Er din virksomhed kriseparat?

14.09.2020

Et nyt projekt fra SDU og Industriens Fond skal ruste SMVer mod en anden bølge af covid-19. Projektet stiller blandt andet skarpt på virksomheders kriseberedskab og effekten heraf.

Coronapandemien har været hård ved de små og mellemstore virksomheder i Danmark. For nogle blev den afgørende for deres overlevelse, mens det for andre er blevet en mulighed for innovation og forretningsudvikling. De virksomheder, som har formået at omstille sig, og er kommet styrket ud af krisen, har været kriseparate.

Men lige hvordan danske virksomheder opbygger et beredskab til effektivt at klare fremtidige krise, kræver mere viden, og det er den formel, som det nye projekt vil finde.

"Det, vi vil undersøge, er, hvilke krisestrategier virker og bør sættes i søen, og hvilke batter ikke og bør druknes. Og hvordan kan SMV’er med fordel forberede sig på fremtidens kriser", udtaler professor Kim Klyver.
 

Opbyg et beredskab

Virksomhedernes håndtering af krisen har været vidt forskellige. Ved at blive klogere på om den har påvirket dem positivt eller negativt, kan man forstå deres indgangsvinkel til krisen, og arbejde på deres fremtidige beredskab. Virksomheder opdeles derfor i fire kasser:  kriseparate, kriseudnyttende, kriseofre eller krisemodtagere.
 

Projektet vil høste erfaringer fra corona-krisen ved at kigge på samfundets udvikling, virksomheders reaktioner og konsekvenserne af deres handlinger. Omdrejningspunktet for projektet bliver en række kvalitative interviews med SMVer, omkring deres forskellige strategiske initiativer, for at forstå deres bevæggrunde for at reducere, bevare, innovere eller afvikle.
 

Kom styrket ud af krisen

Forskningsprojektet er et tæt samarbejde mellem SDU og Industriens Fond, og er et led i fondens særlige coronaindstas genstartNU.dk – der skal hjælpe dansk erhvervsliv på benene igen.

"Kriser kommer og går, og coronakrisen kan vise sig at blive både dyb og langvarig. Derfor er det også vigtigt, at vi lærer af krisen, så Danmark og dansk erhvervsliv kan komme styrket ud af den og stå stærkere, når nye kriser rammer i fremtiden", siger Thomas Hofman-Bang, der er administrerende direktør i Industriens Fond.

Projektets øvrige partnere er SMVdanmark, Business Kolding og Erhvervshus Sydjylland. De vil stå for dataindsamling, udvikling af værktøjer og udbredelsen af resultaterne blandt de danske virksomheder og erhvervsfremmende aktører.

Projektet kommer i første omgang til at forløbe frem mod 2021.

PROJEKTET

Her på hjemmesiden kan der læses mere om projektet Hvad skal SMVer lære af Covid-19.

SAMARBEJDET

Projektet udføres af Syddansk Universitet i samarbejde med en række vidensinstitutioner.

KONTAKT

Eventuelle spørgsmål angående Industriens Fonds støtte til Hvad skal SMVer lære af Covid-19 kan stilles til fondens sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk