Podcast skal øge kendskab til verdensmål

Danskerne skal kende Verdensmålene bedre og være i stand til at handle på dem. Det er formålet i et stort Verdensmåls-projekt, der i første omgang kommer ud i landet via en ny podcast.

Danmark er verdensmester i grønne løsninger og Verdensmål, lyder det tit. Men på flere områder har vi faktisk nogle ret pinlige rekorder. I en ny podcastserie, De Utålmodige, har tidligere klimaminister Connie Hedegaard og professor Katherine Richardson derfor sat sig for endelig at finde ud af, hvordan vi når Verdensmålene i tide.

De har hen over mange år hørt på utallige skåltaler og set nok grafer, der råber på handling. Igennem fem programmer leder de to utålmodige værter sammen med en række prominente gæster efter svarene på, hvorfor vi ikke rykker ud over stepperne herhjemme, når klodens alarmklokker blinker rødt, og vi allerede ved, hvad der skal til?
 

Podcast og meget andet

Podcasten med De Utålmodige er første aktivitet i et større projekt kaldet Dansker, kend dine Verdensmål. Projektet har til formål at tage danskernes store kendskab til Verdensmålene videre til handling.

Gennem det meste af 2021 vil erhvervsliv og borgere, udover podcasten, kunne finde projektet på Folkemødet og blive mødt af events og challenges, artikler og undervisningsmaterialer. Alt sammen for at sikre, at der kommer skub i den handling, der er brug for, hvis vi skal nå i mål på de ni år, der er tilbage inden Verdensmålenes deadline.

76 procent af danskerne kender allerede Verdensmålene. Det er muligvis det højeste kendskab på globalt plan. Det er et unikt udgangspunkt for at rykke til next level, hvor vi alle sammen ved, hvad vi skal gøre,” siger Thomas Ravn-Pedersen, der er direktør i Verdens Bedste Nyheder, der er primus motor i projektarbejdet med at udbrede kendskabet til verdensmålene.
 

Vores allesammens mål

I 2020 gav over 6.000 danskere deres bud på, hvordan vi kan måle på Verdensmålene i Danmark, så vi kan følge udviklingen. Det er der kommet 197 danske målepunkter ud af, som gør Verdensmålene relevante i en dansk kontekst. De 197 danske målepunkter blev udgivet i rapporten ’Vores Mål’ af Danmarks Statistik og 2030-panelet.

Med årlige data viser målepunkterne, hvordan Danmark klarer sig med at leve op til målene, og hvor vi skal hen. Dansker, kend dine Verdensmål tager udgangspunkt i relevante dilemmaer i de danske statistikker, så de kommer ud at leve og bliver handlet på.

Projekt data

podcasten

Hør den nye podcast med Katherine Richardson og Connie Hedegaard.

Vores Mål

Læs den samlede rapport om Vores Mål – de danske indikatorer for Verdensmålene.

Folkemøde

På årets folkemøde sættes der igen fokus på verdensmålene.

Kontakt

Ønskes yderligere information om Industriens Fonds arbejde med verdensmål, grøn omstilling og bæredygtig produktion, så kan Industriens Fonds sekretariat kontaktes.

Ole Østrup
Formidlingschef
Mobil: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.