Industriens Fonds Hus i Kina

Trecifret millionbeløb skal sikre Industriens Fonds Hus – Det danske universitetscenter i Kina

Forhandlinger gennem mere end fire år krones nu med en endelig underskrift på en aftale mellem Uddannelsesministeriet, Klimaministeriet og University of Chinese Academy of Sciences om igangsættelse af byggeriet af en bygning til det danske universitetscenter i Kina.

Lundgaard & Tranberg arkitekter har tegnet et innovativt og dynamisk hus, som skal være symbol på det dansk-kinesiske universitetssamarbejde og huse de mange aktiviteter omkring de 400 kandidatstuderende, 100 forskere og 75 ph.d.-studerende.

Den samlede byggeramme på 100 mio. kr. blev sikret, da Industriens Fonds bestyrelse besluttede sig for at øge sin oprindelige bevilling med knap 20 mio. kr. ”Beløbet skal sikre, at huset bliver af den høje standard og kvalitet, som det oprindeligt har været ønsket, samt sikre at huset bevarer sin danske identitet samtidig med at kinesisk byggelovgivning bliver overholdt”, fortæller Mads Lebech, adm. dir. i Industriens Fond. Samarbejdet omkring det nye universitetscenter i Kina blev indledt tilbage i 2009, hvor Industriens Fond oprindeligt bevilligede 80 mio. kr.

Danmark er et af de første lande i verden, som har etableret et universitetscenter i Kina. Huset, som skal danne ramme om universitetscenteret, kan samtidigt blive et aktivt udstillingsvindue for dansk arkitektur og teknologi. Ligeledes kan huset benyttes som spydspids for danske virksomheder, der ønsker tæt kontakt med forsknings- og uddannelsesmiljøerne, som er tilknyttet universitetscenteret.

Formålet med Industriens Fonds Hus i Kina er at sikre Danmark et brohoved ind i Kina, hvor danske forskere, studerende og erhvervsliv kan få adgang til det hastigt voksende kinesiske marked.

”Visionen med Industriens Fonds Hus er at skabe et attraktivt fysisk mødested, der knytter universitetscenteret og de mange danske virksomheder, der allerede er engageret i Kina sammen. Jeg ser frem til, at forskere og studerende fra Kina og Danmark kan indtage lokalerne og takker fonden for deres vedholdenhed og generøsitet”, siger uddannelsesminister Morten Østergaard.

Bygningen vil danne rammen for et attraktivt forsknings- og studiemiljø for både danske og kinesiske forskere og studerende. Danske studerende har mulighed for at tage en del af deres uddannelse i Kina og kan dermed ruste danske virksomheder bedre til de udfordringer og muligheder, som findes i Kina.

Industriens Fond har påtaget sig at sikre finansieringen af selve bygningen, men ser gerne at brede dele af erhvervslivet og andre fonde involverer sig i projektet. Projektet udføres i samarbejde med bl.a. Ministeret for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. De to ministerier har påtaget sig opgaven med at sikre byggeriets kvalitet, når arbejdet forventeligt går i gang i foråret 2014.

”Fonden håber, at dansk erhvervsliv vil engagere sig i Industriens Fonds hus i Kina, da det vil give den enkelte virksomhed særlig nære relationer til miljøet på universitetet og adgang til ny viden og teknologi. Dermed kan det understøtte varetagelsen af virksomhedens interesser på det kinesiske marked”, siger Mads Lebech.

yderligere oplysninger

Industriens Fond, adm. dir. Mads Lebech, 2094 9046, e-mail: ml@industriensfond.dk
Styrelsen, presseansvarlig Ingeborg Nielsen, 2211 0200, e-mail: imen@fivu.dk

Projekt data

Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Fakta om Industriens Fonds hus i Kina

En ny bygning på 10.800 m2 skal fremover danne ramme om det dansk-kinesiske universitetscenter i Kina, Sino-Danish Centre for Education and Research, SDC. Bygningen får navnet Industriens Fonds Hus.

  • Industriens Fond har bevilliget 99 mio. kr. til byggeriet
  • Byggeriet forventes at gå i gang 1. kvartal 2014 med indvielse i efteråret 2015
  • Industriens Fonds Hus opføres på et naturskønt område på Yanqihu Campus – en del af University of Chinese Academy of Sciences (UCAS) ca. 30 km. nord for lufthavnen i Beijing
  • Arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg har tegnet Industriens Fonds hus. Lundgaard & Tranberg står bl.a. bag Skuespilhuset i København, Kilen på CBS og Tietgenkollegiet i Ørestaden

Fakta om Sino-Danish Centre for Education and Research (SDC)

Formålet med Det Danske Universitetscenter i Beijing, Sino-Danish Centre for Education and Research (SDC), er at skabe de bedste vilkår for, at danske universiteter og virksomheder får udbytte af Kinas store satsning på viden og talent. Universitetscenteret skal understøtte det stærke dansk-kinesiske forskningssamarbejde, forbedre danske studerendes muligheder for at gennemføre en uddannelse i Kina samt lette rekrutteringen af dygtige kinesiske forskere og studerende til danske virksomheder og videnmiljøer.

Universitetscenteret danner ramme om dansk-kinesisk forskning, uddannelse af ph.d.-studerende og kandidatuddannelser. Desuden vil universitetscenteret indgå i et tæt samarbejde med danske virksomheder, der opererer i Kina, om bl.a. forsknings- og udviklingsopgaver og praktikpladser.

Forsknings- og uddannelsessamarbejdet er centreret omkring fem forskningsområder:

  • Bæredygtigt miljø og vand
  • Vedvarende energi
  • Biovidenskab & biomedicin
  • Nanovidenskab
  • Samfundsvidenskab

Inden for hvert forskningsområde udbydes 1-2 fælles kandidatuddannelser. I 2012 startede fire nye kandidatuddannelser i Water and Environment, Neuroscience and Neuroimaging, Public Management and Social Development og Innovation Management. I 2013 er der udbudt yderligere tre kandidatuddannelser i Nanoscience, Omics og Chemical and Biochemical Engineering

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.