Ledelsen laver due diligence i en dansk virksomhed.

Ledelsen laver due diligence i en dansk virksomhed.

Ny analyse giver indsigt i virksomhedernes beslutningslogik, orienteringsmønstre og drivkræfter, og i hvad der skal til, for at ny viden opleves som relevant og værdifuldt.

Hvordan gør vi ny viden relevant, troværdig og handlingsanvisende for danske virksomheder? Det spørgsmål er både centralt for Industriens Fond og for de mange aktører, der arbejder på at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne. For selv den bedste viden skaber kun værdi, når den rent faktisk bliver brugt i praksis.

Derfor har Industriens Fond, i samarbejde med Common Agenda, gennemført en målgruppeanalyse af udviklings- og forandringsparate SMV’er. Analysen giver ny indsigt i virksomhedernes beslutningslogik, orienteringsmønstre og drivkræfter – og peger på, hvad der skal til, for at ny viden, programmer og sparring bliver opfattet som relevant og værdifuldt.

Et værktøj til projekter, partnere og økosystemet

Materialet er udviklet som et åbent værktøj til gavn for alle, der arbejder med eller i det danske SMV-landskab.

Ambitionen er at gøre det lettere at forstå denne målgruppe og styrke arbejdet med blandt andet:

  • formidling af viden, værktøjer og resultater
  • rekruttering af virksomheder til programmer og indsatser
  • udvikling af mere relevante tilbud og projektdesign
  • samarbejde med aktører tæt på virksomhedsmålgruppen
  • kommunikation, der i højere grad skaber handling

Analysen kan bruges som inspiration, refleksionsgrundlag eller konkret afsæt for kommunikation og projektudvikling.

Analyse og budskab

På denne side finder du to pdf-filer:

Målgruppeanalysen
Analysen giver et dybere indblik i de udviklings- og forandringsparate SMV’er: Hvad optager dem? Hvor søger de viden? Hvad skaber tillid? Hvilke barrierer står i vejen for handling? Og hvordan kan aktører omkring virksomhederne blive bedre til at møde dem med relevant viden og støtte?
Læs, og download målgruppeanalysen

Budskabsguiden
Budskabsguiden omsætter analysens indsigter til konkrete kommunikationsprincipper og eksempler. Den er tænkt som et praktisk værktøj til alle, der arbejder med at formidle viden, programmer, værktøjer eller tilbud til udviklingsparate SMV’er.
Læs, og download budskabsguiden

Fra viden til handling

Industriens Fond arbejder for, at viden, kompetencer og innovation kommer danske virksomheder til gavn. Med analysen og budskabsguiden ønsker vi at stille ny viden til rådighed for alle, der arbejder med at skabe udvikling og konkurrencekraft i danske virksomheder.

Materialet er ikke en facitliste, men et afsæt for bedre beslutninger, skarpere kommunikation og mere målrettede indsatser.