for indsendelse af projektforslag var 18. marts 2013. Mere end 60 aktører valgte at byde ind på at løse udfordringen med at få flere industrirelaterede vækstiværksættere. Fonden modtog 41 forslag til aktiviteter, der kan bane vejen for flere vækstorienterede iværksættere fortrinsvist inden for industrirelaterede erhverv.

Industriens Fond har bevilliget 22 millioner til syv projekter, der skal skabe flere vækstiværksættere i Danmark.

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.