Ny bevilling skal sikre flere kvindelige investorer
Flere kvinder skal blive angel investorer og dermed skabe større kønsbalance i det danske investeringsmiljø, der i dag domineres af mænd. Det er ambitionen med en ny bevilling på 4 mio. kr., som Industriens Fond skyder i projektet ”Et mere kønsbalanceret investeringsmiljø”, der udføres af Angella Invest.
3. september 2024
Det nye projekt skal sikre flere synligheds- og vidensdelingsindsatser, men også udvikling og gennemførelse af et nyt såkaldt Angel Investor Accelerator-program, der skal styrke kompetencerne hos investorer og dermed sikre, at flere ‘kloge penge’ kan skabe værdi i dansk iværksætteri.
Det skal bl.a. ske ved at koble teoretisk og praktisk uddannelse via investor-mentorordninger, samarbejde med venturefonde og øvrige aktører i det danske startup-økosystem. Her er ambitionen – udover flere, kvindelige angel investorer – også at uddanne flere ‘lead investorer’, som i dag er en mangelvare i startupmiljøet, hvilket medfører at mange kapitalrejsningsrunder, ikke kan gennemføres trods positiv interesse.
Et mere kønsbalanceret investeringsmiljø vil gavne dansk erhvervsliv
Projektet ”Et mere kønsbalanceret investeringsmiljø” er et ud af en stribe projekter, som Industriens Fond har søsat for at skabe mere diversitet i dansk erhvervsliv og dermed styrke dansk konkurrenceevne:
“Med projektet sætter vi ind et sted i økosystemet, der ikke får tilstrækkelig opmærksomhed i dag, nemlig investormiljøet. Ved at udklække flere kvindelige investorer og flere rollemodeller, er det forventningen, at vi også vil se flere kvinder inden for iværksætteri og i danske virksomhedsledelser. Størstedelen af alle angel investorer er mænd, og det meste af deres investeringskapital går til mandlige iværksættere. Det skal vi ændre på til gavn for mere innovation og styrket konkurrenceevne,” siger udviklingsdirektør i Industriens Fond, Charlotte Kjeldsen Krarup.
Aktiviteterne i projektet gennemføres af Angella Invest, som er en uddannelses- og community platform for investorer målrettet kvinder og nextgens:
“Kvinder har stor interesse for at investere i opstartsvirksomheder – og i at investere sammen. Det ved vi fra vores arbejde de seneste to år. Med udgangspunkt i vores erfaringer samt viden opnået i vores analysestudie af kvindelige angel investorer fra foråret, kan vi med det nye projekt i endnu højere grad implementere målrettede indsatser, der kan sikre et stærkere og mere kønsbalanceret investormiljø i Danmark. I dag går vi glip af talent og vækstmuligheder, og det ønsker vi at ændre på” siger Kristine Leerbeck, der er founder og CEO i Angella Invest.
Om projektet
Industriens Fonds støtte til projektet ”Et mere kønsbalanceret investeringsmiljø” er givet til foreningen SoFellas og løber frem til 2026.
Læs mere om det nye projekt her
SoFellas arbejder for at fremme et kønsbalanceret investor- og iværksættermiljø, hvormed talent- og vækstmuligheder fremmes til gavn for dansk erhvervslivs konkurrenceevne og dansk samfund i et bredere perspektiv. SoFellas arbejder tæt sammen med Angella Invest.
Læs mere om projektet og SoFellas her
Angella Invest, som er udførende aktør i projektet, er etableret i 2022 og er Danmarks største fællesskab af kvindelige angel investorer. I foråret 2024 stod Angella Invest og Industriens Fond bag det første, danske analysestudie af kvindelige angel investorer.
Projektet bygger videre på resultater og impact skabt i projektet “Acceleration af kvindelige angel investorer” udført af Angella Invest, som Industriens Fond også har støttet.
Om danske angel investorer
9 ud af ti angelinvestorer er mænd, der investerer ca. 6% af deres kapital i kun-kvindelige iværksætterteams og ca. 70-80% i kun-mandlige iværksætterteams.
Det betyder, at kvindelige iværksættere har sværere ved at rejse kapital, da 93% af opstartsvirksomheder modtager deres første eksterne investeringskapital fra angel investorer.
I Danmark er det kun 1/4 nye virksomheder, der stiftes af kvinder.