INDEX: Award med fokus på verdensmål

Nyt projekt skal styrke udviklingen af aktiviteterne omkring prisen INDEX: Award. Blandt andet skal der yderligere fokus på FN's 17 Verdensmål.

Den danske organisation INDEX: Design to Improve Life har modtaget en bevilling fra Industriens Fond på 16 mio. kroner over de kommende fire år. Bevillingen skal sikre og styrke udviklingen af aktiviteterne omkring prisen INDEX: Award med særlig henblik på at involvere og engagere danske virksomheder og styrke deres evne til at arbejde målrettet med at indfri FN’s Bæredygtighedsmål.

Partnerskabet med Industriens Fond er en unik mulighed for fortsat at bevare og udvikle INDEX: Award, så prisens fulde potentiale kan realiseres. Samtidigt ønsker vi igennem samarbejdet at knytte danske virksomheder tættere til INDEX: Award og de aktiviteter, der er tilknyttet prisen og herigennem styrke virksomhedernes globale konkurrencekraft, vækst og jobskabelse der understøtter opfyldelse af FN’s Bæredygtighedsmål,” siger CEO for INDEX: Design to Improve Life, Liza Chong.

Stort katalog

INDEX: Design to Improve Life har siden 2005, hvor den første INDEX: Award blev afholdt, indsamlet mere end 6.000 cases om bæredygtige designløsninger fra hele verden. Således råder organisationen over verdens største arkiv af løsninger, der specifikt fokuserer på bæredygtighed.

De 17 verdensmål fylder mere og mere hos beslutningstagere over hele kloden. Målene harmonerer med danske værdier og det bør stille danske virksomheder godt i den globale konkurrence. Men potentialet kan kun udnyttes til fulde, hvis erhvervslivet dygtiggør sig på området og det skal det nye projekt bidrage til,” siger Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond, der gennem flere forskellige indsatser arbejder med FN’ verdensmål. 

Fokus på formidling

INDEX: Design to Improve Life har oparbejdet en solid erfaring i at udbrede og omsætte værdien af den viden om bæredygtigt design, som de har indsamlet i løbet af de sidste 18 år.

Organisationen har uddannet mere end 5.500 lærere i Danmark og udlandet i at anvende bæredygtig designtænkning i undervisningen og har desuden iværksat det første danske accelerationsprogram særligt målrettet startups, der arbejder med bæredygtige designløsninger.

Og sidste år lancerede INDEX: Design to Improve Life en impact-investeringsfond, der investerer i pipelinen til INDEX: Award

Det er højst relevant, når vi med dette partnerskab tænker i, hvordan vi kan udnytte den værdi, INDEX: Award genererer til at styrke dansk konkurrenceevne. Partnerskabet er et potentiale, der endelig bliver forløst,” siger bestyrelsesformand for INDEX, Jens Wittrup-Willumsen.

Projekt data

INDEX:

Projektet ledes af INDEX: Design to Improve Life. Organisationen, og dens store katalog af viden, kan besøges via linket nedenfor.

Bevillingen

De 16 mio. kroner fordeles over fire år og skal blandt andet bruges til at kortlægge danske virksomheders bæredygtighedsprofiler, udvikle en vidensplatform og gennemføre virksomhedsforløb med henblik på bæredygtig vækstskabelse og skærpelse af konkurrenceevnen.

Følg med

INDEX: Design to improve life opdaterer løbende sin Twitter-profil. Den findes her:

KONTAKT

Spørgsmål vedrørende Industriens Fonds engagement i det nye initiativ kan stilles til fondens sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.