Talentfulde unge får ny erhvervsuddannelse

20.09.2012

Talentfulde unge får nu mulighed for at vælge en helt ny uddannelse som industritekniker på højere niveau og med større krav end hidtil.

Den nye uddannelse er netop gået i gang på Herningsholm Erhvervsskole i Herning. ”Talentsporet – industritekniker” skal efterkomme en stigende efterspørgsel i erhvervslivet efter kvalificeret faglært arbejdskraft. Samtidig er kravene til de unges faglige kompetencer markant stigende.

Dansk konkurrenceevne er under pres. En af de afgørende faktorer er adgangen til højt kvalificeret arbejdskraft. Derfor skal vi uddanne folk, der kan løfte dansk pro-duktion op på et ambitiøst og konkurrencedygtigt niveau. Dygtige faglærte, som f.eks. industriteknikere, er centralt for at nå det mål, siger adm. direktør Mads Lebech, Industriens Fond.

Initiativet til talentuddannelsen kommer fra Industriens Fond, Dansk Industri og Herningsholm Erhvervsskole.

- Virksomhederne har brug for endnu flere unge, der både har evnerne og lysten til at dygtiggøre sig ud over det sædvanlige. Hvis vi skal bevare produktion og dermed viden og arbejdspladser herhjemme, så får vi hårdt brug for dygtige faglærte, siger direktør Lars Goldschmidt, DI.

Udover undervisning på højere niveau, så er der lagt mere vægt på erfaring i at bruge de nyeste programmer og maskiner, ligesom der er et gennemgående fokus på innovation, iværksætteri og forretningsforståelse. Forløbet gennemføres med intensiv brug af it og ny undervisningsteknologi, herunder nye undervisningsmetoder.
- Det er vigtigt, at vi på erhvervsskolerne har attraktive tilbud til de dygtigste elever. Det kan være med til at tiltrække endnu flere kvalificerede unge til erhvervsud-dannelserne, og det er nødvendigt for at klare efterspørgslen fremover, siger direktør John Egebjerg, Herningsholm Erhvervsskole.

Den nye uddannelse er en del af Centres of Excellence, som tilbyder særlige und-visningsforløb på højt niveau i to centre på fire erhvervsskoler i Øst- og Vestdanmark. DI og Industriens Fond står bag projektet i samarbejde med erhvervsskolerne Herningsholm Erhvervsskole, Mercantec i Viborg, Københavns Tekniske Skole og TEC på Frederiksberg.

Mere om projektet

Læs mere om projektet

www.talentsporet.dk
www.centresofexcellence.dk

Hos Industriens Fond: Centres of Excellence